Vi mennesker lever i en illusion om, at vi er adskilt fra naturen, og at vi kan kontrollere den. Opgaven er at bryde den illusion, inden klimaforandringerne gør det for os.

Af Morten Steiniche. Artiklen har været bragt i Dagbladet Information den 19. juli 2017

I Bolivia vedtog politikere i samråd med græsrødder for nogle år siden verdens første Law of Mother Earth, der sikrer naturen en række rettigheder, så økosystemerne kan forblive intakte og uforstyrret af menneskelig indgriben.

“Jorden er vores alles moder. (Aftalen, red.) etablerer et nyt forhold mellem mennesket og naturen, en harmoni som må fredes som en garanti for dens gendannelse,” sagde landets vicepræsident Alvaro Garcá Linera ved den lejlighed.

Når en ulv skider i Yellowstone, begynder floderne at bugte sig

På samme måde har floden Whanganui i New Zealand fået tildelt rettigheder, der minder om menneskerettigheder, og i Indien forsøger man at redde Ganges ved at give floden juridiske rettigheder, der skal beskytte den mod forurening.

Man har længe talt om planter som sansende og intelligente væsener, der kan opfange lys, lufte og berøring. Forskning viser endda, at de kan tage ved lære, huske og kommunikere med hinanden.

Mestergartner: Vi skal altid give mere tilbage til naturen, end vi tager fra den

Men at den erkendelse i sidste ende betyder, at vi bliver nødt til at at give naturen rettigheder, vil nok få de fleste mennesker til at stejle, siger neurobiologen Stefano Mancuso, der har skrevet bogen Brilliant Green: the Suprising History and Science of Plant Intelligence, til The Guardian:

“Efter min mening kan diskussionen om planters rettigheder ikke længere udskydes. Jeg ved godt, at den første reaktion, selv hos mere åbensindede mennesker, vil være ’Jesus! Nu overdriver han. Rettigheder til planter er nonsens,’ men hvorfor skulle vi ikke også tage os af planterne? Ved at give rettigheder til planterne er vi med til at forebygge udryddelsen af os selv.”

 

Naturen vækker vores følelser

Verdens klima er ved at forandre sig, og med det er vi også ved at forandre den måde, vi opfatter naturen på. Med et lidt flippet begreb taler man om spirituel økologi, som i modsætning til almindelig økologi ikke kun handler om den måde, vi producerer fødevarer på.

Spirituel økologi handler om vores følelsesmæssige eller sanselige forhold til naturen. Når vi for eksempel står ved Vesterhavet og indånder den friske havluft, alt imens vi betragter landskabets skønhed, så skaber naturen en genklang i os på et dybere plan.

Den spirituelle økologi anerkender naturens uerstattelighed, og det, som naturen gør ved os på det sjælelige plan. Og den dimension er helt nødvendig at få med i dag i forhold til at løse klimaforandringerne, siger den amerikanske filosof David Abram.

“Mennesket er ved at genopdage naturen som uerstattelig. Vi er ved at erkende, at ligesom skoven har brug for mange forskellige typer af træer for at trives, så har en sund klode også brug for mange forskellige økosystemer, der trives for sig selv og med hinanden. Vi er nødt til at passe på kloden og derfor er det så vigtigt at tale om den indbyrdes forbundethed imellem mennesker, dyr, planterne, jorden og vinden, så vi forstår, hvad der er tale om,” siger David Abram.

 

Skil naturen ad

Før den videnskabelige revolution i 1600-tallet var vi frygtsomme individer, der ikke turde sætte os op imod den almægtige Gud, der gennemstrømmede alt levende på planeten. Vi følte en stærk samhørighed med Moder Jord, der betød, at vi behandlede den – eller Hende – med dyb respekt og omsorg.

Med videnskabens indtog blev troen trynet af fornuften, og alle naturens spirituelle eller åndelige kvaliteter blev i Vesten kværket til fordel for forestillingen om, at naturens ressourcer alene er til for at blive udnyttet, så vi kan skabe økonomisk vækst og materiel fremgang i verden.

Med den videnskabelige revolution startede menneskets destruktive adfærd over for naturen, og vi lagde kimen til de klimaproblemer, som vi står med i dag, omkring 350 år senere.

“Mennesket er denne utroligt specielle skabning, der adskiller sig fra resten af naturen, fordi vi har påtaget os en gudelignende ret til at manipulere og udnytte andre dyr, mineraler, klodens hud og knogler til vores egne formål. Vi relaterer os til naturen, som om vi slet ikke er en del af den. Som om vi ikke i ethvert aspekt af vores liv – fra nyrernes funktion til den menneskelige psyke til vores følelesliv og til det menneskelige intellekt – er fuldstændig afhængige af, at biosfæren og økosystemerne er sunde, blomstrende og frodige. Det er selvfølgelig en form for vanvid,” siger David Abram.

