Author Archives: ms

Kronik: Klimakrisen er en ubekvem sandhed, som medierne nødig ser i øjnene

Tegning: Rasmus Sand Høyer, Jyllands-Posten.

De fleste medier har stadig ikke forstået omfanget af klima- og biodiversitetskrisen og konsekvenserne af den. Det er stærkt problematisk, for netop medierne spiller en meget vigtig rolle i løsningen af de enorme udfordringer med klimaforandringer og tab af biodiversitet, som vi står med.

Af Morten Steiniche, journalist og aktivist, og Annasofie Flamand, aktivist, Extinction Rebellion Denmark. Kroniken blev bragt i Jyllands-Posten den 22. juli 2019

Årets mest opsigtsvækkende nyhed kom den 6. maj i år og gjorde ikke større væsen af sig. Det var en rapport på 1.500 sider, hvori 450 eksperter i FN’s biodiversitetspanel konkluderede på baggrund af 15.000 videnskabelige studier, at en million dyre- og plantearter er truet af udryddelse.

Dagen efter blev folketingsvalget udskrevet i Danmark. IPBES-rapporten røg i baggrunden, og klimaet blev reduceret til et af flere emner på agendaen.

Men det er rimeligt at antage, at selv uden et folketingsvalg ville dækningen af endnu en ildevarslende FN-rapport hurtigt være gået i sig selv igen. For selv om klimaforandringerne er rykket højt op på borgernes dagsorden, og især for mange unge er det vigtigste emne overhovedet, ja, så er mediernes dækning af klima- og biodiversitetskrisen med ganske få undtagelser katastrofalt ringe og stærkt problematisk.

Mediernes dæknning er inkonsistent

Forskerne ringer med alarmklokkerne. Der er tale om en nødsituation, og i september lagde FN’s generalsekretær António Guterres heller ikke fingre imellem, da han sagde, at klimaforandringerne er en eksistentiel trussel mod menneskeheden. Samtidig gør sikkerhedstjenesterne opmærksom på, at klimakrisen er en af de allerstørste trusler mod den globale sikkerhed og sikkerheden i Danmark.

Alligevel prioriterer hovedparten af medierne fortsat dækningen af klima- og biodiversitetskrisen, som om det er et hvilket som helst andet aktuelt emne.

Men det er langtfra det eneste problem.

For det første er klimakrisens perspektiver og konsekvenser stadig ikke afspejlet i mediernes dækning. Opsigtsvækkende rapporter og studier dækkes ofte ikke på redaktionerne, og den dækning, der er, står typisk slet ikke mål med klimakrisens omfang og perspektiver.

I forbindelse med klimamarchen i København behandlede store dele af de danske medier Greta Thunberg som et kuriøst fænomen, som om klimakrisen er en forbigående fare, der nok forsvinder igen. Berlingske satte endda sin mad- og vinredaktør til at dække klimamarchen i en artikel, hvor klimamarchen blev kaldt for en klimafest.

Hovedparten af medierne er desuden inkonsistente i dækningen af klimaforandringerne. De har ikke forstået, at klimakrisen er en permanent eskalerende tilstand. At klimaforandringerne foregår hver eneste dag, også når der ikke udsendes ildevarslende rapporter eller falder unormalt store mængder af regn.

Alvoren går først op for medierne, når klimakrisen virkelig raser

Der er sket en opprioritering af klimadækningen i stort set alle medier i takt med en stigende bekymring i befolkningen over tørre somre og voldsommere vejr. Fejlen er måske at finde i de klassiske nyhedskriterier, der sætter fokus på det sensationelle og konfliktprægede. Men det er dårligt nyt for menneskeheden, hvis medierne først kan vågne op til dåd, når klimakrisen virkelig raser.

Mediernes dækning er desuden præget af manglende forståelse for de større sammenhænge, der forårsager klimaforandringerne. Eller som Katherine Richardson, professor og leder af Sustainability Science Centre på Københavns Universitet, siger det: “Den allerstørste udfordring, vi har i det 21. århundrede, er erkendelsen af, at jordens ressourcer er begrænsede, og at vi er nødt til at finde en måde at fordele dem på. Men den historie er der ingen medier, der fortæller.”

Den er også gal med karakteren af dækningen, der ofte bliver til dommedagsjournalistik i medierne. Det er en slags journalistik, der ifølge den norske psykolog og forsker Per Espen Stoknes gør læserne, lytterne og seerne trætte, deprimerede og uengagerede.

Værst er det dog, når journalisterne i deres bestræbelser på at høre begge parter i klimadebatten vægter klimatvivlernes følelser og holdninger lige så højt som den videnskabelige konsensus. Det er i høj grad med til at forvirre mediebrugerne, når det fremstår, som om det er legitimt at sætte spørgsmålstegn ved videnskaben, og at tvivlernes ord vejer lige så tungt som videnskabens.

Mediernes misinformation

Der foregår en debat om fake news og misinformation, som endnu ikke har været knyttet til klima- og biodiversitetskrisen. Det er på tide, at det ændrer sig. For når medierne foretager redaktionelle valg, der tager udgangspunkt i en opfattelse af, at det ikke står så slemt til med klimaet, som forskerne siger, så er de med til at sprede misinformation. 174 danske forskere har sågar skrevet under på, at det står så slemt til, at det ikke bare retfærdiggør, men nødvendiggør civil ulydighed.

For hvordan skal vi som borgere kunne agere, hvis vi ikke kender omfanget af klimakrisen, fordi medierne kommunikerer noget andet? Dermed bliver mediernes mangelfulde dækning af klimakrisen også et demokratisk problem.

Der er jo ingen tvivl om, at medierne bærer et stort ansvar for, hvordan vi i samfundet opfatter klimaforandringerne. Derfor er det på høje tid, at der i medierne foretages et paradigmeskifte i dækningen af klimakrisen. Vil medierne påtage sig den rolle, det er at oplyse om klimakrisen, dens konsekvenser og de muligheder, der er for at handle nu?

Det skal medierne gøre

Der er flere ting, medierne kan gøre.

For det første skal medierne erkende sandheden af klimakrisens omfang, og nyhederne skal udvælges og redigeres på denne baggrund. Medierne skal “viderebringe den bedst opnåelige version af sandheden” – for nu at citere Jyllands-Postens formålsparagraf. At gøre andet er misinformation.

Det betyder blandt andet, at medierne skal leve op til de journalistiske dyder om at bedrive kritisk journalistik. Også over for dem, der stadig ikke vil se klimaforandringerne i øjnene.

Den store britiske avis The Guardian besluttede i midten af maj måned i år, at mediet ikke længere taler om ”klimaforandringer”, men om ”klimanødsituation” og ”klimakrise”. Det er et nødvendigt skridt, som også de danske medier bør tage.

Dernæst skal medierne dække klimakrisen konstruktivt. Det vil sige, at nyhederne skal engagere og inspirere borgerne med håb frem for indgyde frygt. Klimakrisen rejser en masse spørgsmål om, hvordan vi skal leve og forbruge i en verden, hvor vi er nødt til at handle på klimaforandringerne netop nu, og her kan medierne spille en meget vigtig rolle. Den konstruktive journalistik er med til at vise vejen til, hvordan vi kan få et bedre samfund ud af klimakrisen.

Men medierne skal også dække de sensationelle klimahistorier om greenwashing (når for eksempel virksomheder foregiver at være grønne uden at være det) og klimabelastende virksomheder. For på klimaområdet skal medierne være samfundets vagthunde, der råber op, når nogen gør skade på økosystemerne, der vedrører os alle.

De traditionelle nyhedskriterier bør også opdateres med endnu et kriterie, der handler om nyhedens væsentlighed i forhold til klimaforandringerne, og hvordan vi løser dem.

Der vil blive ved med at komme rapporter som IPBES-rapporten, der viser, hvor alvorlige klimaforandringer er. Så det er ikke længere dokumentation, der mangler.

Klimaforandringerne er på alle måder en ubekvem sandhed for os alle, men det er en sandhed, som vi er nødt til at få frem i lyset med mediernes hjælp og engagement.

Mit møde med Bob

I efteråret 1997 mødte jeg Bob Dylan på et hotel i London. Han havde netop udgivet Time Out Of Mind og stillede på usædvanlig vis op til et interview. Jeg var så heldig at være den første danske journalist, der fik lejlighed til at tale med legenden i 30 år. Her er den artikel, jeg skrev til det magasin, som jeg var chefredaktør for på daværende tidspunkt

Af Morten Steiniche. Artiklen blev bragt i Zoo Magazine, november 1997

Det var først, da jeg stod i lufthavnen fire dage senere, at det gik op for mig, hvor befriende den norske journalists sidste spørgsmål var.

Men allerede da Bob trykkede os i hænderne og sagde tak og så meget lettet ud, hvorefter han skyndte sig mod døren, havde jeg den samme fornemmelse som børn har, når de har åbnet deres julegaver og bliver rastløse, fordi forventningerne til gaverne altid er større end det, der er indeni.

 

Jeg har mødt Bob Dylan, en af verdens største nulevende legender.

Manden, der er blevet kaldt den mest betydningsfulde amerikaner i det 20. århundrede. Uden ham var Beatles aldrig nået længere end til A Hard Day’s Night.

Han satte det hele i gang, først med sine akustiske protestsange, og siden med elektrificeret poesi på rockplader som Bringing It All Back Home og Highway 61 Revisited.

Han blev gjort til talsmand for en hel generation, og ingen musiker – hverken før eller siden – er der stillet så store krav og forventninger til.

Han var protestsangeren over dem alle, og det var ham, man afkrævede en mening og et svar på ethvert af alle livets store og små spørgsmål.

Han turnerede verden tyk og tynd, arbejdede som en hest og dopede sig med hårde stoffer, når karriereræset gik stærkest.

Siden blev han sær og indesluttet, giftede sig, kørte galt på en motorcykel, og da resten af verden havde taget ved lære af ham, og der ikke var grænser for, hvor tænksomme rockmusikerne nu kunne blive, udsendte han i syreåret 1967 den country-inspirerede plade John Wesley Harding, som ingen af Bobs millioner af fans forstod anledningen til.

Selv i den årrække derefter (som siden er blevet kaldt The Lost Years) voksede og voksede myten om Dylan. Da han kun sjældent stillede op til interviews (og ofte ikke havde ret meget at sige), forsøge man at tilnærme sig fænomenet ved at tekstanalysere hans sange.

I 70’erne kom han stærkt igen, udsendte blandt andet albummet Blood On The Tracks, der af mange regnes for et af hans bedste.

Mod slutningen af årtiet (efter en bitter skilsmisse i ’77) blev han hooked på Jesus og udgav tre dybt religiøse plader, som endnu engang skilte vandene mellem Dylan og hans ikke længere så trofaste følge.

Da han senere vendte tilbage til jødedommen, var det som om, der ikke var ret meget andet end en håndfuld gode sange tilbage i Dylan. Fire lp’er på det jævne blev det til, indtil Bono fra U2 foreslog Daniel Lanois som producer til ’89-albummet Oh Mercy, som blev hans bedste i mange år.

Herfra var der stort set stille omkring Dylan.

Nå, ja, året efter styrkdykkede han med den skrækkelige Under The Red Sky, og måske fordi han godt var klar over, at selv en Bob Dylan ikke kan tillade sig hvad som helst, nøjedes han de næste seks år af 90’erne med at turnere videre på The Never Ending Tour (omkring 100 koncerter om året), indspille et par undselige plader med coverversioner og lade andre fejre sit 30 års jubilæum for kun at dukke op for en kort bemærkning og fire sange som afslutning på Bob-festen.

Hans pladeselskab bad ham jævnligt om nyt materiale til et nyt album, og der verserede ofte rygter om, at han endelig var gået i sin studiegarage i Malibu, men lige lidt skete der. 90’erne er Dylans dødeste periode, og han gik selv så vidt som til at fortælle en journalist, at grunden til, at der ikke kom nye sange fra ham, var fordi ”der allerede er skrevet sange nok”.

Men i december sidste skete det så: Sony datosatte Dylans næste album, før han overhovedet var gået i studiet endnu. Men allerede i januar/februar i år var han i gang, og på blot to måneder indspillede han med Daniel Lanois som producer hele Time Out Of Mind plus adskillige outtakes.

En hel verden af Dylan-tilhængere smuttede deres Huckleberry Finn-kasketter på hovedet og tog sorte solbriller på. Jo, der var Dylan-stemning i luften.

Lige indtil legenden pådrog sig en livstruende virus, og det gik op for os alle sammen, at Bob Dylan også bare et menneske, der også engang skal dø.

 

Det var med dén i baghovedet, at jeg satte mig ind i hotelbaren, hvor de syv andre journalister sad. For bare to dage siden havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle møde His Bobness in persona. Jeg regnede ”kun” med at høre ham spille en koncert på Wembley Arena, men så var det, at en pige fra pladeselskabet ringede med den eksklusive overbygning på koncertturen.

Der var halvandet døgn til at forberede mig, men det halve gik med at sende faxer med oversættelser af artikler, som jeg har skrevet samt et udførligt curriculum vitae og en beskrivelse af arbejder, jeg har begået omkring Bob Dylan afsted til pladeselskabet, som faxede det hele videre til London, hvor Bobs management.

”Managementet vil ikke hvem som helst derover,” forklarede de fra pladeselskabet.

Var jeg vejet og fundet for let, ved jeg ikke, hvad jeg havde gjort: Taget turen på Desolation Row, eller også ville jeg bare have været ligeglad: When you got nothing, you got nothing to lose. Jeg ved det ikke, og jeg er også ligeglad, for nu har jeg mødt Bob Dylan, og han har talt til mig.

 

”Jeg er ved at få det bedre nu. Jeg har været nødt til at slappe et stykke tid, men for hver dag får jeg det bedre.”

Det er hans første sætning. Resten kommer om et øjeblik. Men lidt om ham:

Der er ingen, der gisper, da døren går op, og han træder ind i stuen i luksussuiten på Metropolitan Hotel, hvor jeg, en tysk, italiensk, fransk, hollandsk, spansk, norsk og en portugisisk journalist sidder og venter.

Han er let krumrygget, har en blåstribet silkeskjorte, en hvid T-shirt, sorte bukser med hvidt bælte og sorte sko på. Han er ubarberet.

Den hollandske journalist, som i baren underholdt med sin imponerende ligegyldige faktaviden om alt i Dylans liv, gættede på, han havde solbriller på. Det har han ikke. I stedet kigger han på os med milde øjne, da han siger ”hello” og rækker hver enkelt hånden.

Dylan er 56, og hans hårde liv taget i betragtning, er det underligste ved at se ham så tæt på, at han ikke ser ældre ud, end han er. Han ser heller ikke yngre ud. Bare anderledes, end man er vant til fra billeder og koncerter.

