Jean-Baptiste-Siméon Chardin: Les attributs des sciences (1731)

Kimen til den økologiske krise blev lagt for 350 år siden. Først nu er vi begyndt at forstå, at mennesket ikke lever adskilt fra naturen, og at ødelæggelserne af naturen har konsekvenser for alt levende.

Af Morten Steiniche. Publiceret februar 2017

Før den videnskabelige revolution i 1600-tallet forestillede vi os, at jorden var centrum i solsystemet. Vi var frygtsomme individer, der ikke turde sætte os op imod den almægtige Gud, der gennemstrømmede alt levende på planeten. Vi følte en stærk samhørighed med Moder Jord, der betød, at vi behandlede hende – naturen – med dyb respekt og omsorg.

Det ændrer sig med den videnskabelige revolution. Nu sættes den videnskabelige fornuft over troen, og alle naturens spirituelle kvaliteter kværkes i Vesten til fordel for forestillingen om, at naturens ressourcer alene er til for at blive udnyttet, så vi kan skabe økonomisk vækst og materiel fremgang i verden. Vi flytter verdenssyn fra det matriarkalske – det omsorgsfulde – til det patriarkalske – det dominerende og det destruktive. Samtidig ændrer vi syn på Gud, som nu flytter op i himlen, hvorefter der intet helligt er tilbage ved naturen nede på jorden. Med den videnskabelige revolution starter menneskets destruktive adfærd overfor naturen, og vi lægger kimen til de klimaproblemer, som vi står med i dag, omkring 350 år senere.

Den canadiske journalist og forfatter Naomi Klein ser de nuværende klimaforandringer som et opgør med den naturvidenskabelige fortælling om, at naturen ikke er andet end et uvirksomt redskab for mennesket, der forestiller sig at have total kontrol over naturen. Med klimaforandringerne er det dog efterhånden gået op for de fleste, at det ikke er naturen, der er underlagt mennesket, men lige omvendt.

“Nu kommer jorden med en forsinket, men vild reaktion på klimaforandringerne for at sætte os mennesker på plads igen: “I er gæster her, og I har aldrig haft været in charge.“ Jeg betragter klimaforandringerne som en grundlæggende narrativ krise for den vestlige civilisation. En krise, som er uløseligt forbundet med spørgsmålene om verdenssyn og spiritualitet,” siger Naomi Klein til magasinet Tricycle.

Udretningen af Skjern Å fik katastrofale følger

54% af klodens befolkning bor i dag i byområder, og det er et tal, der ifølge FN vil være steget til 66% i 2050. Vi bor, lever og arbejder i byerne, som vi kun sjældent har brug for at forlade. Og derfor har vi ikke længere nogen særlig viden om eller tilknytning til naturen. Vi er holdt op med at føle os forbundne med den naturlige verden og betragter naturen som noget eksotisk, der ligger et sted ude på landet med pløjemarker og en sol, der går ned langt ude i horisonten. Noget, der lever sit eget liv og har meget lidt med bymenneskets tilværelse at gøre. Vi har mistet ethvert spirituelt forhold til naturen og har ingen fornemmelse for, at jorden også er en levende mekanisme, der ligesom vi mennesker har behov, der skal opfyldes for at kunne trives optimalt.

“Oprindelige folk taler om at lytte til andre biologiske indbyggere på deres territorie. De føler, hvad landet og jorden har brug for og opfører sig respektfuldt overfor den. Vi, i de industrialiserede og urbane samfund, har afkoblet os fra disse fysiske og biologiske begrænsninger. Vi har omskabt landet omkring os af hastigheds- og effektivitetshensyn. Vi har fladet bakker ud, udtørret huller, udfyldt kystlinier og rettet grøfter ud. Vi har påtvunget naturen vores vilje og tvunget den ind i den form, som vi ønsker,” forklarer den canadiske videnskabsmand og miljøaktivist David Suzuki i sit essay Human Borders and Nature.

Hedelyng. Image by Nils Jepsen/Wikipedia

Sådan har det også været i Danmark, hvor blandt andet Hedeselskabet igennem mange år arbejdede aktivt for at forandre de danske naturområder. Selskabet ønskede blandt andet, at Roskilde Fjord og Det Sydfynske Øhav skulle afvandes, at den jyske hede skulle opdyrkes, og at Gudenåen skulle rettes ud. Et Hedeselskabets mest katastrofale projekter var udretningen af Skjern Å i 1960’erne, som fik store følger for plantelivet i og omkring Skjern Å.

I en artikel i Weekendavisen i 2016 om Hedeselskabets ødelæggelse af den danske natur i anledning af foreningens 150 års jubilæum siger historiker og professor Steen Bo Frandsen:

“Man havde ikke en forestilling om, at naturen var noget, man skulle passe på. Den skulle udnyttes, og det så man ikke som et problem. Hele den nationale økonomi og nyindretningen af landet ville have jord, ikke hede. Man tørlagde Lammefjorden og mange andre steder, som virker ærgerlige i dag.”

Tsunamierne er mindfulness-klokker

Spørgsmålet er imidlertid, hvad der skal til for at løse den økologiske krise. Llewellyn Vaughhan-Lee skriver i bogen Spiritual ecology. A spiritual response to our present ecological crisis, at “et centralt, men sjældent adresseret aspekt ved denne (økologiske) krise er vores glemsomhed omkring det hellige i naturen, og hvordan det påvirker vores forhold til miljøet. Der er et presserende behov for at artikulere en spirituel respons på den økologiske krise. Det er vitalt og nødvendigt, hvis vi vil bringe den levende verden tilbage i balance.”

I bogen medvirker også den vietnamesiske munk og fredsaktivist Thich Nhat Hanh, som siger, at tsunamierne og ødelæggelsen af koralrevene ikke kun er fysiske symptomer og tegn på en global ubalance. Han kalder dem ligefrem for “bells of mindfulness”, der ringer for at gøre os lydhøre, få os til at vågne op og lytte.

“Jorden har har brug for vores opmærksomhed. Den har brug for os til at få healet dens krop, som er ødelagt af vores udnyttelse af den. Og den har brug for at healet dens sjæl, som er såret af vores vanhelligelse og vores glemsomhed over naturens hellighed. Kun, når vi husker, hvad der er helligt, kan vi bringe virkelig opmærksomhed til vores nuværende knibe,” siger Thich Nhat Hanh.

Flere og flere mener i dag, at vi for at finde nøglen til at løse de økologiske problemer er nødt til at genopdage den forståelse og visdom, som vi havde engang, og som de oprindelige befolkninger stadig besidder. En visdom, der bygger på en forestilling om, at alt levende i naturen er indbyrdes forbundet, at vi alle indånder den samme luft og drikker det samme vand, og at vores egen overlevelse netop afhænger af, at naturens økosystemer fungerer optimalt.

“Vi lever i en forestilling om, at vi er adskilt fra naturen. Opgaven er at nedbryde den forestilling, før katastroferne indtræffer,” siger Naomi Klein.