“Så længe vi ser på bjerget, som om det ikke har nogen form for liv eller vitalitet, så kan vi behandle det som en ressource, der simpelthen kun venter på at blive udnyttet af os. Vi mennesker har betragtet naturen, som om den var et sæt af objekter og udelukkende objektive, mekaniske processer. Når vi ser på naturen som en maskine, så kan vi selvfølgelig også forestille os, at vi kan skille den ad og sætte den sammen på andre måder, som vi synes tjener vores behov bedre. Vi har behandlet verden delvist som et mekanisk system, som vi kan rode med og skille ad og sætte sammen på forskellige måder.”

At skille naturen ad er præcis, hvad vi har forsøgt at gøre i århundreder. Også i Danmark, hvor naturen helt bogstaveligt blev forsøgt underkastet af mennesket i projekter, der i dag virker vanvittige. Man ønskede at afvande Roskilde Fjord og Det Sydfynske Øhav, at opdyrke den jyske hede og rette Gudenåen ud.

Så sent som i 1960’erne blev Skjern Å rettet ud, og Skjern Ådalen udsat for et af de største afvandingsprojekter i Nordeuropa for at give plads til landbruget. Resultatet er, at planter og dyr i området fik forringet livsbetingelserne ganske betydeligt.

For eksempel mistede åen i stor grad evnen til at rense sig, da den blev strukket ud, og det har betydet, at affaldsresterne fra landbruget i stedet blev ført lige ud i Ringkøbing Fjord, hvor forureningen har medført iltsvind og dræbt både planter og dyr.

 

Gaia-hypotesen

Den spirituelle økologi har rødder i den animistiske naturopfattelse hos de oprindelige naturfolk: Alt er levende, og alt levende er indbyrdes forbundet.

Det var et tankesæt, der gav genklang hos mange alternativt tænkende i 1960’erne og 70’erne. Det var også i den tid, at den engelske miljøaktivist og -forsker James Lovelock fremsatte Gaia-hypotesen.

Ifølge den er kloden én stor og levende organisme, der hele tiden organiserer sig selv igennem selvregulerende processer, der skaber balance og harmoni, og hvori alt levende er knyttet tæt sammen, og derfor ikke er til at kontrollere for mennesket.

Hvor mange naturvidenskabsfolk slog teorien om den levende klode hen som new age-nonsens – og i en vis udstrækning stadig gør det – så har den slået rødder i dele af miljøbevægelsen.

For eksempel hos den toneangivende miljøaktivist og forfatter Bill McKibben, der har kaldt James Lovelock for en af ’planetens mest spændende’ forskere.

Bill McKibben mener, at Gaia-hypotesen blandt andet giver en fornuftig forklaring på, hvordan kloden har formået at holde sig selv beboelig for levende væsener på trods af alt det, den har været igennem af tidligere tiders globale opvarmning og istider.

Også den norske filosof Arne Næss spiller en vigtig rolle for udviklingen af den spirituelle økologi. Arne Næss havde læst Rachel Carsons berømte bog Silent Spring fra 1962 om landbrugets skadelige brug af pesticider og blev inspireret af Carsons evne til som forsker at tale til folks følelser, hvorefter han formulerede sine idéer om den dybe økologi.

Det er en grundlæggende indsigt og anerkendelse af, at alle levende væsener har værdi i sig selv uanset væsenernes nytteværdi, og at mennesket derfor ikke har ret til ødelægge naturen for at opfylde sine egne behov.

Det kræver fordybelse at fremkalde følelsen af samhørigheden med naturen, og når den er der, så opstår modstanden imod overgrebene på naturen nærmest af sig selv.

Dybdeøkologerne går et skridt videre end James Lovelock, fordi det ikke udelukkende handler om at identificere sig med planterne og dyrene og hele biosfæren, men i lige så høj grad om, hvordan vi beskytter kloden og dens liv.

Som Arne Næss selv formulerede det:

“I dybdeøkologien spørger vi, hvorvidt det nuværende samfund opfylder grundlæggende menneskelige behov som kærlighed og sikkerhed og adgang til naturen. Vi spørger, hvilket samfund og hvilken uddannelse der er fordelagtig for alt liv på planeten som en helhed, og dernæst spørger vi, hvad der er behov for til at foretage de nødvendige forandringer,” skriver Arne Næss i artiklen The Shallow and the Deep, Long Range Ecology Movements i 1973, hvor han introducerede begrebet dybdeøkologi.

Den amerikanske filosof David Abram er forfatter til flere bøger og essays, der bygger videre på Arne Næss’ tanker om dybdeøkologien.

“Dybdeøkologien er i sagens natur spirituel, men den er også fuldkommen materiel, fordi den taler om vores kropslige relation til selve jorden. Vi er jo fuldstændig sammenflettet med jorden og andre organismer igennem den mad, vi spiser, planter og dyr, som passerer gennem vores kroppe, vandet, som vi drikker, og luften, som vi indånder. Erkendelsen af dette er den nye spiritualitet,” siger han.

 

Mennesket har aldrig været ’in charge’

De nuværende klimaforandringer skal netop læses som et opgør med forestillingen om, at mennesket har kontrol over naturen, mener den canadiske aktivist og journalist Naomi Klein.