Tæt på kan man se furerne i ansigtet og de grå hår, der hist og pist er begyndt at dukke frem i hans uredte hår. Men først og fremmest ser han helt almindelig ud.

Sådan en mand du sikkert ikke lægger mærke til, hvis du møder ham på gaden.

Interviewet varer omkring tre kvarter. Det første kvarter sidder han foroverbøjet og trykker håndfladerne nervøst mod hinanden, men så begynder han at slappe en anelse af. I et enkelt øjeblik læner han sig tilbage i sofaen, men det meste af tiden hænger den rastløshed over ham, som har præget det meste af hans karriere og liv.

”Er det en byrde at være Bob Dylan?” spørger hollænderen.

”Nej, det er lettere for mig at være mig, end det ville for mig at være dig. Du ved… Jeg ville ikke ane, hvordan jeg skulle være nogen anden. Det ville være… Det ville være hårdt arbejde. Hårdere end at være mig,” svarer legenden.

Resten minder om en krig. Et sandt bombardement af spørgsmål kastes mod Dylan af syv mennesker, der konkurrerer om at få hans opmærksomhed og svar.

Det må have været en stor oplevelse at spille for Paven. Hvordan føltes det?

”Great show. Yeah.”

Det må have været mærkeligt at trykke Paven i hænderne, når man tænker på, at du for 20-25 år siden var leder af en ungdomskultur?

”Yeah… og måske en anden Pave.”

Hører du nogensinde dine gamle plader?

”Nej. Overhovedet ikke.”

Hvorfor ikke?

”Jeg har ikke rigtig lyst til at blive inspireret af mig selv, eller… blive negativ over noget, jeg engang har lavet. Men grundlæggende fordi jeg ikke vil inspirere mig selv.”

Hvilken musik er du inspireret af?

”Musik fra 20’erne, 30’erne og måske 50’erne. Meget begrænsede påvirkninger. Bare folkmusik og måske rockabilly, noget af musikken fra 50’erne. Ingen rock’n’roll. Jeg kan godt lide at høre radio. Personligt hører jeg gamle radioshows. Det er som om, de er ved at komme tilbage. Dem hørte jeg også, da jeg voksede op.”

Hvis du hørte en sang med Jon Bob Jovi i radioen, ville du så kunne genkende den?

”Øh… Egentlig ikke, nej.”

Heller ikke Bruce Springsteen?

”Well, han er jo som en bror for mig…”

Hvorfor vil du ikke spille dine sange, som du gjorde for 30 år siden?

”Well, sangene er… For mig er de levende. Jeg bliver ikke træt af at synge dem, fordi de indeholder en sandhed, eller fordi de er levende for mig. Måden, jeg har lyst til at spille dem på, ændrer sig fra aften til aften.”

Men det er pinefuldt for folk, når de hører Like A Rolling Stone og siger: Oh My God…

”Det er jeg godt klar over, men de sange fra mine gamle plader, de er mere som blueprints for mig. Livekoncerterne er dér, hvor jeg lægger mine tolkninger i sangene, og nogen gange lytter anmelderen med det øre, der er 20 år gammelt… eller ældre. Og at begribe min form for koncertshow ved at sætte tingene op mod hinanden er egentlig ikke den rigtige måde at gøre det på, fordi der ikke er noget at sammenligne med.”

Er du stadig opmærksom på, hvad der sker i verden, i samfundet…

”Nej, det vil jeg ikke sige, at jeg er.”

…fordi det var du jo i ’60’erne?

”Ja, måske, men øh… Jeg føler ikke, det drejede sig om andet end det, der havde med mit arbejde at gøre, mine optrædender som musiker og som sanger. Alt i mit liv drejer sig omkring den musik, som jeg elsker.”

Og i dag, føler du da, at musik er et godt medie til at udtrykke sig omkring forholdene i verden?

”Nej, jeg tror, vi læser aviser for at få de informationer, eller ser tv… Af natur er vi passive, vi går til fodboldkampe, hvor vi ser på, at andre spiller…”

Du tror måske ikke på, at musik kan ændre verden?

”Well, måske, men jeg kan ikke komme i tanke om noget musik, der har. Jeg ved godt, at man siger, at der har været, men det var ikke i 60’erne.”

Troede du nogensinde på, at du kunne ændre…

”Nej.”

…politik og…

”Nej, nej, nej. Hvis jeg havde lyst til det, var jeg gået på Harvard eller Yale og forsøgt at blive politiker eller noget andet.”

Men hvorfor så skrive en sang som Masters Of War?

”For mig er det ord. Det er ikke en politisk sang. Jeg ved ikke, hvad politik er. Jeg kender ikke til forskellene på at være højre- eller venstreorienteret. De ting kender jeg ikke til. Jeg kan være, hvad de kalder konservativ. Jeg kan være fuldstændig til højre omkring et eller andet, og så kan jeg være fuldstændig til venstre. Jeg bevæger mig frem og tilbage. Jeg kan se den samme ting fra to forskellige, fra tre forskellige sider.”

Du er kendt for at være ham, der bragte poesien ind i rock’n’roll. Er det noget du…

”Øh… Nej, jeg ved ikke. Jeg tænker ikke på det på den ene eller den anden måde. Hvis jeg ikke havde gjort det, var der sikkert en anden, som havde.”

 

Det er ikke en legende, der taler. Det er en, der er inde i Bob Dylan. En, som ingen kender. En, der punkterer vores forestillinger om legenden. En, der ikke være vil så legendarisk, som vi gør ham til. Men vi kalder ham jo kun en legende, fordi vi kan lide ham.

Er det en kompliment at blive kaldt en legende, er der en, der vil vide.

”Well, jeg synes ikke, det er en kompliment. Jeg synes, at alle de ord som øh… legende eller øh… ikon… For mig er det bare andre ord for ’tørret op’, ’en-der-har-været’. Dét betyder de for mig.”

Men det er da bedre at være ’en-der-har-været’ end ’en-der-aldrig-var’?

”Ha ha ha. Tja, det kan diskuteres.”

Du har engang sagt, at berømmelse kan være kvælende…

”Det er rigtigt. Det kan den være. Ikke nødvendigvis, men det kan den være. Engang imellem er berømmelsen noget, man helst vil glemme, fordi øh… Alle os, der er kendte, har det sådan, at vi engang imellem bare helst vil være i fred.”

John Bauldie, der lavede Dylan-bladet The Telegraph, døde sidste år. Skal sådan et blad efter din mening føres videre?

”Øh… Jeg ved ikke. Men… den energi, som de mennesker, der kender mig, eller tror de kender mig eller næsten ikke kender mig, lægger for dagen, er… Hvad kan jeg gøre, det er jo ligesom at læse om et andet menneske, som aldrig… har eksisteret.”

Jeg så to koncerter med dig i København sidste år. Det var fantastisk at opleve, at der var tre generationer blandt publikum…

”Jeg ved ikke. For mig er det bare ansigter. Det er mennesker, et helt folkefærd, så… Jeg ved ikke, de er alle… De ser alle sammen ens ud.”

Men er baggrunden for din nye plade også, at du nu vil give de unge nogle sange, som er deres, så det eneste Dylan, de hører, ikke bare er de sange, som deres forældre hører?

”For mig er det bare et arbejde. Jeg gør dette, ligesom I er journalister. Jeg gør det samme. Nat efter nat, dag efter dag, er I på vej mod nye historier. Det er det samme med mig. På vej mod det næste…”

Sidste år blev The Times They are A-Changin’ brugt i en tv-reklame for Canadian Bank. Er det et problem?

”Ikke for mig, ha ha ha. Det er ikke et problem for mig. Mine problemer er af en anden slags.”

Hvilken slags?

”Øh… De drejer sig om noget andet, øh… Men den slags har jeg ingen problemer med.”

Ser du stadig dine gamle venner fra 60’erne, folk som Crosby, Stills og Nash eller The Beatles eller The Rolling Stones?

”Yeah, yeah.”

Ser du dem ofte?

”Engang imellem. Alle dem, der stadig er rundt omkring.”

Ser du nogensinde tilbage på 60’erne, som jo var en vigtig periode?

”Nej, nej. Det kender jeg ingen, som gør. Jeg mener, performere, der startede med mig, The Rolling Stones, Crosby, Stills og Nash, vi har ikke brug for at tale om 60’erne eller 70’erne. Jeg tror, det er vigtigere for andre folk, der var omkring dengang… Taler unge mennesker i dag om, hvad der skete for 30 år siden? Det tvivler jeg på.”

Men det er stadig en udbredt opfattelse, at folk i 60’erne kunne ændre ting omkring dem…

”Yeah. Jeg tror, det var idéen om, at man kunne ændre noget, der var… der var vigtigere end egentlig at gøre det. Det var idéen om, at det kunne lade sig gøre, eller at man følte, det kunne lade sig gøre.”

Og så er det, at Dylan for første og eneste gang i interviewet træder ind i rollen som ideolog og kommer med et af de statements, hans sangkatalog er så spækket med:

”Ideas…. Ideas can’t be killed.”

 

Bagved Bob Dylan, ovre i det ene hjørne, sidder Larry Jenkins, som er Head Of Press på den amerikanske del af Columbia Records. Det var ham, der hentede Bob ind til os. Han stillede en flot båndoptager med en rigtig stor mikrofon på bordet ved siden af vores små diktafoner, før det hele startede.

”Vi vil gerne have en båndoptagelse af seancen til vores arkiv,” sagde han. Han ser cool ud.

Ved siden af ham sidder Sara. Hun var meget nervøs, da hun briefede os.

”Start blødt ud. Spørg ham ikke for hurtigt om fortiden. Lad ham føle sig sikker og rolig.”

Som om det var hende, der skulle interviewes.

Begge ser ud som om, de lytter meget opmærksomt efter. Larry, med den ene hånd under hagen, læner sig flere gange over mod Sara og hvisker et eller andet. Hvis Bob griner lidt, griner de med. Larry lidt anstrengt, og Sara på en befriende måde – ligesom os.

Kan man sige, at dit samarbejde med The Grateful Dead (de optrådte sammen i ’87, red.) ændrede dig som liveperformer?

”Yeah. Absolut. Yeah. Det var et vendepunkt for mig at spille med The Dead. Det lærte mig at se ind i mine sange. Faktisk kunne jeg ikke engang synge på det tidspunkt. Jeg havde virkelig svært ved at forstå, hvad sangene betød, fordi der var så mange lag, så meget vand, der havde flydt rundt. Jeg kunne ikke forstå, hvad de betød, men det kunne The Dead. For dem betød sangene en hel masse, og det gjorde mig ekstremt nysgerrig. Hvorfor kunne jeg, når de ikke kunne? Sjælen i de sange var kommet længere og længere væk fra mig. Måske fordi jeg havde spillet dem med en masse forskellige bands, som måske ikke forstod dem så godt, og det påvirkede mig. Jeg ved, det påvirkede mig.”

Har det også noget at gøre med, at du har svært ved at forbinde dig med den unge Dylan? At du har glemt, hvem du var, da du var yngre?

”Det glemte jeg længe før det.”

Kan du lide at turnere?

”Det kan jeg. Det er en meget… en meget naturlig ting for mig. Jeg turnerer normalt ikke med en speciel plade, ved du… Mine plader er ikke souvenirs til en bestemt turné.”

Hvor never ending er never ending?

”Jeg ved ikke, hvorfor folk bliver ved med at tale om never ending, fordi jeg betragter egentlig ikke mig selv som om, jeg er på turné. Vi tager bare ud og spiller et bestemt antal shows hvert år, så det er egentlig ikke en turné. Og jeg kan stoppe når som helst. En del af mig har slet ikke lyst til det, en del af mig vil bare gerne stoppe op.”

Af alle de store fra 60’erne er du den, der turnerer mest. Hvor får du din energi fra?

”Det er sangene. Jeg tror ikke, der er andre end mig, der spiller den slags sange.”

Føler du dig nogensinde som en vagabond?

”Ha ha ha. Ikke ligefrem sådan. Du kan godt se det på den måde, men det er slet ikke sådan, det er. Det er mere som et job. Det er et håndværk. Det er en levevej.”

Men som alle andre med et arbejde, er der noget ved det, som Dylan ikke bryder sig om. Det overraskende er bare, at det er det, han er allermest kendt for.

”Jeg har et problem med at lave plader. Jeg har altid haft problemer med at lave plader,” siger han.

…

Keder du dig, når du er i studiet?

”Oh, yeah.”

Keder du dig i al almindelighed?

”Nej.”

 

Larry Jenkins rejser sig hurtigt og går over til os.

”Vi holder en kort pause,” siger han.

Dylan smiler til os og siger: ”Han er skeptisk, den fyr.”

Da Larry og Bob er forsvundet ind i værelset ved siden af, står Sara og ser bekymret på os.

”Kunne vi ikke snart komme tilbage til albummet?”

Time Out Of Mind. Hans første album med egne sange i syv år. Good As I Been To You fra ’92 og World Gone Wrong fra året efter huede endnu engang ikke hans publikum. De indeholder coverversioner af andres sange fra ende til anden.

Pausen varer fem minutter. Bob er mere afslappet end første gang, han kom ind til os.

”Folk identificerer mig med de sange, som jeg skriver. De kan ikke identificere mig med det, som jeg kan gøre med sange, der er skrevet af andre. Jeg føler, det er et område, hvor jeg aldrig har haft mulighed for at udvikle mig. Fordi jeg ikke indspiller så meget, forventer folk, at jeg indspiller sange, som jeg selv har skrevet. Det er mit dilemma.”

Udgav du de to album for at skubbe dig selv i gang med at skrive sange igen?

”Yeah, yeah. Det er på en måde rigtigt.”

Er du lang tid om at skrive dine sange?

”På det seneste, nej nej. Jeg skabte den sidste plade, fra idéen om den til det færdige produkt, jeg ved ikke… stumper og stykker her og der, på omkring to år.”

Anmeldelserne af Time Out Of Mind har været virkelig gode. Hvad betyder det for dig?

”Jeg har læst nogle få af dem, men… jeg lader mig egentlig ikke påvirke af anmeldelserne. Jeg kan godt lide at se dem, men jeg har alligevel udgivet så mange plader…”

Highlands virker temmelig improviseret. Hvor godt forberedt er du, når du går i studiet?

”Jeg vil ikke sige, den er improviseret, men den er et resultat af en masse forskellige tanker, som blev sat sammen på forskellige måder. Den er ikke nødvendigvis sådan, som den så ud på papiret, da den blev skrevet. Disse tanker blev sat sammen over en periode på to måneder.”

Vidste du på forhånd, hvordan sounden skulle være?

”Yeah. Med den sang blev det stort set, som jeg havde forestillet mig.”

Pladen er temmelig melankolsk…

”Der er masser af fortvivlelse i pladen, og… i mig.”

Den har en dyster klang…

”Det synes jeg ikke. Jeg synes slet ikke, den har en dyster klang.”

