Om mig

Mit navn er Morten Steiniche. Jeg er aktivist og arbejder herudover som journalist på Ritzaus Bureau, Dagbladet Information og Forbrugerrådet Tænk.

Jeg kommer fra musik- og mediebranchen, hvor jeg har arbejdet det meste af mit liv. Jeg har været musikanmelder, chefredaktør, pladeselskabschef og iværksætter på en lang række projekter.

Siden 2012 har jeg udforsket det spændingsfelt, der opstår, når aktivismen møder spiritualiteten. Spirituel aktivisme er langt fra noget nyt. Gandhi var spirituel aktivist, det samme var Martin Luther King, og der er mange aktivistbevægelser over hele verden i dag, der har meget stærke spirituelle rødder. Standing Rock-bevægelsen i USA er et eksempel, Lia Via Campesina, den globale alliance af småbønder og oprindelige folk et andet, og herhjemme er Venligboerne et tredje eksempel på en bevægelse med et spirituelt fundament.

Den spirituelle aktivisme er i stor vækst i øjeblikket. Alligevel møder jeg blandt aktivister ofte stor modstand imod idéen om, at aktivisme også kan være spirituel. Det skyldes ofte forestillingen om, at spiritualitet har noget med religion at gøre. Det har det oftest slet ikke. Men det har i høj grad noget at gøre med at være bevidst om, hvad der foregår inde i os selv, og hvad motiverne er bag vores handlinger og de aktivistbevægelser, som vi kæmper for. Den form for bevidsthed skaber stærkere og mere robuste aktivister og bevægelser, der er stand til at kapere endnu større modstand fra den omverden, som mange af os ønsker at være med til at forandre.

Jeg opdagede på min egen krop, at jeg var nødt til at forandre mig selv først, før jeg fik overskud til at hjælpe andre. Det var i 2009, da jeg ramlede ind i mit livs største krise. Det kunne være gået grueligt galt, men gjorde det ikke. Tværtimod. I stedet gik jeg igang med at forandre mig selv indefra. Jeg forandrede ikke alene synet på mig selv, men også mit syn på verden omkring mig. Af den personlige krise lærte jeg at forstå, at de indre forandringer er et nødvendigt middel til at skabe ydre forandringer i verden. For vi kan ikke skabe forandringer i verden med det samme livssyn, som vi skabte problemerne med.

Den spirituelle aktivisme handler både om personlig forandring og forandring af samfundet. Det er mit håb, at jeg med de artikler, essays og den viden, som du finder her på siden, kan hjælpe andre med at blive så lige så inspireret af den spirituelle aktivisme, som jeg selv er.

Morten Steiniche

 

Kontaktinfo: mail @ mortensteiniche.dk / +45 2067 5948