“Nu kommer jorden med en forsinket, men vild reaktion på klimaforandringerne for at sætte os mennesker på plads igen: ’I er gæster her, og I har aldrig været in charge.’ Jeg betragter klimaforandringerne som en grundlæggende narrativ krise for den vestlige civilisation,” siger hun i et interview med det buddhistiske magasin Tricycle.

Hun mener – som David Abram – at løsningen på den økologiske krise ligger i erkendelsen af, at alt levende i naturen er indbyrdes forbundet.

“Vi mennesker lever i en illusion om, at vi er adskilt fra naturen. Opgaven er at nedbryde den illusion, før katastroferne indtræffer,” siger Naomi Klein til Tricycle.

Men kan vi det? Er det realistisk at forestille sig et paradigmeskifte, hvor klodens milliarder af mennesker vil genopdage naturen som så uerstattelig, at det forandrede tankesæt får os alle til at ændre adfærd?

“Jeg tror, det er muligt. Meget muligt. Men jeg tror ikke, at det vil ske uden en masse lidelse. Meget tyder på, at klimaforandringerne bliver store og vil gøre livet meget vanskeligere for mennesket i fremtiden, men …,” siger David Abram og holder en længere pause, “… der er ikke noget, der som lidelse kan skubbe folks tankesæt i nye retninger.”

Hvis du rigtigt vil forstå naturen, skal du gribe hakkejernet og komme ud i haven, siger mestergartner Juaquin Hershman. Fundamentet for vores liv gemmer sig i nogle få skrøbelige tommer jord. Selv har Hershman gennem 40 år indsamlet frø. ’Frøet. Manifestationen af liv. Alt er inde i denne lillebitte livmoder’.

Af Morten Steiniche. Artiklen har været bragt i Dagbladet Information den 26. juli 2017

SAN DIEGO – Klokken er 12 middag, solen bager fra en skyfri himmel, og der er – bortset fra cikadernes evindelige summen – stille i dalen, hvor vi befinder os. Ikke som for nogle timer tidligere, da vi ankom til et inferno af lyde fra fugle, insekter og mange andre dyr i det frodige område.

“Det er naturen, der går i dvale midt på dagen, når det er så varmt. Det er tørt, der er ingen vand, og der er ingen myrer, der kommer med fugt nu. Alt i naturen slapper af, også planterne,” siger Juaquin Hershman og viser, hvordan bladene på en busk har trukket sig sammen for at beskytte sig mod solen og varmen. “Naturen regulerer sig selv.”

Klimaforandringer er jordens måde at fortælle os, hvem der bestemmer

76-årige Juaquin Hershman er gartner og i færd med at anlægge en have for en kendt californisk kunstner og arkitekt på et landsted i bjergene nordøst for San Diego, Californien.

Hvis der er ét mantra, der karakteriserer hans naturforståelse, så er det, at naturen altid ved bedst selv, og at vi mennesker derfor er nødt til at følge og forstå dens egne rytmer. Det gælder, når vi gror gulerødder, og når vi vil sikre os imod klimaforandringerne. Det er derfor, jeg gerne vil tale med ham. For at få gartnerens perspektiv på, hvordan alt levende i naturen kan være forbundet.

“Se bare her,” siger han og sætter sig på hug, mens han stryger håndfladen henover jorden.

Når en ulv skider i Yellowstone, begynder floderne at bugte sig

“Fundamentet for alt liv på jorden er den halve tomme over jorden og to tommer under jorden. Det er det bælte, som kloden ånder igennem. Det er dens hud og der, hvor alle insekterne og småkrybene er. Hvis du kradser lidt i jorden, vil du se det utrolige mylder af liv. Lige dér er alting så levende og frugtbart. I dette lille bælte, som ingen andre end vi gartnere normalt går og tænker over, viser skrøbeligheden sig i vores liv. For hvis vi ødelægger det bælte, så ødelægger vi også fundamentet for vores egen eksistens.”

“Og hvis vi på den anden side forstår at værdsætte jorden og dens liv, så ved vi også, at hemmeligheden i at få planter til at gro netop ligger i, hvordan vi forbereder jorden, før vi sår frøene eller sætter planterne ud.”

 

Mesterens lærer

Jeg mødte Juaquin Hershman for nogle år siden, da han var ved at anlægge en køkkenhave på et resort på Bali for en af hans mange kendte kunder. I nogle kredse vil man kalde ham en haveyogi, i andre en agro-filosof, men på visitkortet står der slet og ret ’Master Horticulturist’, mestergartner.

En af de sidste haver, han nåede at lave, inden en blodprop tvang ham til at tage den med ro, var for Oprah Winfrey på hendes landsted på Hawaii.

Juaquin Hershman blev født ind i en velhavende jødisk familie i New York, som var flygtet fra nazisterne, og det lå i kortene, at han skulle gå i faderens forretningsmæssige fodspor. Men da The Summer of Love eksploderede i kærlighed i 1967, tog han i stedet til San Fransisco, lod håret gro og tog LSD med Grateful Dead.