Ikke?

”Nej, jeg mener, se i avisen hvad der foregår i Bosnien. Det er dystert. Sydamerika eller Mellemøsten.”

Har du en favorit på pladen?

”Nej. Jeg prøver at holde mig fra den slags.”

Der er et sted på pladen, du synger: ”I wish someone would come and put back the clock for me”…”

”Men… er det ikke sådan, vi alle føler” Jeg mener, er det noget, der kun er særligt for mig, eller har alle det sådan? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg har det sådan. Jeg ville gerne stoppe op. Jeg ville gerne kunne gøre mit liv om, hvis jeg kunne.”

Men er det ikke, hvad du hele gør med din karriere, starter forfra igen og igen?

”Åh, det ved jeg ikke. For at starte forfra igen, må du være et andet menneske. Lære et andet erhverv eller gifte dig med en anden pige, bo et andet sted.”

Men i hele din karriere har du genopfundet dig selv, er blevet en ny Bob Dylan, som folk har haft det svært med…

”Well, sådan er den menneskelige natur.”

Hvad er meningen med det?

”Alting i livet sker bare…”

Virkelig?

”Yeah.”

Og ikke nødvendigvis fordi der er en mening med det?

”Der kan være et guddommeligt formål… Jeg er faktisk sikker på, at der et guddommeligt formål med alting.”

Når du skriver ”My sense of humanity is going down the drain” udtrykker det så dine følelser overfor verden og menneskeheden i dag?

”Well, det er ligesom at stille Elvis Presley spørgsmålet: ”Er det sådan, du har det med noget eller nogen?” fordi han synger ”you an’t nothing but a hound dog”. Jeg forandrer mig fra det ene øjeblik til det andet. Jeg mener, det handler om at fange en følelse på et bestemt tidspunkt, og den ændrer sig måske efter en time eller en dag. Så hvad der bliver sagt om denne samling sange, det er alt sammen rigtig. Alt sammen.”

Synes du, der er irriterende, at folk læser så mange meninger, som måske ikke er der, ind i dine tekster?

”Nej.”

 

Den norske journalist stiller ikke ret mange spørgsmål. Han sidder ellers lige ved siden af Bob. Han er den eneste, der kan række ud og røre ved legenden.

Dylan vender sig på et tidspunkt mod ham og spørger, om han ikke også har noget at spørge om. Det har han. Til allersidst i seancen.

Du er golfspiller?

”Golfspiller?”

Ja.

”Jeg har svunget et jern et par gange. Jeg ved ikke, om det gør mig til en golfspiller…”

Dit handicap er 17?

”Pretty close, yeah…”

 

Dagen efter er der koncert i Wembley Arena. De andre danske journalister er dukket op. Ingen spørger, hvordan interviewet gik. De er sikkert ligeglade med, hvad vi snakkede om, men jeg er sikker på, de gerne vil vide, hvordan det var at møde Bob Dylan, og jeg tror, at enhver af dem gerne ville have siddet på min stol, den tid det varede.

Efter koncerten trækker Sara mig til side.

”Han var meget nervøs, Bob. Bagefter blev han ved med at spørge mig, hvordan jeg syntes, interviewet var gået. Jeg sagde til ham, han havde klaret det flot.”

 

Den mørke side af muren

I efteråret 1999 fik jeg en sjælden lejlighed til at interviewe Roger Waters, som har været mit ubetinget største musikidol, siden jeg hørte The Dark Side of the Moon som 13-årig og blev instantly hooked på Pink Floyd. Jeg skrev artiklen til Zoo Magazine, som i mellemtiden gik ned, og fik den i stedet bragt i Berlingske. Jeg fik også artiklen oversat til engelsk og solgt til nogle udenlandske magasiner, blandt andet Bass Player i Japan, hvor den blev cover story.

Af Morten Steiniche. Artiklen blev bragt i Berlingske, 16. april 2000

Når en mur bliver tilstrækkelig høj, vælter den af sig selv. Det var, hvad der skete for Pink Floyd med The Wall.

Da gruppen mødtes i studiet i april måned 1979 var forholdet mellem de fire medlemmer mildt sagt elendigt. I årevis var sten lagt på sten i en mur af kunstneriske og personlige uoverensstemmelser og et stort ubehag med den succes, de mediesky antistjerner havde fået.

Men murstensværket blev ikke bare kulminationen på Pink Floyds karriere. Det lagde bandet i ruiner, og da støvet efter sammenstyrtningen havde lagt sig, var Roger Waters den eneste, man kunne få øje på i bandet.

Klædt i et par nye jeans, en hvid nystrøget skjorte og sorte, noble sko tager den 46-årige Mr. Wall imod i en til lejligheden aflukket kæmpesalon på et af Paris’ dyreste hoteller.

Roger Waters afskyr journalister i almindelighed, omtale af sin person i særdeleshed og giver kun yderst sjældent interviews til pressen. Men her er han så for at fortælle om de hektiske måneder i 1979, der resulterede i den berømte dobbelt-lp – til dato solgt i langt flere end 30 millioner eksemplarer og netop (i 2000, red.) udsendt i en live-udgave med titlen Is There Anybody Out There?, der rummer optagelser fra de stærkt spektakulære koncertopførelser af murstenværket tilbage i 1980 og 1981.

Et initiativ, Roger Waters har set til med skepsis.

Du synes ikke, det er en god idé at udsende The Wall Live?

”Næ, ikke specielt. Nej. På den anden side har disse båndoptagelser ligget i en boks og samlet støv i 20 år, og der skal nok være nogen, der er interesserede i at høre liveoptagelserne fra disse shows,” svarer han.

 

Magtkampen

Magtkampen i Pink Floyd udspillede sig imellem Roger Waters – gruppens primære sangskriver og The Man With The Plan – og den musikalsk begavede guitarist David Gilmour, der følte mere for akkorder end for koncepter.

Op gennem 70’erne kom Gilmour til at længes efter en løssluppenhed i musikken, men det kunne han godt glemme alt om.

Waters var manden med jernviljen, og det var ham, der var den systematisk tænkende arkitekt bag de stramt komponerede album The Dark Side of the Moon (1973), Wish You Were Here (1975) og Animals (1977).

”Vi begyndte at glide i forskellige retninger filosofisk set, politisk og musikalsk, men navnet bandt os sammen, fordi det var blevet så stort,” fortæller Roger Waters, der følte sig stærkt tynget af den voldsomme popularitet, bandet havde fået.

Under en koncert i 1977 i Montreal gik han amok på en tilhører, som han først så sig ond på og siden spyttede i ansigtet. Det var denne oplevelse, der inspirerede Roger Waters til at skrive The Wall, der blandt andet er en delvis selvbiografisk fortælling om en rockstjernes forfald.

The Wall krævede sine ofre. Pink Floyd-medlemmet Rick Wright blev fyret af Roger Waters, som også detroniserede David Gilmour ved at alliere sig med Alice Cooper-produceren Bob Ezrin, der i enhver strid mellem kamphanerne stillede sig på Waters’ side.

Gilmour valgte til sidst slet ikke at være til stede i studiet sammen med Roger Waters, men dukkede først op hen på eftermiddagen, når den punktlige Mr. Wall var kørt hjem til familien.

Få år efter indspilningen af den legendariske plade meddelte Roger Waters sit pladeselskab, at han trådte ud af Pink Floyd. Waters troede, han dermed lagde det gamle band i graven, men David Gilmour relancerede øjeblikkelig et Pink Floyd uden Waters. Uden Mr. Wall er det dog et amputeret rockband uden bid og vid, der spiller megakoncerter verden over og udsender et par lunkne studiealbum.

 

Søvnløse nætter over gendannelsen af Pink Floyd

I dag har Roger Waters ikke andet end et skuldertræk til overs for sine tidligere partnere i Pink Floyd. Og så et ukendt antal søvnløse nætter ved tanken om, at David Gilmour meget mod hans vilje genrejste bandet.

”Jeg har haft det virkelig skidt med det, men nu gør det ikke så meget længere, fordi jeg har bearbejdet det på det personlige plan. Selvfølgelig føles det stadig forkert, når de spiller mine sange på store fodbold-stadioner, men det er på en eller anden måde noget, de må lære at leve med. Det har egentlig ikke noget med mig at gøre,” siger han.

Taler du nogensinde med David Gilmour?

”Nej. Sidste gang vi talte sammen var vist i ’86 eller året efter, da de skulle i gang med at turnere. Jeg mødtes med ham på hans båd (Off The Wall hedder den, red.) for at finde frem til en eller anden form for aftale, fordi han var nervøs for, om jeg ville sabotere deres turné.”

Respekterer du ham?

Roger Waters læner sig tilbage i den dybe lædersofa og folder hænderne bag nakken.

”Nej. Nej, det gør jeg ikke.”

Var indspilningerne af The Wall svære at komme igennem, når I havde det så dårligt med hinanden?

”Det betød egentlig ikke så meget, fordi jeg allerede fra starten havde taget kontakt til Bob Ezrin, som var en af min eks-kones venner. Vi svingede rigtig godt sammen, fordi han lige var, hvad jeg havde brug for. Jeg savnede en, som ikke bare var teknisk dygtig til at lave plader, men som også var interesseret i ideer, og som jeg kunne diskutere med. Især fordi de andre fyre i bandet tydeligvis ikke var interesseret i arbejde med ideer, så dem kunne jeg ikke tale med,” fortæller Roger Waters, som med The Wall mange år senere satte griller i hovedet på Trent Reznor fra Nine Inch Nails.

Reznor er en kæmpe The Wall-fan, og at han valgte Bob Ezrin som producer på albummet The Fragile skyldtes især ønsket om at få en The Wall-sound frem.

 

Gilmour skrev nogle akkordrundgange – det var det

”Det er ikke for at forklejne Daves rolle på albummet. Han kom med nogle fantastisk gode akkordsammensætninger, og hans guitarspil var, som det altid har været, fantastisk, men han blandede sig ikke i konstruktionen af hele projektet eller sangskrivningen som sådan.”

Men han er dog krediteret som medsangskriver på enkelte af sangene…

”Han skrev nogle akkordrundgange. Det var det.”

Var det hårdt arbejde at indspille albummet?

”Ja, det var det, men det var også virkelig givende. Vi havde en masse energi, og kreativiteten væltede frem. Samtlige sange var gode. Det var de ikke alle i starten, men det blev de. Og alle lydeffekterne… Det hele gik enormt stærkt. Hvis vi ønskede lyden af et tv, der blev smadret, gik vi ud og købte et tv, hvorefter vi smadrede det på parkeringspladsen,” fortæller Waters og griner.

”Jeg kan huske en stationcar, som vi kørte rundt i med alle mulige ting. Vi lukkede luften ud af dækkene, hældte vand på parkeringspladsen. Vi stod bare der med en mikrofon og optog lyden af den hvinende bil. Det var utrolig sjovt.”

Sjovt er ellers ikke et ord, man som sådan forbinder med The Wall.

”Åh, vi havde det rigtig skægt. Hvis vi skulle bruge noget tv-lyd, tændte vi bare for fjernsynet og optog, hvad der blev sendt. Det var virkelig tilfældigt, men ret spændende at lade tingene ske på den måde.”

Hvornår opstod ideen til at også at filmatisere værket?

”Dagen efter (hændelsen i Montreal, red.) sad jeg i et fly eller på en bar med et stykke papir foran mig – jeg har stadig tegningen derhjemme – og tegnede en mur hele vejen henover en scene. Jeg blev utrolig spændt og tænkte: ”Wov, sikke et fantastisk stykke teater det kan ende med”. Og så – selvfølgelig – rundt om denne idé om et teater blev jeg nødt til at konstruere en helhed, så jeg begyndte at overveje sådan noget som: ”Hvad er det for en mur, og hvor kommer den fra?” Så opstod ideen med, at de forskellige mursten var fra forskellige dele af mit eller andre menneskers liv, og så kunne jeg begynde at sætte tingene sammen. Det hele startede med en enkelt idé, men lige fra begyndelsen forestillede jeg mig, at The Wall kunne blive til en film, en plade og et liveshow.”

Sidste sommer (1998, red.) turnerede du i USA. Har du en plade på vej?

”Jep, jeg er så gået i gang med mit næste soloalbum.”

Endnu et konceptalbum som dine øvrige solo-plader?

”Ja, ja.”

Som handler om?

”På turneen gjorde jeg en sang færdig, som jeg begyndte på for nogle år siden. Sangen er delvist baseret på et digt skrevet af et argentinsk torturoffer, men også på en historie i Kosovo om en serbisk soldat, der krydser en gade for at hjælpe en albansk kvinde. Det var en hændelse, jeg læste om i London Times. Sangen hedder Each Small Candle og er en simpel forestilling om, at hvis vi alle sammen kan finde et lille lys i os selv, så kan vi måske lyse mørket op. Og det virker som om, der er en chance for at gøre det med Internettet, som i øjeblikket eksploderer verden over. Her har mange mennesker mulighed for at skabe noget, der vil være meningsfuldt for helheden. Den idé kan jeg godt lide,” afslutter Roger Waters, der senest var aktuel med soloalbummet Amused To Death fra 1992.

 

”Mr. Waters, please…” – mit mislykkede forsøg på at bryde igennem facaden

Jeg skriver i interviewet intet om min opfattelse af Roger Waters som menneske. Det er der en god grund til. I alle de bøger og artikler jeg har læst om Pink Floyd, fremstår Waters som et koldt og kalkulerende menneske, og det er det samme indtryk, jeg får, da jeg møder ham.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at mødet med mit største idol var en form for forløsning, men Roger Waters’ personlighed var både usympatisk og afvisende. Fra jeg træder ind i salonen på hotellet, og til jeg går igen, er der intet formildende ved Waters’ måde at være på.

Under hele interviewet holder han desuden skarpt øje med klokken, og da tiden er gået, siger han pludselig, at nu er det nok, rejser sig op og går over til et bord for at skænke sig selv en kop te, hvorefter han tydeligvis forventer, at jeg smutter ud af døren og lader ham være i fred.

Jeg putter min båndoptager og notesbog i min taske, men på vej ud får jeg en pludselig trang til at forsøge at slå hul på facaden – muren måske – ved at fortælle Roger Waters, hvor meget hans musik har betydet for mig.

”Mr. Waters, inden jeg går, vil jeg blot sige tak for musikken. Pink Floyd har betydet mere for mig end noget andet,” siger jeg med en noget følelsesladet stemme.

Men ordene efterlader blot rummet i total stilhed. Jeg venter på, om Roger Waters vil sige noget, men han siger ingenting, og da han efter nogle lange sekunder begynder han at skratte løs med teskeen i koppen, siver jeg stille ud af salonen.

 

Kronik: Nødhjælpsarbejde er blevet en karriereplatform gennemsyret af usund adfærd og syg kultur

Nej, det kommer ikke som en overraskelse, at medarbejdere i nødhjælpsorganisationer begår seksuelle overgreb. Overgrebene er resultatet af en syg kultur, der florerer i organisationerne.

Af Morten Steiniche. Kronikken blev bragt i Information den 10. marts 2018

Sagerne om seksuelle overgreb og stærkt upassende adfærd begået af medarbejdere i Oxfam, Læger Uden Grænser og Røde Kors vækker berettiget bekymring. Men er det egentlig så overraskende? Nej. Undersøgelser og forskning gennem de senere år peger samstemmende på en kultur i mange NGO’er, der er så syg og usund, at det ikke burde komme bag på nogen, at der også finder den form for krænkelser sted.

For et par år siden interviewede jeg den amerikanske forsker Paul Gorski til nærværende avis. Gorski kunne på baggrund af sin forskning fortælle om, hvor udbredt stress og udbrændthed er i aktivistmiljøerne og NGO’erne. Grunden er blandt andet, at NGO’erne er ekstremt dårlige til at passe på medarbejderne. Stress er et tabu, og derudover er konkurrencekulturen så hård i mange organisationer, at medarbejderne ikke er i stand til at sige fra.

Andre undersøgelser peger i samme retning. NGO’erne avler medarbejdere, der kæmper med problemer med alkohol og euforiserende stoffer i en jernhård kultur, og hvor de svage hurtigt sættes af eller ender med at bukke under for presset.

Og det er hele vejen rundt, det foregår. Fra små NGO’er, der kæmper hårdt for at få finansieringen til at hænge sammen og hele vejen op til de store internationale NGO’er. Sidste år havde jeg kontakt med centralt placerede personer i en af verdens største nødhjælpsorganisationer CARE, hvor stort set hele topledelsen i det europæiske hovedkontor var sygemeldt med stress.

I en kultur, hvor mennesker hele tiden presses til det yderste, er det ikke overraskende, at nogle af dem også selv kommer til at gå til grænsen. Og over grænsen. Seksuelle krænkelser kan aldrig forsvares, men vi kan måske lære at forstå, hvorfor de også opstår i den godgørende branche.

De aktuelle sager viser med al tydelighed, at det ikke er nok at bede medarbejderne om at underskrive en erklæring om at udvise reglementeret adfærd, som en af de berørte organisationer gør.

Hvis kulturen i organisationen er usund, avler det usund adfærd. Og i værste fald kan en syg kultur få medarbejderne til at overskride egne moralske grænser. Det gælder i bankverdenen, og det gælder for aktivistorganisationerne.

Men hvordan kan organisationer, der lever af at gøre det godt for andre mennesker ende med at gøre det så skidt for dem selv og deres medarbejdere, at sager som disse opstår? Det kan historien om Greenpeace måske give et svar på.

 

Greenpeace-aktivister fandt spirituel styrke

Da den første Greenpeace-mission fandt sted for snart 50 år siden, var skibet fyldt op med kvækere, pacifister, økologer, journalister og hippier, som alle var båret af en stærk spirituel selvforståelse. Det spirituelle fundament udstak retningslinjerne for de ikkevoldelige aktioner til søs, når Greenpeace-aktivisterne beskyttede hvalerne mod hvalfangernes harpuner.

Greenpeace blev skabt i symbiose med de oprindelige folk, og netop de oprindelige amerikaneres animistiske naturforståelse lå dybt i de oprindelige Greenpeace-aktivisters dna. Forståelsen for sammenhængen mellem alt levende i naturen var lige så essentiel for aktivisterne som for de oprindelige folk, og derfor var solidariteten med dem sidestillet med beskyttelsen af naturen.

Med spiritualiteten fik aktivisterne et solidt åndeligt fundament, der gjorde dem bedre i stand til at håndtere akut stress. De brugte blandt andet meditation og spirituelle selvundersøgelser (hvad vi i dag vil kalde for mindfullness) til at håndtere udfordringerne.

Greenpeace så dengang sig selv som en spirituel bevægelse, som Greenpeace-medstifteren Rex Weyler har beskrevet det i bogen Greenpeace. An insider’s account.

Takket være den spirituelle praksis undgik aktivisterne at lade sig forføre af succesen fra de vellykkede kampagner og den medieomtale, der blev en af nøglekomponenterne i organisationens aktivisme. Aktivisterne brugte spiritualiteten til at foretage en bevidst frigørelse fra egoet og de personlige behov, så de bedre kunne fokusere på sagen.

 

Flimmer på det moralske kompas

Kritiske tunger siger, at det begyndte at gå ned ad bakke for Greenpeace, da den spirituelle fraktion i slutningen af 1970’erne blev skubbet ud, og en ny ledelse – der kun havde foragt til overs for det spirituelle – overtog rorpinden. Da mekanikerne kom ind, røg mystikerne ud, som Rex Weyler kalder dem. Spiritualiteten blev nu betragtet som verdensfjernt bras.

Mekanikerne gjorde Greenpeace til verdens mest magtfulde miljø-NGO, men med mystikernes afgang kom der flimmer på det moralske kompas, og organisationens historie er sidenhen plastret til med sager, der har stillet Greenpeace i et dårligt lys.

Op igennem 1990’erne og 2000’erne og helt frem til i dag er Greenpeace jævnligt blevet beskyldt for at være imperialistisk og for at udvise kulturel ignorance. Tidligere Greenpeace-medlemmer har offentligt anklaget organisationen for at træffe valg, der hellere handler om at oppebære sig selv frem for at kæmpe for de sager, der for alvor kan gøre en forskel. Organisationens kamp mod sælfangst fik eksempelvis store kulturelle og økonomiske konsekvenser for de oprindelige folk, der lever af sælfangst. Men der var gode tv-billeder i kampagnen.

 

Nødhjælpsindustrien er blevet en karriereplatform

Greenpeace har undergået en forandring, der er ganske normal for bevægelser og organisationer, der vokser sig så store, at de ender med at organisere sig i magtstrukturer, hvor hensynet til sagerne må træde i anden række, og hvor der hele tiden skal tjenes mange penge for at holde maskineriet kørende.

Derudover tiltrækker de store og magtfulde NGO’er karrieremennesker, der ofte er drevet af egne drømme og ambitioner. Ikke bare miljøbevægelsen, men hele nødhjælpsindustrien, er blevet en karriereplatform, hvor det er vigtigere for den enkelte at holde fast i karrieren end i sagernes substans.

Frygten for at miste jobbet bliver en barriere for at turde udfordre organisationen indefra, og dermed ender de lønnede aktivister med at acceptere konformiteten, så organisationerne ikke længere kan opvise den radikalitet, som er nødvendig for at skabe forandringer i verden.

Og dermed er de magtfulde NGO’er ikke bare endt med at fastholde status quo i stedet for at forandre verden. De har gjort sig sårbare overfor de sygdomme, der kendetegner og florerer i virksomheder og organisationer, der er styret af magt, penge og karrieremæssige hensyn.

Spiritualiteten er den faktor, der beskytter os, når vi er under hårdt pres og savner en moralsk orden og mening med livet. Især for mennesker, der arbejder med aktivisme og nødhjælp, er det vigtigt at kende det indre, spirituelle kompas.

Det er kun NGO-medarbejderne selv, der kan indstille det spirituelle kompas, men organisationerne har også et ansvar, der kan hjælpe på vej. Og det ansvar rækker langt udover at bede medarbejderne om at underskrive et stykke papir om udvisning af retvisende adfærd. Det handler om at skabe en kultur i NGO’erne, der opbygger mennesker i stedet for at nedbryde dem. En kultur, som indadtil er i tråd med det, organisationerne vil for andre mennesker udadtil.

For det er, når kulturen er i disharmoni med sig selv, at det går galt. Så er det, at medarbejderne går ned med stress og udbrændthed, og den syge kultur får enkelte medarbejderne til at gå over grænsen, som de aktuelle sager med seksuelle overgreb er triste eksempler på.

 

 

Læserbrev

Stolt af mit og manges Greenpeace

Af Mads Fisker, fungerende kampagnechef, Greenpeace i Danmark. Svaret blev bragt i Information den 19. marts 2018

Kronikken i Information den 10. marts om nødhjælpsarbejdere (Nødhjælpsarbejde er blevet en karriereplatform gennemsyret af usund adfærd og syg kultur) har – mindst – to forskellige formål, men sammenblandingen savner desværre respekt i mere end én forstand.

Freelancejournalist og aktivist Morten Steiniche forsøger sært uelegant at bruge de uhyre triste sager om seksuelle krænkelser i nogle NGO’er som afsæt til dels at diskutere en fuldt ud gyldig bekymring om, hvordan man i organisationer passer bedst muligt på sine dedikerede ansatte og aktivister, dels en grov anklage om en syg kultur i NGO’er over en bred kam.

Greenpeace bringes ind i teksten som et ganske uunderbygget eksempel og med en påstand om, at organisationen og de mennesker, der udgør den, savner mod og sætter sagerne i anden række for til gengæld at pleje egne karrierer uden blik for blandt andet kulturel mangfoldighed.

Når jeg bliver mere træt end ked af det over at blive hevet frem som et eksempel, er det fordi, jeg af et stolt og ærligt hjerte mener, at kronikøren går helt galt i byen. Og højst virker til at kende overfladisk til den passionerede samtale, der hele tiden finder sted i en organisation som vores, samt til de mennesker, der fører den på tværs af verdensdele og kulturer.

Folk er i den grad ikke bange for at udfordre organisationen og vores prioriteringer indefra, og vi diskuterer konstant, hvor og hvordan vi kan gøre den størst mulige forskel ud fra de forudsætninger, vi har.

Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste kollega, som jeg kan mistænke for at arbejde i Greenpeace med det primære formål at fremme sin egen karriere. Tværtimod oplever jeg, at mine kolleger har valgt organisationen, fordi de er dygtige og vil bidrage til at skabe forandring.

Vi har måttet lære – og øver os hele tiden i at blive bedre til – at passe godt på hinanden, for mange i organisationen har uden tvivl en tendens til at arbejde for meget og have svært ved at lægge arbejdet fra sig, når de har fri.

At få løn for at dyrke sit hjerteblod er et stort privilegie. Men det kræver i den grad, at man får hjælp til at passe på sig selv. Deri er vi helt enige med kronikøren. Hvor er det synd og skam, at det vigtige emne bliver rodet sammen med en mindst lige så vigtig historie om utilgivelig udnyttelse, der heldigvis er kommet helt frem i lyset.

 

 

Klimaforandringer er jordens måde at fortælle os, hvem der bestemmer

Vi mennesker lever i en illusion om, at vi er adskilt fra naturen, og at vi kan kontrollere den. Opgaven er at bryde den illusion, inden klimaforandringerne gør det for os.

Af Morten Steiniche. Artiklen har været bragt i Dagbladet Information den 19. juli 2017

I Bolivia vedtog politikere i samråd med græsrødder for nogle år siden verdens første Law of Mother Earth, der sikrer naturen en række rettigheder, så økosystemerne kan forblive intakte og uforstyrret af menneskelig indgriben.

“Jorden er vores alles moder. (Aftalen, red.) etablerer et nyt forhold mellem mennesket og naturen, en harmoni som må fredes som en garanti for dens gendannelse,” sagde landets vicepræsident Alvaro Garcá Linera ved den lejlighed.

Når en ulv skider i Yellowstone, begynder floderne at bugte sig

På samme måde har floden Whanganui i New Zealand fået tildelt rettigheder, der minder om menneskerettigheder, og i Indien forsøger man at redde Ganges ved at give floden juridiske rettigheder, der skal beskytte den mod forurening.

Man har længe talt om planter som sansende og intelligente væsener, der kan opfange lys, lufte og berøring. Forskning viser endda, at de kan tage ved lære, huske og kommunikere med hinanden.

Mestergartner: Vi skal altid give mere tilbage til naturen, end vi tager fra den

Men at den erkendelse i sidste ende betyder, at vi bliver nødt til at at give naturen rettigheder, vil nok få de fleste mennesker til at stejle, siger neurobiologen Stefano Mancuso, der har skrevet bogen Brilliant Green: the Suprising History and Science of Plant Intelligence, til The Guardian:

“Efter min mening kan diskussionen om planters rettigheder ikke længere udskydes. Jeg ved godt, at den første reaktion, selv hos mere åbensindede mennesker, vil være ’Jesus! Nu overdriver han. Rettigheder til planter er nonsens,’ men hvorfor skulle vi ikke også tage os af planterne? Ved at give rettigheder til planterne er vi med til at forebygge udryddelsen af os selv.”

 

Naturen vækker vores følelser

Verdens klima er ved at forandre sig, og med det er vi også ved at forandre den måde, vi opfatter naturen på. Med et lidt flippet begreb taler man om spirituel økologi, som i modsætning til almindelig økologi ikke kun handler om den måde, vi producerer fødevarer på.

Spirituel økologi handler om vores følelsesmæssige eller sanselige forhold til naturen. Når vi for eksempel står ved Vesterhavet og indånder den friske havluft, alt imens vi betragter landskabets skønhed, så skaber naturen en genklang i os på et dybere plan.

Den spirituelle økologi anerkender naturens uerstattelighed, og det, som naturen gør ved os på det sjælelige plan. Og den dimension er helt nødvendig at få med i dag i forhold til at løse klimaforandringerne, siger den amerikanske filosof David Abram.

“Mennesket er ved at genopdage naturen som uerstattelig. Vi er ved at erkende, at ligesom skoven har brug for mange forskellige typer af træer for at trives, så har en sund klode også brug for mange forskellige økosystemer, der trives for sig selv og med hinanden. Vi er nødt til at passe på kloden og derfor er det så vigtigt at tale om den indbyrdes forbundethed imellem mennesker, dyr, planterne, jorden og vinden, så vi forstår, hvad der er tale om,” siger David Abram.

 

Skil naturen ad

Før den videnskabelige revolution i 1600-tallet var vi frygtsomme individer, der ikke turde sætte os op imod den almægtige Gud, der gennemstrømmede alt levende på planeten. Vi følte en stærk samhørighed med Moder Jord, der betød, at vi behandlede den – eller Hende – med dyb respekt og omsorg.

Med videnskabens indtog blev troen trynet af fornuften, og alle naturens spirituelle eller åndelige kvaliteter blev i Vesten kværket til fordel for forestillingen om, at naturens ressourcer alene er til for at blive udnyttet, så vi kan skabe økonomisk vækst og materiel fremgang i verden.

Med den videnskabelige revolution startede menneskets destruktive adfærd over for naturen, og vi lagde kimen til de klimaproblemer, som vi står med i dag, omkring 350 år senere.