Da hippiedrømmen var død, rejste han til Mexico, hvor han overtalte en restaurant til at lave et vegetarisk køkken baseret på de grøntsager, som han og kæresten dyrkede i en lille køkkenhave. Interessen for at dyrke grøntsager bragte ham i begyndelsen af 1970’erne til Alan Chadwick, en af de vigtigste personer i den økologiske bevægelse i USA.

Alan Chadwick var en artistokratisk udseende englænder af en velhavende familie. Som barn fik han i en periode privatundervisning af Rudolf Steiner, som bandt drengen til et træ for at demonstrere naturens kræfter overfor ham.

Af Steiner lærte Chadwick den biodynamiske dyrkningsmetode med brug af kompost og nøje afstemt naturens rytmer. Chadwick blev også specialist inden for højbedsmetoden, der gjorde ham i stand til at producere store mængder af mad i køkkenhaven ved brug af få ressourcer. Samtidig skabte Chadwick haver med knald på, både i farverne og antallet af arter.

“Diversitet, myriader af træer, blomster og urter. Det er sådan, som naturen selv er. Et væld af farver, høje og lave gevækster, gevækster, der gror langs jorden, gevækster af træ og bløde gevækster. Alan Chadwick sammensmeltede alle de forskellige elementer i naturen, fordi han forstod, at de er forbundet med hinanden,” fortæller Juaquin Hershman.

Chadwick mente også, at de fire årstider er repræsenteret på en enkelt dag. Forår er morgen, sommer er middag, efterår skumring og vinter midnat.

Alan Chadwick anlagde sin første amerikanske have på University of California i Santa Cruz for præcis 50 år siden. Før Chadwick havde nærmest ingen hørt om økologisk havebrug i USA, men det ændrede den altid ulasteligt klædte englænder på.

Men Chadwick var også en rebel, der hadede det industrielle landbrug og dets fokus på profit, og samtidig var han personificeringen af en vitalist, der tillægger naturen en åndelig livskraft.

Han ramte tidsånden klokkerent.

De studerende elskede ham, men universitets ledelse havde svært ved at kapere hans radikale idéer og satte ham på porten efter nogle få år. Nu er Chadwick rehabiliteret, og University of California fejrer netop i disse dage 50-året for anlæggelsen af Chadwick-haven ved at hylde ham som en pioner i den amerikanske miljøbevægelse på lige fod med Rachel Carson, Henry Thoreau, John Muir og Aldo Leopold.

 

Kom tættere på dig selv i haven

“Jeg kom fra østkysten og havde aldrig tænkt på, at naturen er levende, og at kloden ånder, og at den derfor skal behandles med respekt,” fortæller Juaquin Hershman, der var elev hos Alan Chadwick i to år og siden selv har uddannet mange elever efter Chadwicks teknikker.

“Alan Chadwick sagde altid, at det er haven, der skaber gartneren, ikke omvendt. Han lærte os at arbejde med naturen, lære dens rytmer at kende og altid at give mere tilbage til naturen, end vi tager fra den. Vi lærte ikke at dyrke planter og blomster, men at dyrke jord. Vi lærte at skille jorden ad uden at ødelægge den og uden at gøre orme og andre levende væsener fortræd, og vi lærte at lave kompost og tilsætte komposten til jorden, så den skaber de bedste betingelser for liv.”

Kompostering er naturens egen måde at nedbryde organisk materiale fra døde planter og dyr på og bringe næringsstofferne tilbage til økosystemet. Efter opfindelsen af pesticider blev brug af kompost i mange år betragtet som gammeldags og uøkonomisk, men det var Alan Chadwick med til at ændre på.

“Frugtbarheden i en kompostbunke penetrerer jordens krop. Det er livet ind i døden og tilbage til livet igen,” siger Juaquin Hershman.

Alan Chadwicks undervisning handlede ikke kun om teknikkerne i havebrug. Man sagde om ham, at han plantede sjæle.

Når vi arbejder med jorden, bliver hele vores krop – nervesystemet, blodcirkulationen – tilpasset naturens egen rytme, og det gør havearbejdet til en dybt tilfredsstillende oplevelse, som mange mennesker med haver nok kan nikke genkendende til. Havearbejdet bliver til en form for meditation, der skaber balance mellem krop og sind.

“Spiritualitet er at gå ind i processen med at dyrke jorden. Du træder ind i det usynlige under jorden og det, der manifesteres, er frøet, der spirer. Det er magisk. Skyerne trækker indover, regnen kommer, og bagefter kommer solen,” fortæller Juaquin Hershman.

Alan Chadwick døde i 1980 på et zen-center i Californien. Paradoksalt nok døde den livslange vegetar af en kræftsygdom, der kunne forebygges med grøntsager.

 

Frø skaber sammenhæng med fortiden

Ganske som sin læremester er Juaquin Hershman stærkt kritisk over for det industrielle landbrug. Da jeg besøger ham i hans autocamper, der for tiden holder parkeret på en nedlagt skole i byen Encinitas ved Stillehavskysten, viser han mig en pose med frø.

“Frøet. Manifestationen af liv. Frøet har alle de næringsstoffer, det har brug for for at åbne sig og gro. Alt er inde i denne lillebitte livmoder, som er omgivet af en skal så hård, at nogle frø stadig kan spire efter årtier og i nogle tilfælde århundreder,” fortæller han.

Juaquin Hershman har samlet frø i over 40 år, og det er han ikke alene om. Landmænd, gartnere og haveejere over hele verden har til alle tider delt frø med hinanden, og i nyere tid er der også kommet frø-banker, der fryser frøene ned, så de kan holde sig endnu længere.

“Når størstedelen af alle de frø, der i dag plantes ud, kommer fra en lille gruppe af meget store virksomheder, så betyder det, at den genetiske pulje bliver mindre og mindre. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi samler og bevarer frø, men også at vi igen begynder at dyrke vores mad lokalt, så vi får stærke frø, der er tilpasset de lokale forhold.”

Kritikken af virksomheder som blandt andet Monsanto går netop på, at de med deres industrielt fremavlede frø er med til at kvæle den biologiske mangfoldighed, og at frøene ikke er lige så modstandsdygtige som frø, der igennem generationer er tilpasset lokale miljøer.

Truslen imod den biologiske mangfoldighed er kun et af de problemer, som fødevareindustrialiseringen har ført med sig. De færreste moderne mennesker dyrker i dag deres egne grøntsager, og det betyder – mener Juaquin Hershman – at vi er blevet endnu mere fremmedgjort over for naturen. Selv om vi godt er klar over, at agurken må have hængt på et træ et sted, er det sjældent, at vi skaber den forbindelse til naturen, når vi er i supermarkedet for at købe ind.

“Fødevarer, som vi ikke har været i kontakt med igennem dyrkningen, kan ikke mætte os spirituelt. Og derudover har de fleste mennesker også mistet evnen til at beskrive den mad, de spiser. De siger bare, at den smager godt eller dårligt.”

Men er det overhovedet realistisk at forestille sig, at vi – mange milliarder mennesker, hvoraf rigtig mange bor i byerne – skal til at dyrke vores egen mad igen, spørger jeg ham.

“Alle kan dyrke mad, og der er altid plads til det. Hvis du ikke kan gøre det i nabolaget, så kan du gøre det i nærheden. Det handler om, at du træffer en beslutning om at ville dyrke grøntsager,” svarer han.

For få år siden var han i New York for at anlægge køkkenhaver på otte skoler i byen, og han fortæller, at børnene fik transformerende oplevelser ved at se frøene spire, grøntsager gro og endelig ved at spise dem.

“De smagte på maden, som de aldrig har smagt på den før.”

 

Havebrug skaber sammenhæng

Vi kører ud og besøger den californiske landbrugsentreprenør Daron Joffe alias ’Farmer D’, der bygger såkaldte fællesskabsfarme i byområder i USA. Ideen er at forbinde byboere med naturen igennem haverne, noget vi også længe har kendt til i Danmark.

“Vi bruger landbruget til at skabe fællesskaber for beboerne i lokalområdet. Først og fremmest for det jødiske samfund, som jeg selv er en del af, og for hvilket en bæredygtig forvaltning af jorden traditionelt har spillet en helt central rolle, og nu også er blomstret op igen. Vi skaber landbrug i byerne og forstæderne, der gør lokalområderne selvforsynende med grøntsager og frugt. Og det er ikke kun det jødiske samfund, der nyder godt af det. Formålet er hjælpe alle dem, der ikke har råd til mad i lokalområdet, uanset deres religion og trossamfund,” fortæller Farmer D, der har udgivet bogen Citizen Farmers.

Juaquin Hershman har blandt andet anlagt en frugtskov for Farmer D. Alle skal have lov til at gå ind og plukke og spise den frugt, som de har lyst til. Idéen er at skabe en sammenhæng mellem gæsten i frugtskoven og naturen.

“Når vi træder ind i naturens cyklus, når vi enten gror vores egne fødevarer eller spiser fødevarer, som vi selv plukker i naturen, så indser vi, at vi er en del af en større sammenhæng. Vi spiser langsommere og begynder at tænke på, hvor maden kommer fra, og så handler det ikke længere om bare at spise. I hver eneste bid føler vi taknemmelighed over for maden og mærker en ærefrygt over for naturen. En ærefrygt, der er nødvendig i dag, hvor vi har mistet kontakten til naturen, og som også gør os til kraftfulde og sensitive individer,” siger Juaquin Hershman.

På den vis kan vi begynde ikke bare at registrere forandringer på den store skala, når det regner og blæser, men også sanse de subtile forandringer, der foregår i naturen, når den regulerer sig selv. Når naturen for eksempel går i dvale i varmen, og det er bedst bare at lade den passe sig selv.