“Mennesket er denne utroligt specielle skabning, der adskiller sig fra resten af naturen, fordi vi har påtaget os en gudelignende ret til at manipulere og udnytte andre dyr, mineraler, klodens hud og knogler til vores egne formål. Vi relaterer os til naturen, som om vi slet ikke er en del af den. Som om vi ikke i ethvert aspekt af vores liv – fra nyrernes funktion til den menneskelige psyke til vores følelesliv og til det menneskelige intellekt – er fuldstændig afhængige af, at biosfæren og økosystemerne er sunde, blomstrende og frodige. Det er selvfølgelig en form for vanvid,” siger David Abram.

“Så længe vi ser på bjerget, som om det ikke har nogen form for liv eller vitalitet, så kan vi behandle det som en ressource, der simpelthen kun venter på at blive udnyttet af os. Vi mennesker har betragtet naturen, som om den var et sæt af objekter og udelukkende objektive, mekaniske processer. Når vi ser på naturen som en maskine, så kan vi selvfølgelig også forestille os, at vi kan skille den ad og sætte den sammen på andre måder, som vi synes tjener vores behov bedre. Vi har behandlet verden delvist som et mekanisk system, som vi kan rode med og skille ad og sætte sammen på forskellige måder.”

At skille naturen ad er præcis, hvad vi har forsøgt at gøre i århundreder. Også i Danmark, hvor naturen helt bogstaveligt blev forsøgt underkastet af mennesket i projekter, der i dag virker vanvittige. Man ønskede at afvande Roskilde Fjord og Det Sydfynske Øhav, at opdyrke den jyske hede og rette Gudenåen ud.

Så sent som i 1960’erne blev Skjern Å rettet ud, og Skjern Ådalen udsat for et af de største afvandingsprojekter i Nordeuropa for at give plads til landbruget. Resultatet er, at planter og dyr i området fik forringet livsbetingelserne ganske betydeligt.

For eksempel mistede åen i stor grad evnen til at rense sig, da den blev strukket ud, og det har betydet, at affaldsresterne fra landbruget i stedet blev ført lige ud i Ringkøbing Fjord, hvor forureningen har medført iltsvind og dræbt både planter og dyr.

 

Gaia-hypotesen

Den spirituelle økologi har rødder i den animistiske naturopfattelse hos de oprindelige naturfolk: Alt er levende, og alt levende er indbyrdes forbundet.

Det var et tankesæt, der gav genklang hos mange alternativt tænkende i 1960’erne og 70’erne. Det var også i den tid, at den engelske miljøaktivist og -forsker James Lovelock fremsatte Gaia-hypotesen.

Ifølge den er kloden én stor og levende organisme, der hele tiden organiserer sig selv igennem selvregulerende processer, der skaber balance og harmoni, og hvori alt levende er knyttet tæt sammen, og derfor ikke er til at kontrollere for mennesket.

Hvor mange naturvidenskabsfolk slog teorien om den levende klode hen som new age-nonsens – og i en vis udstrækning stadig gør det – så har den slået rødder i dele af miljøbevægelsen.

For eksempel hos den toneangivende miljøaktivist og forfatter Bill McKibben, der har kaldt James Lovelock for en af ’planetens mest spændende’ forskere.

Bill McKibben mener, at Gaia-hypotesen blandt andet giver en fornuftig forklaring på, hvordan kloden har formået at holde sig selv beboelig for levende væsener på trods af alt det, den har været igennem af tidligere tiders globale opvarmning og istider.

Også den norske filosof Arne Næss spiller en vigtig rolle for udviklingen af den spirituelle økologi. Arne Næss havde læst Rachel Carsons berømte bog Silent Spring fra 1962 om landbrugets skadelige brug af pesticider og blev inspireret af Carsons evne til som forsker at tale til folks følelser, hvorefter han formulerede sine idéer om den dybe økologi.

Det er en grundlæggende indsigt og anerkendelse af, at alle levende væsener har værdi i sig selv uanset væsenernes nytteværdi, og at mennesket derfor ikke har ret til ødelægge naturen for at opfylde sine egne behov.

Det kræver fordybelse at fremkalde følelsen af samhørigheden med naturen, og når den er der, så opstår modstanden imod overgrebene på naturen nærmest af sig selv.

Dybdeøkologerne går et skridt videre end James Lovelock, fordi det ikke udelukkende handler om at identificere sig med planterne og dyrene og hele biosfæren, men i lige så høj grad om, hvordan vi beskytter kloden og dens liv.

Som Arne Næss selv formulerede det:

“I dybdeøkologien spørger vi, hvorvidt det nuværende samfund opfylder grundlæggende menneskelige behov som kærlighed og sikkerhed og adgang til naturen. Vi spørger, hvilket samfund og hvilken uddannelse der er fordelagtig for alt liv på planeten som en helhed, og dernæst spørger vi, hvad der er behov for til at foretage de nødvendige forandringer,” skriver Arne Næss i artiklen The Shallow and the Deep, Long Range Ecology Movements i 1973, hvor han introducerede begrebet dybdeøkologi.

Den amerikanske filosof David Abram er forfatter til flere bøger og essays, der bygger videre på Arne Næss’ tanker om dybdeøkologien.

“Dybdeøkologien er i sagens natur spirituel, men den er også fuldkommen materiel, fordi den taler om vores kropslige relation til selve jorden. Vi er jo fuldstændig sammenflettet med jorden og andre organismer igennem den mad, vi spiser, planter og dyr, som passerer gennem vores kroppe, vandet, som vi drikker, og luften, som vi indånder. Erkendelsen af dette er den nye spiritualitet,” siger han.

 

Mennesket har aldrig været ’in charge’

De nuværende klimaforandringer skal netop læses som et opgør med forestillingen om, at mennesket har kontrol over naturen, mener den canadiske aktivist og journalist Naomi Klein.

“Nu kommer jorden med en forsinket, men vild reaktion på klimaforandringerne for at sætte os mennesker på plads igen: ’I er gæster her, og I har aldrig været in charge.’ Jeg betragter klimaforandringerne som en grundlæggende narrativ krise for den vestlige civilisation,” siger hun i et interview med det buddhistiske magasin Tricycle.

Hun mener – som David Abram – at løsningen på den økologiske krise ligger i erkendelsen af, at alt levende i naturen er indbyrdes forbundet.

“Vi mennesker lever i en illusion om, at vi er adskilt fra naturen. Opgaven er at nedbryde den illusion, før katastroferne indtræffer,” siger Naomi Klein til Tricycle.

Men kan vi det? Er det realistisk at forestille sig et paradigmeskifte, hvor klodens milliarder af mennesker vil genopdage naturen som så uerstattelig, at det forandrede tankesæt får os alle til at ændre adfærd?

“Jeg tror, det er muligt. Meget muligt. Men jeg tror ikke, at det vil ske uden en masse lidelse. Meget tyder på, at klimaforandringerne bliver store og vil gøre livet meget vanskeligere for mennesket i fremtiden, men …,” siger David Abram og holder en længere pause, “… der er ikke noget, der som lidelse kan skubbe folks tankesæt i nye retninger.”

Vi skal altid give mere tilbage til naturen, end vi tager fra den

Juaquin Hershman with his former student Hans Erik Hjermstad in the Terra Madre Gardens, California. Photo by Morten Steiniche.

Juaquin Hershman with his former student Hans Erik Hjermstad in the Terra Madre Gardens, California. Photo by Morten Steiniche.

Hvis du rigtigt vil forstå naturen, skal du gribe hakkejernet og komme ud i haven, siger mestergartner Juaquin Hershman. Fundamentet for vores liv gemmer sig i nogle få skrøbelige tommer jord. Selv har Hershman gennem 40 år indsamlet frø. ’Frøet. Manifestationen af liv. Alt er inde i denne lillebitte livmoder’.

Af Morten Steiniche. Artiklen har været bragt i Dagbladet Information den 26. juli 2017

SAN DIEGO – Klokken er 12 middag, solen bager fra en skyfri himmel, og der er – bortset fra cikadernes evindelige summen – stille i dalen, hvor vi befinder os. Ikke som for nogle timer tidligere, da vi ankom til et inferno af lyde fra fugle, insekter og mange andre dyr i det frodige område.

“Det er naturen, der går i dvale midt på dagen, når det er så varmt. Det er tørt, der er ingen vand, og der er ingen myrer, der kommer med fugt nu. Alt i naturen slapper af, også planterne,” siger Juaquin Hershman og viser, hvordan bladene på en busk har trukket sig sammen for at beskytte sig mod solen og varmen. “Naturen regulerer sig selv.”

Klimaforandringer er jordens måde at fortælle os, hvem der bestemmer

76-årige Juaquin Hershman er gartner og i færd med at anlægge en have for en kendt californisk kunstner og arkitekt på et landsted i bjergene nordøst for San Diego, Californien.

Hvis der er ét mantra, der karakteriserer hans naturforståelse, så er det, at naturen altid ved bedst selv, og at vi mennesker derfor er nødt til at følge og forstå dens egne rytmer. Det gælder, når vi gror gulerødder, og når vi vil sikre os imod klimaforandringerne. Det er derfor, jeg gerne vil tale med ham. For at få gartnerens perspektiv på, hvordan alt levende i naturen kan være forbundet.

“Se bare her,” siger han og sætter sig på hug, mens han stryger håndfladen henover jorden.

Når en ulv skider i Yellowstone, begynder floderne at bugte sig

“Fundamentet for alt liv på jorden er den halve tomme over jorden og to tommer under jorden. Det er det bælte, som kloden ånder igennem. Det er dens hud og der, hvor alle insekterne og småkrybene er. Hvis du kradser lidt i jorden, vil du se det utrolige mylder af liv. Lige dér er alting så levende og frugtbart. I dette lille bælte, som ingen andre end vi gartnere normalt går og tænker over, viser skrøbeligheden sig i vores liv. For hvis vi ødelægger det bælte, så ødelægger vi også fundamentet for vores egen eksistens.”

“Og hvis vi på den anden side forstår at værdsætte jorden og dens liv, så ved vi også, at hemmeligheden i at få planter til at gro netop ligger i, hvordan vi forbereder jorden, før vi sår frøene eller sætter planterne ud.”

 

Mesterens lærer

Jeg mødte Juaquin Hershman for nogle år siden, da han var ved at anlægge en køkkenhave på et resort på Bali for en af hans mange kendte kunder. I nogle kredse vil man kalde ham en haveyogi, i andre en agro-filosof, men på visitkortet står der slet og ret ’Master Horticulturist’, mestergartner.

En af de sidste haver, han nåede at lave, inden en blodprop tvang ham til at tage den med ro, var for Oprah Winfrey på hendes landsted på Hawaii.

Juaquin Hershman blev født ind i en velhavende jødisk familie i New York, som var flygtet fra nazisterne, og det lå i kortene, at han skulle gå i faderens forretningsmæssige fodspor. Men da The Summer of Love eksploderede i kærlighed i 1967, tog han i stedet til San Fransisco, lod håret gro og tog LSD med Grateful Dead.

Da hippiedrømmen var død, rejste han til Mexico, hvor han overtalte en restaurant til at lave et vegetarisk køkken baseret på de grøntsager, som han og kæresten dyrkede i en lille køkkenhave. Interessen for at dyrke grøntsager bragte ham i begyndelsen af 1970’erne til Alan Chadwick, en af de vigtigste personer i den økologiske bevægelse i USA.

Alan Chadwick

Alan Chadwick

Alan Chadwick var en artistokratisk udseende englænder af en velhavende familie. Som barn fik han i en periode privatundervisning af Rudolf Steiner, som bandt drengen til et træ for at demonstrere naturens kræfter overfor ham.

Af Steiner lærte Chadwick den biodynamiske dyrkningsmetode med brug af kompost og nøje afstemt naturens rytmer. Chadwick blev også specialist inden for højbedsmetoden, der gjorde ham i stand til at producere store mængder af mad i køkkenhaven ved brug af få ressourcer. Samtidig skabte Chadwick haver med knald på, både i farverne og antallet af arter.

“Diversitet, myriader af træer, blomster og urter. Det er sådan, som naturen selv er. Et væld af farver, høje og lave gevækster, gevækster, der gror langs jorden, gevækster af træ og bløde gevækster. Alan Chadwick sammensmeltede alle de forskellige elementer i naturen, fordi han forstod, at de er forbundet med hinanden,” fortæller Juaquin Hershman.

Chadwick mente også, at de fire årstider er repræsenteret på en enkelt dag. Forår er morgen, sommer er middag, efterår skumring og vinter midnat.

Alan Chadwick anlagde sin første amerikanske have på University of California i Santa Cruz for præcis 50 år siden. Før Chadwick havde nærmest ingen hørt om økologisk havebrug i USA, men det ændrede den altid ulasteligt klædte englænder på.

Men Chadwick var også en rebel, der hadede det industrielle landbrug og dets fokus på profit, og samtidig var han personificeringen af en vitalist, der tillægger naturen en åndelig livskraft.

Han ramte tidsånden klokkerent.

De studerende elskede ham, men universitets ledelse havde svært ved at kapere hans radikale idéer og satte ham på porten efter nogle få år. Nu er Chadwick rehabiliteret, og University of California fejrer netop i disse dage 50-året for anlæggelsen af Chadwick-haven ved at hylde ham som en pioner i den amerikanske miljøbevægelse på lige fod med Rachel Carson, Henry Thoreau, John Muir og Aldo Leopold.

 

Kom tættere på dig selv i haven

“Jeg kom fra østkysten og havde aldrig tænkt på, at naturen er levende, og at kloden ånder, og at den derfor skal behandles med respekt,” fortæller Juaquin Hershman, der var elev hos Alan Chadwick i to år og siden selv har uddannet mange elever efter Chadwicks teknikker.

“Alan Chadwick sagde altid, at det er haven, der skaber gartneren, ikke omvendt. Han lærte os at arbejde med naturen, lære dens rytmer at kende og altid at give mere tilbage til naturen, end vi tager fra den. Vi lærte ikke at dyrke planter og blomster, men at dyrke jord. Vi lærte at skille jorden ad uden at ødelægge den og uden at gøre orme og andre levende væsener fortræd, og vi lærte at lave kompost og tilsætte komposten til jorden, så den skaber de bedste betingelser for liv.”

Juaquin Hershman. Photo by Morten Steiniche.

Juaquin Hershman. Photo by Morten Steiniche.

Kompostering er naturens egen måde at nedbryde organisk materiale fra døde planter og dyr på og bringe næringsstofferne tilbage til økosystemet. Efter opfindelsen af pesticider blev brug af kompost i mange år betragtet som gammeldags og uøkonomisk, men det var Alan Chadwick med til at ændre på.

“Frugtbarheden i en kompostbunke penetrerer jordens krop. Det er livet ind i døden og tilbage til livet igen,” siger Juaquin Hershman.

Alan Chadwicks undervisning handlede ikke kun om teknikkerne i havebrug. Man sagde om ham, at han plantede sjæle.