Kloden er som et spindelvæv af levende organismer, dyr og planter, der er indbyrdes forbundet med hinanden på kryds og tværs på måder, som vi ved meget lidt om. Det er en af årsagerne til, at vi har svært ved at forudsige, hvad klimaforandringerne i sidste ende vil få af konsekvenser.

Af Morten Steiniche. Artiklen har været bragt i Dagbladet Information den 13. juli 2017

Da den sidste ulv i Yellowstone National Park i USA blev nedlagt af jægere i 1930’erne, fik det store konsekvenser for parkens økosystem. Hvor store, opdagede parkens biologer først, da de satte gråulven tilbage i parken i 1995.

Rewilding-projektet med ulvene fik enorme konsekvenser for hele parkens økosystem. Vegetationen ændrede sig, bæverne kom tilbage, og selv floderne endte med at skifte form.

Klimaforandringer er jordens måde at fortælle os, hvem der bestemmer

“Det var som at kaste en sten ned ad en bjergskråning, hvor forholdene lige præcis var sådan, at stenen ville udløse en lavine af forandringer,” fortæller Doug Smith, den ansvarlige biolog for Yellowstone Wolf Project på parkens hjemmeside.

Hvis en enkelt art som ulven kan være så vigtig, hvad betyder det så for biosfæren, for summen af alle økosystemer, at der udryddes 150-200 plante- og dyrearter om dagen? Det helt korte svar er, at det ved vi meget lidt om.

Mestergartner: Vi skal altid give mere tilbage til naturen, end vi tager fra den

For det første fordi vi har begrænset eller manglende viden om de fleste af de utallige arter i naturen og endnu mindre viden om, hvordan de interagerer i det store billede. Og for det andet fordi summen af naturens delprocesser oftest er helt umulig at regne sig frem til.

 

Mulig massekollaps af havene

Klimaforandringer er i øjeblikket ved at ændre vores verden radikalt, og flere forskere mener, at det er et tegn på, at naturen er ude af balance. I århundreder har mennesket modelleret naturen og udnyttet dens ressourcer uden at skele til – eller forstå – hvad det kunne få af videre konsekvenser i det store billede.

For at løse klimaproblemerne bliver vi nødt til først at erkende, at naturen består af komplicerede økologiske sammenhænge, hvor alt levende – dyr, planter, celler – er forbundet på kryds og tværs.

Charlie Veron var i 1970’erne den første fuldtidsforsker, der blev tilknyttet Great Barrier Reef i Australien, verdens største koralrev. Ifølge Charlie Veron er omkring halvdelen af verdens koralrev døde inden for de seneste to år på grund af blandt andet stigende havtemperaturer. En fjerdedel af alle havenes levende organismer bruger koralrevene til at finde mad og ly, så hvad sker der, når disse økosystemer dør ud?

“Det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg selv rejste for ti år siden. Når du udsletter koralrevene, vil det formenligt betyde et økologisk massekollaps af havene, der vil betyde udslettelsen af enormt mange arter. Men vi ved det ikke,” lyder det bekymrende svar.

Det var den amerikanske økolog Barry Commoner, der som en af de første i den vestlige verden formulerede ideen om, at alt levende i naturen er indbyrdes forbundet. Commoner mente, at økosystemernes stabilitet afhænger af den biologiske mangfoldighed.

I bogen The Closing Circle fra 1971 nedfældede han fire love for, hvordan økologien – læren om hvordan levende organismer interagerer med hinanden og deres omgivelser – er skruet sammen:

1. Alt liv er indbyrdes afhængigt. Hvis én økosfære påvirkes, så påvirkes alle økosfærer.
2. Alt skal et eller andet sted hen. Affaldet forsvinder ikke af sig selv.
3. Naturen ved bedst. Det, vi tror, er forbedringer til at beherske naturen, vil givetvis ødelægge naturen.
4. Der findes ikke nogen gratis frokost. Udnyttelsen af naturen vil uundgåeligt gøre skade på den.

 

Sneboldeffekten i Yellowstone

Med ulvene i Yellowstone National Park fik forskerne et enestående indblik i, hvordan alt levende i naturen er knyttet sammen på kryds og tværs.

Ulve bliver betraget som økosystemingeniører, og da de kom tilbage, satte de gang i en såkaldt trofisk kaskade, hvor hele fødekæden bliver påvirket. Ulvene startede med at gøre indhug i bestanden af kronhjorte, men først og fremmest var ulvene skyld i, at kronhjortene ikke altid stod og græssede på de samme steder, men hele tiden bevægede sig rundt i nationalparken.

Dermed fik blandt andet pile- og poppeltræer lov til at vokse sig store igen, og med træerne kom fuglene tilbage til de områder, som kronhjortene tidligere havde hærget. Der kom flere bjørne, fordi der var flere træer med bær på, og der kom ikke mindst flere bævere, som er afhængige af piletræerne.