Når vi arbejder med jorden, bliver hele vores krop – nervesystemet, blodcirkulationen – tilpasset naturens egen rytme, og det gør havearbejdet til en dybt tilfredsstillende oplevelse, som mange mennesker med haver nok kan nikke genkendende til. Havearbejdet bliver til en form for meditation, der skaber balance mellem krop og sind.

“Spiritualitet er at gå ind i processen med at dyrke jorden. Du træder ind i det usynlige under jorden og det, der manifesteres, er frøet, der spirer. Det er magisk. Skyerne trækker indover, regnen kommer, og bagefter kommer solen,” fortæller Juaquin Hershman.

Alan Chadwick døde i 1980 på et zen-center i Californien. Paradoksalt nok døde den livslange vegetar af en kræftsygdom, der kunne forebygges med grøntsager.

 

Frø skaber sammenhæng med fortiden

Ganske som sin læremester er Juaquin Hershman stærkt kritisk over for det industrielle landbrug. Da jeg besøger ham i hans autocamper, der for tiden holder parkeret på en nedlagt skole i byen Encinitas ved Stillehavskysten, viser han mig en pose med frø.

“Frøet. Manifestationen af liv. Frøet har alle de næringsstoffer, det har brug for for at åbne sig og gro. Alt er inde i denne lillebitte livmoder, som er omgivet af en skal så hård, at nogle frø stadig kan spire efter årtier og i nogle tilfælde århundreder,” fortæller han.

Juaquin Hershman har samlet frø i over 40 år, og det er han ikke alene om. Landmænd, gartnere og haveejere over hele verden har til alle tider delt frø med hinanden, og i nyere tid er der også kommet frø-banker, der fryser frøene ned, så de kan holde sig endnu længere.

“Når størstedelen af alle de frø, der i dag plantes ud, kommer fra en lille gruppe af meget store virksomheder, så betyder det, at den genetiske pulje bliver mindre og mindre. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi samler og bevarer frø, men også at vi igen begynder at dyrke vores mad lokalt, så vi får stærke frø, der er tilpasset de lokale forhold.”

Kritikken af virksomheder som blandt andet Monsanto går netop på, at de med deres industrielt fremavlede frø er med til at kvæle den biologiske mangfoldighed, og at frøene ikke er lige så modstandsdygtige som frø, der igennem generationer er tilpasset lokale miljøer.

Truslen imod den biologiske mangfoldighed er kun et af de problemer, som fødevareindustrialiseringen har ført med sig. De færreste moderne mennesker dyrker i dag deres egne grøntsager, og det betyder – mener Juaquin Hershman – at vi er blevet endnu mere fremmedgjort over for naturen. Selv om vi godt er klar over, at agurken må have hængt på et træ et sted, er det sjældent, at vi skaber den forbindelse til naturen, når vi er i supermarkedet for at købe ind.

“Fødevarer, som vi ikke har været i kontakt med igennem dyrkningen, kan ikke mætte os spirituelt. Og derudover har de fleste mennesker også mistet evnen til at beskrive den mad, de spiser. De siger bare, at den smager godt eller dårligt.”

Men er det overhovedet realistisk at forestille sig, at vi – mange milliarder mennesker, hvoraf rigtig mange bor i byerne – skal til at dyrke vores egen mad igen, spørger jeg ham.

“Alle kan dyrke mad, og der er altid plads til det. Hvis du ikke kan gøre det i nabolaget, så kan du gøre det i nærheden. Det handler om, at du træffer en beslutning om at ville dyrke grøntsager,” svarer han.

For få år siden var han i New York for at anlægge køkkenhaver på otte skoler i byen, og han fortæller, at børnene fik transformerende oplevelser ved at se frøene spire, grøntsager gro og endelig ved at spise dem.

“De smagte på maden, som de aldrig har smagt på den før.”

 

Havebrug skaber sammenhæng

Vi kører ud og besøger den californiske landbrugsentreprenør Daron Joffe alias ’Farmer D’, der bygger såkaldte fællesskabsfarme i byområder i USA. Ideen er at forbinde byboere med naturen igennem haverne, noget vi også længe har kendt til i Danmark.

“Vi bruger landbruget til at skabe fællesskaber for beboerne i lokalområdet. Først og fremmest for det jødiske samfund, som jeg selv er en del af, og for hvilket en bæredygtig forvaltning af jorden traditionelt har spillet en helt central rolle, og nu også er blomstret op igen. Vi skaber landbrug i byerne og forstæderne, der gør lokalområderne selvforsynende med grøntsager og frugt. Og det er ikke kun det jødiske samfund, der nyder godt af det. Formålet er hjælpe alle dem, der ikke har råd til mad i lokalområdet, uanset deres religion og trossamfund,” fortæller Farmer D, der har udgivet bogen Citizen Farmers.

Juaquin Hershman har blandt andet anlagt en frugtskov for Farmer D. Alle skal have lov til at gå ind og plukke og spise den frugt, som de har lyst til. Idéen er at skabe en sammenhæng mellem gæsten i frugtskoven og naturen.

“Når vi træder ind i naturens cyklus, når vi enten gror vores egne fødevarer eller spiser fødevarer, som vi selv plukker i naturen, så indser vi, at vi er en del af en større sammenhæng. Vi spiser langsommere og begynder at tænke på, hvor maden kommer fra, og så handler det ikke længere om bare at spise. I hver eneste bid føler vi taknemmelighed over for maden og mærker en ærefrygt over for naturen. En ærefrygt, der er nødvendig i dag, hvor vi har mistet kontakten til naturen, og som også gør os til kraftfulde og sensitive individer,” siger Juaquin Hershman.

På den vis kan vi begynde ikke bare at registrere forandringer på den store skala, når det regner og blæser, men også sanse de subtile forandringer, der foregår i naturen, når den regulerer sig selv. Når naturen for eksempel går i dvale i varmen, og det er bedst bare at lade den passe sig selv.

We Must Always Give Back More To Nature Than We Take From It

Juaquin Hershman with his former student Hans Erik Hjermstad in the Terra Madre Gardens, California. Photo by Morten Steiniche.

Juaquin Hershman with his former student Hans Erik Hjermstad in the Terra Madre Gardens, California. Photo by Morten Steiniche.

If you really want to understand nature, you must grab the Dutch hoe and get out into the garden, Master Horitulturist Juaquin Hershman says. The foundation of our lives is hidden in a few fragile inches of soil. Hershman himself has collected seeds for 40 years. ‘The seed. The manifestation of life. All is contained in this tiny little embryo.’

By Morten Steiniche

SAN DIEGO – It is noon, the Sun beats down from a clear blue sky and with the exception of the cicadas’ constant sound, the valley is quiet, compared to when we arrived earlier and the birds, insects and many other animal inhabitants in this fertile region created an inferno of sounds.

“Nature goes to rest in this heat. It’s very dry. No water. That’s when the ants disappear and no moisture of any kind is circulated. Everything rests, including the plants,” Juaquin Hershman says. He then shows me, how the leaves of a bush have collapsed as a means of protection against the Sun and the heat.

“Nature has a response to the heat. Everything that happens in nature also has a response.”

Juaquin Hershman, 76, is a horticulturist. He is here to landscape a garden at the country house of a famous Californian artist and architect in the mountains Northeast of San Diego, California.

‘Nature knows best’ is his mantra, which explains his entire understanding of Nature. We humans must oblige to and understand its patterns and rhythms, whether it is a matter of growing carrots or finding solutions on how to cope with climate changes. This gardener has an understanding of all living beings in Nature as being interconnected and that is why I have asked him for this interview.

“Look,” he says while crouching and gently brushing his hand across the soil.

“There is band that keeps us alive. It is a half inch above the earth and to inches below the earth. That is kept open for the Planet so that everything can penetrate and breathe back out again. That is the foundation of our life. That is the skin of the earth. That’s where all the insects, the bugs are, everything. It crawls, it creeps, it scratches, it pegs. This system below the surface is the cradle of fertility of our Planet. So this little band that we hardly ever think about except if you are a gartner, makes you realise the fragileness of how we live and how all of Nature flourish. And if we destroy this band we destroy the foundation of our own existence.”

“And if we learn to value and respect the Earth and its life, then we will understand the secret to making plants grown and that the preparation of the soil is the secret to making it fertile before we plant the seeds and saplings.”

 

The Master’s Master

I met Juaquin Hershman a few years ago in Bali, where he was constructing a vegetable garden at a private resort for one of his clients. The list includes numerous famous people. In certain communities, they call him a ‘garden yogi’, others an agro-philosopher but his name card simply presents him as the master in gardening that he in fact is, ‘Master Horticulturist’.

He constructed a garden for Oprah Winfrey at her property in Hawaii as one of the last projects he completed before a stroke forced him to take a break.

As the son of a wealthy Jewish family in New York, who had fled during World War II, Juaquin was expected to become a businessman like his father. But as The Summer of Love exploded in a love revolution in 1967 he went to San Francisco, let his hair down and did LSD with Grateful Dead.

After the hippie years subsided he travelled to Mexico, where he and his girlfriend planted a vegetable garden. They persuaded a restaurant to serve a vegetarian menu, based on the vegetables from their garden. The interest in vegetable gardening connected him to Alan Chadwick in the early 1970’ties. Chadwick is one the leading profiles in the organic movement in USA.

Alan Chadwick

Alan Chadwick

Alan Chadwick was English and of a wealthy family with an aristocratic air. As a child he received private tutoring by Rudolf Steiner, who allegedly tied the boy to a tree as part of a demonstration of the force of Nature.

Steiner taught Chadwick everything about biodynamic and organic gardening, using compost with all steps of the process finely tuned to the rhythms of Nature. Chadwick became a specialist in the method of high beds and this enabled him to produced food from the vegetable gardens at a large scale with the use of only few resources. The gardens were always a display of numerous colours and a huge variety of species.

“Diversity, a myriad of trees, flowers, herbs, ground covers, every mixture. Just like you will see in nature. That’s how nature works. Color, texture, things that are low, things that are high, things that are underground, things that are above the ground, woody things, tender things. Alan Chadwick fused all the different elements of nature, because he understood how the elements are interconnected,” Juaquin Hershman tells me.

Chadwick believed that the four seasons are represented during one day. Spring is in the morning hours, Summer is during midday, Autumn is during twilight and Winter is at midnight.

Alan Chadwick constructed his first American garden at the University of California in Santa Cruz exactly 50 years ago. At that time most people in USA had never heard of biodynamic vegetable gardens but that was soon to become well know by the help of the always immaculately well dressed Englishman.

But Chadwick was a rebel who hated the industrialized profit based farming and he was the personification of a vitalist, who attaches a spiritual life force to Nature.

He represented the essence of the ‘zeitgeist’.

The students loved him, but the management at the university had a hard time coping with his radical ideas and after a few years, they fired him. Today Chadwick is rehabilitated and the 50-year anniversary for the construction of the Chadwick-garden at University of California is being celebrated this year. He is honored as a pioneer of the American environmental movement with peers such as Rachel Carson, Henry Thoreau, John Muir and Aldo Leopold.

 

Finding yourself in gardening

“Coming from the East coast I never had the thought that nature is alive, and that the Earth is breathing and therefore must be treated with respect,” says Juaquin Hershman, who studied under Alan Chadwick for two years. He has educated many students in the Chadwick techniques since then.

“Alan Chadwick always reminded us, that is the garden that makes the gardener, not the other way around. He taught us how to work in harmony with nature and always give back more to nature than you take. We didn’t learn to grow plants and flowers, but to grow soil. He taught us how to break up the soil without damaging it or hurting the worms and the living beings that were in there. And we learned how to make compost, and where to put it, so that life can grow.”

Juaquin Hershman. Photo by Morten Steiniche.

Juaquin Hershman. Photo by Morten Steiniche.

Composting is Nature’s way of decomposing organic matter from dead plants and animals, and returning the nutritionals back to the eco system. After the invention of pesticides, composting was considered old fashioned and non profitable but Alan Chadwick changed this.

“The fertility of a compost pile penetrates the entire body of the Earth. It is life into death and back into life,” says Juaquin Hershman.

When Alan Chadwick taught gardening, it was not only about techniques. It has been said about him, that he planted souls.

When we work with the soil, our bodies – the nervous system, the blood circulation – adjust to the rhythm in Nature and consequently, gardening is a deeply satisfying experience. This is recognized by many people with a garden, who feel that gardening can become almost meditative, balancing body and mind.

“Spirituality is to be entering into the process of growing soil. You enter into the invisible and come out with the manifestation of the seed. It is magic. It germinates with the magic of the invisible world. Rain comes, the clouds come, the Sun starts to come more each day,” Juaquin Hershman says.

Alan Chadwick passed away in 1980 at a zen meditation centre in California. Although he was an avid vegetarian, he was diagnosed with a type of cancer which a vegetarian diet is said to be able to prevent.

 

Seeds connect us to our past

Juaquin Hershman is just as critical and in opposition to industrial profit based farming as his master teacher. He shows me a bag of seeds during my visit to his autocamper, which is currently parked at a closed-down school in the town, Encinitas by the coast of the Pacific Ocean.

“The seed. The manifestation of life. The seed has all the nutrients, it has everything that is needed to open and expand, to crack, to live. All is held in this tiny, tiny little embryo that is surrounded by husk that is so hard that some seed can still germinate after decades or sometimes hundreds of years,” he says.

Picture of Seeds Rodger Evans is licensed under CC BY-NC 2.0

Picture of Seeds Rodger Evans is licensed under CC BY-NC 2.0

For more than 40 years Juaquin Hershman has gathered seeds. Farmers, gardeners and garden owners all over the world have always been sharing seeds and in recent years we have witnessed the start of seed banks, where seed are frozen and preserved to last for future use.

“Most of the seeds of today is owned by a small group of huge companies, and they are absolutely focusing on making the genetic pool smaller and smaller. Therefore it is more important now than ever before to preserve and grow seeds. And it is equally important to grow local food, in order for the seed to adapt to the local environment.”

The strong opposition against Monsanto and similar companies is based on the fact that their industrially manipulated seeds are destroying the biological diversity. Monsanto’s seeds are also less resilient compared to seed, which have been shared across local communities through generations.

The threat against biological diversity is not the only problem connected to the industrialized food production. Today most people have never grown their own vegetables and as such, according to Juaquin Hershman, we have become even further alienated towards Nature. Even though we are aware at some level that the cucumber we pick up from the supermarket must have grown on a tree or bush somewhere, we rarely make that connection, while shopping for groceries.

“The food of today is one of the reasons we’re in the trouble we’re in. Because it doesn’t feed us in a spiritual way. Most people don’t know anything about the food they eat. They don’t have the language to describe it. They just say if it tastes good or bad.”

But is it even possible for us – billions of people and many of us living in cities – to grow our own food again, I ask him.

“Everybody can grow food, and there is always place to grow them. If it’s not in your neighbourhood, it is close by. It is all about making the conscious choice to start to grow food,” he answers.

A few years ago he went to New York to construct vegetable gardens for eight schools and he shares who the children went through transforming experiences when they saw the seeds sprout, the vegetables grow in order to finally prepare and eat them.

“They tasted the food like they had never tasted it before.”

 

Gardening builds communities

We drive to visit the Californian agriculture entrepreneur, Daron Joffe aka ‘Farmer D’. He builds community farms in city zones, based on the concept that people living in cities will get a chance to connect with nature. This concept is also known in Denmark.

“We use farming to create communities among people in the local area. First of all it is to support the Jewish community to which I myself belong. Traditionally we have always learned about sustainable farming and this is now booming. We construct gardens in cities and suburbs to help the local community be self-sufficient with vegetables and fruit. Of course it is not restricted only to the Jewish community. Our purpose is to help all those who cannot afford food, no matter religion or beliefs”, says Farmer D, who is the author of ‘Citizen Farmers’.

Juaquin Hershman has planted a fruit forest for Farmer D where everyone can enter and pluck and eat the fruit they like. The idea is to create a connection for the guest in the fruit forest to Nature.

“Entering the cycle of nature, growing food or eating food we have picked from nature gives us an understanding of the dependence on nature. We start to slow down while eating. With every single bite we feel gratitude for the food and reverence towards nature. And once reverence sets in then you realize that you know what you need and that nature takes care of you. And that brings us a sense of power, a sensitivity and a clarity,” says Juaquin Hershman.

This will enable us to register changes in Nature’s elements at a larger scale, such as rain and wind but also the more subtle changes in Nature’s rhythms when it self-regulates, e.g. when Nature enters into a short hibernation during the scorching heat and it is best not to interfere.

Når en ulv skider i Yellowstone, begynder floderne at bugte sig

Kloden er som et spindelvæv af levende organismer, dyr og planter, der er indbyrdes forbundet med hinanden på kryds og tværs på måder, som vi ved meget lidt om. Det er en af årsagerne til, at vi har svært ved at forudsige, hvad klimaforandringerne i sidste ende vil få af konsekvenser.

Af Morten Steiniche. Artiklen har været bragt i Dagbladet Information den 13. juli 2017

Da den sidste ulv i Yellowstone National Park i USA blev nedlagt af jægere i 1930’erne, fik det store konsekvenser for parkens økosystem. Hvor store, opdagede parkens biologer først, da de satte gråulven tilbage i parken i 1995.

Rewilding-projektet med ulvene fik enorme konsekvenser for hele parkens økosystem. Vegetationen ændrede sig, bæverne kom tilbage, og selv floderne endte med at skifte form.

Klimaforandringer er jordens måde at fortælle os, hvem der bestemmer

“Det var som at kaste en sten ned ad en bjergskråning, hvor forholdene lige præcis var sådan, at stenen ville udløse en lavine af forandringer,” fortæller Doug Smith, den ansvarlige biolog for Yellowstone Wolf Project på parkens hjemmeside.

Hvis en enkelt art som ulven kan være så vigtig, hvad betyder det så for biosfæren, for summen af alle økosystemer, at der udryddes 150-200 plante- og dyrearter om dagen? Det helt korte svar er, at det ved vi meget lidt om.

Mestergartner: Vi skal altid give mere tilbage til naturen, end vi tager fra den

For det første fordi vi har begrænset eller manglende viden om de fleste af de utallige arter i naturen og endnu mindre viden om, hvordan de interagerer i det store billede. Og for det andet fordi summen af naturens delprocesser oftest er helt umulig at regne sig frem til.

 

Mulig massekollaps af havene

Klimaforandringer er i øjeblikket ved at ændre vores verden radikalt, og flere forskere mener, at det er et tegn på, at naturen er ude af balance. I århundreder har mennesket modelleret naturen og udnyttet dens ressourcer uden at skele til – eller forstå – hvad det kunne få af videre konsekvenser i det store billede.

For at løse klimaproblemerne bliver vi nødt til først at erkende, at naturen består af komplicerede økologiske sammenhænge, hvor alt levende – dyr, planter, celler – er forbundet på kryds og tværs.

Charlie Veron var i 1970’erne den første fuldtidsforsker, der blev tilknyttet Great Barrier Reef i Australien, verdens største koralrev. Ifølge Charlie Veron er omkring halvdelen af verdens koralrev døde inden for de seneste to år på grund af blandt andet stigende havtemperaturer. En fjerdedel af alle havenes levende organismer bruger koralrevene til at finde mad og ly, så hvad sker der, når disse økosystemer dør ud?

“Det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg selv rejste for ti år siden. Når du udsletter koralrevene, vil det formenligt betyde et økologisk massekollaps af havene, der vil betyde udslettelsen af enormt mange arter. Men vi ved det ikke,” lyder det bekymrende svar.

Det var den amerikanske økolog Barry Commoner, der som en af de første i den vestlige verden formulerede ideen om, at alt levende i naturen er indbyrdes forbundet. Commoner mente, at økosystemernes stabilitet afhænger af den biologiske mangfoldighed.

I bogen The Closing Circle fra 1971 nedfældede han fire love for, hvordan økologien – læren om hvordan levende organismer interagerer med hinanden og deres omgivelser – er skruet sammen:

  1. Alt liv er indbyrdes afhængigt. Hvis én økosfære påvirkes, så påvirkes alle økosfærer.
  2. Alt skal et eller andet sted hen. Affaldet forsvinder ikke af sig selv.
  3. Naturen ved bedst. Det, vi tror, er forbedringer til at beherske naturen, vil givetvis ødelægge naturen.
  4. Der findes ikke nogen gratis frokost. Udnyttelsen af naturen vil uundgåeligt gøre skade på den.

 

Sneboldeffekten i Yellowstone

Med ulvene i Yellowstone National Park fik forskerne et enestående indblik i, hvordan alt levende i naturen er knyttet sammen på kryds og tværs.

Ulve bliver betraget som økosystemingeniører, og da de kom tilbage, satte de gang i en såkaldt trofisk kaskade, hvor hele fødekæden bliver påvirket. Ulvene startede med at gøre indhug i bestanden af kronhjorte, men først og fremmest var ulvene skyld i, at kronhjortene ikke altid stod og græssede på de samme steder, men hele tiden bevægede sig rundt i nationalparken.

Dermed fik blandt andet pile- og poppeltræer lov til at vokse sig store igen, og med træerne kom fuglene tilbage til de områder, som kronhjortene tidligere havde hærget. Der kom flere bjørne, fordi der var flere træer med bær på, og der kom ikke mindst flere bævere, som er afhængige af piletræerne.

Også bæverne er økosystemingeniører, og med den nu voksende bestand af bævere blev der sat endnu en sneboldeffekt i gang. Bæverne byggede for eksempel dæmninger, der fik floderne til at forandre sig, og bævernes dæmninger er også i sig selv levested for utallige arter, der havde været fraværende i parken i årtier. Ulvene balancerede i øvrigt også bestanden af prærieulve, og det gjorde, at der kom flere kaniner og mus og dermed flere høge og ræve tilbage til parken.

Ganske få år efter, at ulvene blev sat tilbage i Yellowstone National Park, var parken fuldstændig som forandret. Parken var bragt tilbage den oprindelige vilde tilstand, og naturen havde genskabt sin egen naturlige harmoni. Alt sammen på grund af en enkelt art.

 

Hvor lidt vi i grunden ved

Biosfæren er ekstremt avanceret, og dybest set ved vi meget lidt om de mange dele, den består af, forklarer den canadiske videnskabsmand og forfatter David Suzuki i bogen The David Suzuki Reader. A Lifetime of Ideas from a leading Activist and Thinker.

“Enhver forsker burde vide, at vores uvidenhed om verden er betydeligt større, end det vi ved. Vi konstruerer vores politik for naturressourcer på baggrund af grotesk lidt og forudindtaget viden. Og fordi vi (forskere, red.) foretrækker at studere ting, der er store, så kommer mikroskopiske organismer såsom svampe i jorden, picoplankton i havet og selv insekter langt ned på forskernes statusbarometer,” skriver David Suzuki.

Som eksempel på vores mangelfulde viden nævner han insekterne. Dem findes der anslået 30 millioner arter af på kloden, men ud af det enorme antal kender vi i dag kun 10-15 procent, og for rigtig mange af disse arter er vi ikke nået længere end til blot at give dem et navn. Hvad deres funktion er, hvordan de er forbundet med hinanden, og hvilke roller alle disse arter har for opretholdelsen af balancen i naturens økosystemer, ja, det ved vi meget lidt om.

Og vores mangel på forståelse bliver uendelig meget større, når vi bevæger os ned under jorden, siger Flemming Ekelund, lektor på Biologisk Institut i København, der blandt andet arbejder med at forstå mikroorganismernes betydning.

“Der er to verdener, og de er lige vigtige. Den ene kan ikke leve uden den anden. Om verden over jorden kan man i den klassiske biologi meget simplificeret sige, at livet foregår imellem relativt få aktører. Bien bestøver blomsten, koen spiser græsset og så videre. Det er nogenlunde til at forstå. Men når du kommer ned under jorden, så er det noget helt andet. Der er så kolossale mængder af forskellige enheder, der spiller sammen på måder, som vi ikke forstår,” siger Flemming Ekelund.

Med molekylære metoder har det vist sig, at der alene i en enkelt teskefuld jord er flere end 10.000 forskellige bakteriearter og sammenlagt endnu flere mikroorganismer, end der er mennesker på hele kloden. Og tager du en ny teskefuld jord blot et stykke derfra, så vil der være et nærmest uoverskueligt antal af andre arter.

 

De større sammenhænge er ikke i høj kurs

Selve disciplinen med at komme op i helikopteren og studere naturens sammenhænge fra en vis afstand trækker sjældent i naturvidenskabsfolkene.

Søren Rasmussen, cand. scient. i biologi og stifter af Albatros Travel fortæller, hvordan han i sin studietid fik besked på at fjerne ordet ’holisme’ fra en tekst. I sin nye bog Mennesket i Naturen – Naturen i Mennesket slår han netop til lyd for en holistisk tankegang, der forsøger at forklare sammenhængene i naturen fra et større perspektiv.

“Men det er kun sådan nogle som os, frie fugle og filosoffer, der kan tillade os at beskæftige os med det overordnede billede af, hvordan naturen hænger sammen,” siger han.

Det er Flemming Ekelund, lektor på Biologisk Institut i København, enig i:

“Det er ikke noget, der er i høj kurs inden for naturvidenskaben.”

 

2+2=5

Einstein troede ikke, at partikler kunne påvirke hinanden, selv om de er fysisk adskilte, og kaldte kvantefænomenet for “a spooky action at a distance”. Den indbyrdes påvirkning af partikler – eller sammenfiltringen, som den også kaldes – viser, at selv for naturens byggesten er livet forbundet i indbyrdes sammenhænge, som vi stadig kun forstår en smule af.

Men ét er at kende til de enkelte byggeklodser i naturen, noget andet er, at deres adfærd ofte er fuldstændig uforudsigelig, når de interagerer med hinanden. Det er især noget, der optager klimaforskerne, blandt andet professor i klimaforandringer og chef for Nansen Centeret i Bergen, Sebastian Mernild, som har konstateret, at klimaforandringerne sker hurtigere og mere uventet, end modellerne viser.

“Kloden er et naturligt system, og vi forsøger som forskere at forstå mekanismerne. Det naturlige system hænger sådan sammen, at piller man ved én knap, så slår det ringe i vandet,” siger han.

Det gælder for eksempel gletcherne, som ifølge Sebastian Mernild og hans kolleger smelter betydeligt hurtigere end forventet.

Når det er så svært at forudsige naturens gang, kan det skyldes de såkaldte positive feedback loops. På grund af den indbyrdes forbundethed imellem jordens økosystemer kan de – som NASA forklarer på deres hjemmeside – betyde, at effekterne af forandringer bliver forstærket og udløser pludselige ændringer, som foregår hurtigere og på en langt større skala, end de nuværende klimamodeller forudsiger.

Med andre ord: To plus to giver ikke nødvendigvis fire, men fem, ni, nitten eller endnu mere.

I et nys udgivet specialnummer af det amerikanske magasin Science om Jordens økosystem kaldes vanskelighederne ved at forudsige økosystemernes uforsigelige adfærd for et “drilagtigt problem”, som vi dybest set ikke er særligt godt klædt på til at løse i forhold til de forandringer af kloden, som ifølge forskerne vil tage til i styrke i de kommende år.

 

Tag selv konsekvensen

Vi slutter for denne gang hos den verdensberømte primatolog Jane Goodall, som har arbejdet med dyrevelfærd og naturbevarelse igennem et langt liv, og som ofte har skrevet og talt om vigtigheden af, at vi erkender de komplekse sammenhænge i naturen.

“Ofte siger folk til mig, at det vel ikke gør en forskel, hvis denne lille insektart forsvinder, men sagen er jo, at alt er indbyrdes forbundet. Og dette lille insekt kan meget vel være den primære fødekilde for et andet levende væsen, som så også vil forsvinde. Og sådan fortsætter det med disse indbyrdes forhold. Vi kalder det biodiversitet, jeg kalder det også for livets spindelvæv,” siger Jane Goodall i videoen Mother Earth.

Jane Goodall mener ikke, at det er for sent at gøre noget ved klimaforandringerne, men at det er os selv, snarere end videnskaben, der skal tage affære.

“Hvis vi blot kan få en kritisk masse af menneskeheden til at begynde at tænke over, hvilke konsekvenser alle de små valg, vi træffer i vores hverdag, har. Hvad vi køber, hvad vi spiser, hvordan det er produceret, om det har skadet miljøet, om det har gjort skade på dyr eller mennesker. Vi bliver nødt til at få ind i vores tykke hoveder, at det, vi gør som individer, ikke gør en forskel i den store sammenhæng, men at det flytter i den rigtige retning, når det er milliarder af mennesker, der alle sammen træffer de rette etiske beslutninger.”

 

 

Svampenes naturlige internet

Hvis du tror, at internettet er noget særligt, så er det intet at regne for det net, som svampenes tråde udgør i jorden. Svampeeksperten Paul Stamets kalder svampes net af tråde for jordens naturlige internet, der forbinder 90 pct. af klodens landbaserede planter med hinanden. Svampenes net hjælper både planterne med at suge vand op og styrker deres immunsystem, og i tilgift får fungien mad fra planterne i form af kulhydrater.

 

 

 

Økosystemer har forskellige behov

Økosystemer er forskellige, og der er stor forskel på, hvad de har brug for. For eksempel er regnormene uundværlige hos os, men andre steder kan de gøre stor skade.