Også bæverne er økosystemingeniører, og med den nu voksende bestand af bævere blev der sat endnu en sneboldeffekt i gang. Bæverne byggede for eksempel dæmninger, der fik floderne til at forandre sig, og bævernes dæmninger er også i sig selv levested for utallige arter, der havde været fraværende i parken i årtier. Ulvene balancerede i øvrigt også bestanden af prærieulve, og det gjorde, at der kom flere kaniner og mus og dermed flere høge og ræve tilbage til parken.

Ganske få år efter, at ulvene blev sat tilbage i Yellowstone National Park, var parken fuldstændig som forandret. Parken var bragt tilbage den oprindelige vilde tilstand, og naturen havde genskabt sin egen naturlige harmoni. Alt sammen på grund af en enkelt art.

 

Hvor lidt vi i grunden ved

Biosfæren er ekstremt avanceret, og dybest set ved vi meget lidt om de mange dele, den består af, forklarer den canadiske videnskabsmand og forfatter David Suzuki i bogen The David Suzuki Reader. A Lifetime of Ideas from a leading Activist and Thinker.

“Enhver forsker burde vide, at vores uvidenhed om verden er betydeligt større, end det vi ved. Vi konstruerer vores politik for naturressourcer på baggrund af grotesk lidt og forudindtaget viden. Og fordi vi (forskere, red.) foretrækker at studere ting, der er store, så kommer mikroskopiske organismer såsom svampe i jorden, picoplankton i havet og selv insekter langt ned på forskernes statusbarometer,” skriver David Suzuki.

Som eksempel på vores mangelfulde viden nævner han insekterne. Dem findes der anslået 30 millioner arter af på kloden, men ud af det enorme antal kender vi i dag kun 10-15 procent, og for rigtig mange af disse arter er vi ikke nået længere end til blot at give dem et navn. Hvad deres funktion er, hvordan de er forbundet med hinanden, og hvilke roller alle disse arter har for opretholdelsen af balancen i naturens økosystemer, ja, det ved vi meget lidt om.

Og vores mangel på forståelse bliver uendelig meget større, når vi bevæger os ned under jorden, siger Flemming Ekelund, lektor på Biologisk Institut i København, der blandt andet arbejder med at forstå mikroorganismernes betydning.

“Der er to verdener, og de er lige vigtige. Den ene kan ikke leve uden den anden. Om verden over jorden kan man i den klassiske biologi meget simplificeret sige, at livet foregår imellem relativt få aktører. Bien bestøver blomsten, koen spiser græsset og så videre. Det er nogenlunde til at forstå. Men når du kommer ned under jorden, så er det noget helt andet. Der er så kolossale mængder af forskellige enheder, der spiller sammen på måder, som vi ikke forstår,” siger Flemming Ekelund.

Med molekylære metoder har det vist sig, at der alene i en enkelt teskefuld jord er flere end 10.000 forskellige bakteriearter og sammenlagt endnu flere mikroorganismer, end der er mennesker på hele kloden. Og tager du en ny teskefuld jord blot et stykke derfra, så vil der være et nærmest uoverskueligt antal af andre arter.

 

De større sammenhænge er ikke i høj kurs

Selve disciplinen med at komme op i helikopteren og studere naturens sammenhænge fra en vis afstand trækker sjældent i naturvidenskabsfolkene.

Søren Rasmussen, cand. scient. i biologi og stifter af Albatros Travel fortæller, hvordan han i sin studietid fik besked på at fjerne ordet ’holisme’ fra en tekst. I sin nye bog Mennesket i Naturen – Naturen i Mennesket slår han netop til lyd for en holistisk tankegang, der forsøger at forklare sammenhængene i naturen fra et større perspektiv.

“Men det er kun sådan nogle som os, frie fugle og filosoffer, der kan tillade os at beskæftige os med det overordnede billede af, hvordan naturen hænger sammen,” siger han.

Det er Flemming Ekelund, lektor på Biologisk Institut i København, enig i:

“Det er ikke noget, der er i høj kurs inden for naturvidenskaben.”

 

2+2=5

Einstein troede ikke, at partikler kunne påvirke hinanden, selv om de er fysisk adskilte, og kaldte kvantefænomenet for “a spooky action at a distance”. Den indbyrdes påvirkning af partikler – eller sammenfiltringen, som den også kaldes – viser, at selv for naturens byggesten er livet forbundet i indbyrdes sammenhænge, som vi stadig kun forstår en smule af.

Men ét er at kende til de enkelte byggeklodser i naturen, noget andet er, at deres adfærd ofte er fuldstændig uforudsigelig, når de interagerer med hinanden. Det er især noget, der optager klimaforskerne, blandt andet professor i klimaforandringer og chef for Nansen Centeret i Bergen, Sebastian Mernild, som har konstateret, at klimaforandringerne sker hurtigere og mere uventet, end modellerne viser.

“Kloden er et naturligt system, og vi forsøger som forskere at forstå mekanismerne. Det naturlige system hænger sådan sammen, at piller man ved én knap, så slår det ringe i vandet,” siger han.