“Vi anser det for noget godt, at regnormene blander jorden rundt. Men det, som regneormene gør her i vores verdensdel, det gør tusindbenene i Nordamerika, i Afrika er det termitterne, og i New Zealand er det de landlevende tanglopper, der fylder den niche ud, som man siger,” fortæller Flemming Ekelund, lektor på Biologisk Institut i København.

“Det har givet anledning til mange ulykker, at vi europæere har slæbt blandt andet regnorme med til Nordamerika, for de nordamerikanske økosystemer har en helt anden karakter end dem, vi har her i Danmark, og deres økoystemer bliver ødelagt af regnormene.”

Sådan bremser vi den globale opvarming

Dårligt nyt til pessimisterne: Vi kan få bugt med den globale opvarmning, og det er ovenikøbet godt for økonomien og menneskerettighederne. Det viser projektet Drawdown, en liste med de 100 mest afgørende løsninger, der kan sætte den globale opvarmning i bakgear.

Af Morten Steiniche. Artiklen har været bragt i Dagbladet Information den 24. juni 2017

Hvad er mest gavnligt for miljøet: Udbredelsen af elbiler eller miljøvenlige kogeplader i den fattige del af verden?

Det er et af de mange spørgsmål, som det ambitiøse projekt Drawdown giver svar på. Drawdown er resultatet af en grundig undersøgelse af de mest bæredygtige løsninger til at sætte en prop i udledningen af drivhusgasser.

Et par hundrede forskere, forretningsfolk, entreprenører og aktivister har nøje gennemgået og analyseret alle løsninger, og resultatet kan nu læses i bogen Drawdown med den himmelstræbende undertitel The most comprehensive plan ever proposed to reverse global warming.

Ordvalget er “en smule ubesindigt”, medgiver den amerikanske forfatter, entreprenør og aktivist Paul Hawken, der står bag projektet – men Hawken er ikke en hr. hvem-som-helst. Han har en stribe anerkendte bøger om klima, økonomi, miljø og aktivisme bag sig, og Drawdown er en omfattende samling af tekster og analyser, der modsat mange andre dystre fremtidsprofetier giver håb om, at menneskeheden nok skal klare ærterne.

Hawken og hans team har rangordnet løsningerne efter, hvor meget CO2 de kan spare atmosfæren for frem mod 2050, hvad løsningerne koster at implementere, og hvordan driftsomkostningerne ser ud.

Den mest effektive løsning – altså den, der kan spare kloden for den største udledning af CO2 – er måske noget overraskende at få bugt med kølemidlet HFC i alverdens køleanlæg. Teamet har regnet sig frem til, at hvis 87 procent af alle verdens køleskabe, kølediske, airconditionanlæg og radiatorer i perioden mellem 2030 og 2050 bliver udskiftet med anlæg, der ikke slipper HFC ud i atmosfæren, er kloden sparet for en samlet mængde CO2 på 89,74 gigaton.

Det er en meget stor mængde. Et enkelt gigaton CO2 svarer til det, der kan være i 400.000 olympiske swimmingpools, og til sammenligning udledte vi mennesker samlet set 36 gigatons CO2 i atmosfæren i løbet af 2016.

 

Viser potentialet med skeptiske estimater

Projektets løsninger falder i to kategorier. Dem, der reducerer den mængde CO2, som vi mennesker udleder. Det er for eksempel teknologiske løsninger som vindenergi (nr. 2 på listen) og solcellefarme (nr. 8), men det er også adfærdsmæssige løsninger som at undgå madspild (nr. 3) og spise mere grønt (nr. 4).

Den anden kategori indeholder de løsninger, der binder kulstof til jorden igennem fotosyntesen og dermed nedsætter mængden af CO2 i atmosfæren. Det er for eksempel økologiske løsninger som retableringen af regnskov (nr. 5), regenerativt landbrug (nr. 11) og beskyttelsen og retableringen af tørveområder (nr. 13).

For hver løsning er der foretaget estimater på, hvor omfattende implementeringen vil være over perioden, og her er Hawkens team konsekvent på den lidt forsigtige side. De estimerer eksempelvis blot, at den globale cykelinfrastruktur (nr. 59 på listen) i 2050 vil være forbedret i et omfang, så 7,5 procent af alle ture rundt i byen vil være foretaget på cykel i modsætning til 5,5 procent i 2014.

Den dårlige nyhed er derfor, at hvis de har ret i deres forsigtige tilgang til udbredelsen af de mange CO2-reducerende løsninger, så når vi frem til år 2050 uden at opnå ’drawdown’ – det tidspunkt, hvor koncentrationen af drivhusgasser har peaket og er begyndt at falde igen. Teamet opstiller også andre udregningsmodeller med mere optimistiske bud, men foretrækker at bruge den forsigtige – eller plausible, som de selv kalder den – for at vise potentialet og for at undgå at ryge i kategorien af jubeloptimister.

 

Gavner menneskerettigheder

Men Drawdown handler om mere end tal og CO2.

Projektets formål er at vise, at de løsninger, der skal til for at skabe en bæredygtig fremtid, er de samme som dem, der skaber en klode med ligestilling og respekt for mennesker, dyr og natur. I et af de velskrevne essays i bogen siger Paul Hawken det sådan her:

“Vi ønsker at vende det om, så vi ikke opfatter den globale opvarmning, som noget der sker imod os, men i stedet er noget, der sker for os (…) Vi ser global opvarmning (…) som en invitation til at bygge, udvikle og skabe forandring, en vej, der vækker kreativitet, medfølelse og genialiteter. Dette er ikke en liberal agenda, heller ikke en konservativ. Dette er en menneskelig agenda.”

Og menneskeligheden er præcis den, som træder frem i nogle af de løsninger, der batter på flere fronter: for eksempel uddannelse af piger (nr. 6 på listen) og familieplanlægning (nr. 7).

Kvinder med flere års skolegang får færre børn, og derudover er uddannede kvinder essentielle for udviklingen af bæredygtige samfund i de fattige lande. Kvinders ret til selv at vælge at få børn er desuden en fundamental menneskeret, der i øjeblikket ikke prioriteres særlig højt i udviklingshjælpen. Hensynet til menneskerettighederne alene burde være nok til at hjælpe piger, men er det ikke nok, så tænk bare at en indsats på områderne uddannelse og familieplanlægning kan spare planeten for 59,6 gigaton CO2.

I samme boldgade er de oprindelige folks varetagelse af landområder (nr. 39 på listen). Får naturfolkene frem mod 2050 flere områder at tage vare på – svarende til størrelsen af Grønland – så vil deres urgamle og gennemprøvede metoder til pleje og opsyn af naturen spare kloden for 5,25 gigaton CO2. Det er ikke ny teknologi, der er behov for her, men god, gammeldags afbrændings-økologi, som naturfolk har praktiseret i tusinder af år. Løsningen her ligger simpelthen i at forstå klodens økosystem.

 

Den grønne omstilling er god økonomi

For at skabe en bæredygtig udvikling er vi nødt til at kende vores plads, både i kulturel og biologisk forstand, skriver Paul Hawken. Viden om naturen kan hjælpe os til at hjælpe naturen med at regenerere sig selv.

For eksempel gennem permakultur i vand, som er en af de 20 nævnte coming attractions, der endnu ikke er fuldt udviklede, men som har potentiale til at blive game changers. Gennem permakultur kan havene beplantes med kæmpestore skove af tang, der gror endnu hurtigere end træer eller bambus, og dermed kan livet bringes tilbage i de hårdtprøvede oceaner. En lignende fremtidsløsning er det mikrobielle landbrug, der kan bruges til at gøre ødelagt jord sund igen.

Atomkraft (nr. 20) nævnes også i bogen, men hvor stort set alle andre løsninger er ikkefortrydelsesløsninger uden ubehagelige bivirkninger eller ricisi, så er atomkraft det modsatte. Og så er det oven i hatten en ekstremt dyr løsning. Det er svært at få øje på atomkraftens berettigelse i selskab med geotermisk energi (nr. 18) og de mange andre bæredygtige løsninger.

Drawdown viser med al tydelighed, at der er en mosaik af løsninger at tage fat på for at løse problemet med den globale opvarmning. Og der er endda rigtig god økonomi i at gøre det:

“De økonomiske data, som vi har samlet, viser tydeligt, at udgifterne ved problemerne i verden i dag langt overstiger udgifterne ved løsningerne. Sagt på en anden måde: Profitten, som kan opnås ved at iværksætte regenererende løsninger, er større end den værdi, der genereres ved at skabe problemet eller ved at fortsætte som hidtil,” skriver Paul Hawken.

Men selvfølgelig er det langt fra kun et spørgsmål om økonomi. Det handler om alle de positive effekter, som løsningerne trækker med sig, for eksempel også om om sundhed – hvilket bringer os tilbage til spørgsmålet, denne tekst begyndte med.

Benzin- og dieseldrevne køretøjer forurener luften, og det samme gør de mange snavsede kogeplader og komfurer i den fattige del af verden. Faktisk dør flere mennesker af forurening i hjemmet end af HIV/aids, malaria og tuberkulose tilsammen. Løsningen er avancerede biomassekomfurer, som dog stadig er dyre. Ligesom elbilerne.

Det rigtige svar på spørgsmålet om, hvad der gavner miljøet mest – elbiler eller miljøvenlige kogeplader – er kogepladerne. En større udbredelse af miljørigtigt madlavningsudstyr (nr. 21) vil nedbringe CO2-udslippet med 15,81 gigaton, hvorimod en større udbredelse af elbiler (nr. 26) vil reducere udslippet med 10,8 gigaton.

 

 

Fem bæredygtige løsninger

Bioplastik (nr. 47 på listen over CO2-reducerende løsninger)

Henry Ford producerede allerede i 1941 verdens første bil af bioplastik, et materiale bestående af sojabønner, hvede, hamp og hør. Desværre lykkedes det ikke Ford at overbevise om lyksagelighederne ved bioplastik dengang, men verden ser anderledes ud i dag, og Drawdown spår bioplastik en markedsandel på knap 50 procent i 2050.

Vådområder ved kysten (nr. 52 på listen over CO2-reducerende løsninger)

Udover at være smukke og fulde af dyreliv er de kystnære vådområder også rige på kulstof – eller blåt kulstof, som det kaldes. Men mange af de kystnære økosystemer er og har været hårdt plagede af forurening og myggespray, hvorfor bevarelsen og genoprettelsen af vådområder i dag spiller en vigtig rolle i kampen for at holde den globale opvarmning nede.

Kvindelige bønder (nr. 62 på listen over CO2-reducerende løsninger)

Ligestilling i landbruget og undervisning af kvinder i bæredygtigt jordbrug i den fattige del af verden er nøglen til at få mere ud af jorden på en bæredygtig måde. Tal fra FN’s fødevare- og landbrugsorganisation viser, at afkastet af afgrøderne vil stige med 20-30%, hvis kvinder får den samme adgang til produktionsressourcerne som mændene, uden at det bliver nødvendigt at udvide landbrugsarealerne. Det vil samtidig mætte 150 millioner mennesker.

Reduceret madspild (nr. 3 på listen over CO2-reducerende løsninger)

En tredjedel af al mad bliver smidt ud. Udover at 800 millioner mennesker ikke får nok at spise, så koster det dyrt på CO2-regnskabet. Madspild er – sammenlignet med andre lande – den største udleder af drivhusgasser efter USA og Kina. 70,53 gigaton CO2 i atmosfæren kan undgås, hvis det globale madspild sænkes med 50 procent i 2050. Heraf kommer 44,4 gigaton alene fra undgået skovrydning.

Samkørsel (nr. 75 på listen over CO2-reducerende løsninger)

Digitale teknologier og udbredelsen af smartphones gør den energibesparende samkørsel til en mulighed for mennesker over hele kloden.

Hvis klimaforandringerne gør dig i dårligt humør, så lider du måske af solastalgi

Picture of Azerbaijan Oil field by Martin Lopatka is licensed under CC BY-NC 2.0

Der fandtes ikke ord på engelsk for de følelser, der er specifikt relaterede til konsekvenserne af klimaforandringerne, indtil den australske miljøfilosof og tidligere professor i bæredygtighed Glenn Albrecht tog sagen i egen hånd og gjorde noget ved det.

Af Morten Steiniche. Publiceret maj 2017

Det var en bog med John og Elizabeth Goulds beskrivelser og illustrationer af den australske natur i Upper Hunter Valley i 1830’erne, der satte ham i gang med opfinde termer, der dækker følelser relateret til klimaforandringer og miljøødelæggelser.

“Jeg fik denne vision af Australien i 1830’erne, som slet ikke passede med det, jeg så for mine egne øjne. Hunter Valley er i dag et område fyldt med open cut-minedrift og kraftværker. Det chokerede mig, og jeg følte mig følelsesmæssigt meget stærkt berørt. Men på det tidspunkt var jeg ikke klar over, at det netop er sådan, folk, der bor i de områder, føler meget stærkt hele tiden,” fortæller Glenn Albrecht, da jeg interviewer ham over Skype i forbindelse med en artikel til Dagbladet Information.

Test dig selv: Hvis du selv vil mærke en flig af den følelse, så prøv først at billed-google ‘hunter valley australia’ og dvæl ved de grønne naturbilleder, der dukker op, og lav derefter en tilsvarende billedsøgning på ‘mining hunter valley australia’ og iagttag, hvordan din krop reagerer.

Glenn Albrecht kalder følelsen for solastalgi, på engelsk ‘solastalgia’, en sammentrækning af solace (trøst) og nostalgi, nostos, længsel efter hjemlandet. Solastalgi er følelsen af at have hjemve, selvom du er hjemme.

Læs mere om Solastalgi

Solastalgi opleves af mennesker, hvis hjemstavn er forandret til det ukendelige af miljøødelæggelser, men udtrykket dækker også den følelse, som klimaforskere som for eksempel Charlie Veron oplever, når de koralrev, som han kender så godt, bliver gradvist ødelagt af klimaforandringerne.

 

Følelsen af global frygt

Glenn Albrecht står også bag udtrykket ‘global dread’, global frygt. Det beskriver ifølge Albrecht en psykoterrarisk tilstand, en mental tilstand af skræk forsårsaget af jordens tilstand.

På spørgsmålet om, hvorfor det er vigtigt at have ord, der beskriver følelserne af fortvivlelse og sorg over ødelæggelsen af naturen, svarer Glenn Albrecht:

“Det er der to grunde til. Den ene er, at vi kan sætte ord på en følelse, der er fælles for mange mennesker. Det er med til at styrke empatien med disse mennesker. Og dernæst giver det dig styrke at vide, at andre mennesker også kan opleve de samme negative følelser som dig. Det gør dig bedre i stand til at kommunikere og samarbejde med andre mennesker. Empatien og kommunikationen er begge nødvendige redskaber til at overkomme følelsen af afmagt, som er en af de ting, der kendetegner solastalgi.”