Det gælder for eksempel gletcherne, som ifølge Sebastian Mernild og hans kolleger smelter betydeligt hurtigere end forventet.

Når det er så svært at forudsige naturens gang, kan det skyldes de såkaldte positive feedback loops. På grund af den indbyrdes forbundethed imellem jordens økosystemer kan de – som NASA forklarer på deres hjemmeside – betyde, at effekterne af forandringer bliver forstærket og udløser pludselige ændringer, som foregår hurtigere og på en langt større skala, end de nuværende klimamodeller forudsiger.

Med andre ord: To plus to giver ikke nødvendigvis fire, men fem, ni, nitten eller endnu mere.

I et nys udgivet specialnummer af det amerikanske magasin Science om Jordens økosystem kaldes vanskelighederne ved at forudsige økosystemernes uforsigelige adfærd for et “drilagtigt problem”, som vi dybest set ikke er særligt godt klædt på til at løse i forhold til de forandringer af kloden, som ifølge forskerne vil tage til i styrke i de kommende år.

 

Tag selv konsekvensen

Vi slutter for denne gang hos den verdensberømte primatolog Jane Goodall, som har arbejdet med dyrevelfærd og naturbevarelse igennem et langt liv, og som ofte har skrevet og talt om vigtigheden af, at vi erkender de komplekse sammenhænge i naturen.

“Ofte siger folk til mig, at det vel ikke gør en forskel, hvis denne lille insektart forsvinder, men sagen er jo, at alt er indbyrdes forbundet. Og dette lille insekt kan meget vel være den primære fødekilde for et andet levende væsen, som så også vil forsvinde. Og sådan fortsætter det med disse indbyrdes forhold. Vi kalder det biodiversitet, jeg kalder det også for livets spindelvæv,” siger Jane Goodall i videoen Mother Earth.

Jane Goodall mener ikke, at det er for sent at gøre noget ved klimaforandringerne, men at det er os selv, snarere end videnskaben, der skal tage affære.

“Hvis vi blot kan få en kritisk masse af menneskeheden til at begynde at tænke over, hvilke konsekvenser alle de små valg, vi træffer i vores hverdag, har. Hvad vi køber, hvad vi spiser, hvordan det er produceret, om det har skadet miljøet, om det har gjort skade på dyr eller mennesker. Vi bliver nødt til at få ind i vores tykke hoveder, at det, vi gør som individer, ikke gør en forskel i den store sammenhæng, men at det flytter i den rigtige retning, når det er milliarder af mennesker, der alle sammen træffer de rette etiske beslutninger.”

 

 

Svampenes naturlige internet

Hvis du tror, at internettet er noget særligt, så er det intet at regne for det net, som svampenes tråde udgør i jorden. Svampeeksperten Paul Stamets kalder svampes net af tråde for jordens naturlige internet, der forbinder 90 pct. af klodens landbaserede planter med hinanden. Svampenes net hjælper både planterne med at suge vand op og styrker deres immunsystem, og i tilgift får fungien mad fra planterne i form af kulhydrater.

 

 

 

Økosystemer har forskellige behov

Økosystemer er forskellige, og der er stor forskel på, hvad de har brug for. For eksempel er regnormene uundværlige hos os, men andre steder kan de gøre stor skade.

“Vi anser det for noget godt, at regnormene blander jorden rundt. Men det, som regneormene gør her i vores verdensdel, det gør tusindbenene i Nordamerika, i Afrika er det termitterne, og i New Zealand er det de landlevende tanglopper, der fylder den niche ud, som man siger,” fortæller Flemming Ekelund, lektor på Biologisk Institut i København.

“Det har givet anledning til mange ulykker, at vi europæere har slæbt blandt andet regnorme med til Nordamerika, for de nordamerikanske økosystemer har en helt anden karakter end dem, vi har her i Danmark, og deres økoystemer bliver ødelagt af regnormene.”

Kimen til den økologiske krise blev lagt for 350 år siden. Først nu er vi begyndt at forstå, at mennesket ikke lever adskilt fra naturen, og at ødelæggelserne af naturen har konsekvenser for alt levende.

Af Morten Steiniche. Publiceret februar 2017

Før den videnskabelige revolution i 1600-tallet forestillede vi os, at jorden var centrum i solsystemet. Vi var frygtsomme individer, der ikke turde sætte os op imod den almægtige Gud, der gennemstrømmede alt levende på planeten. Vi følte en stærk samhørighed med Moder Jord, der betød, at vi behandlede hende – naturen – med dyb respekt og omsorg.

Det ændrer sig med den videnskabelige revolution. Nu sættes den videnskabelige fornuft over troen, og alle naturens spirituelle kvaliteter kværkes i Vesten til fordel for forestillingen om, at naturens ressourcer alene er til for at blive udnyttet, så vi kan skabe økonomisk vækst og materiel fremgang i verden. Vi flytter verdenssyn fra det matriarkalske – det omsorgsfulde – til det patriarkalske – det dominerende og det destruktive. Samtidig ændrer vi syn på Gud, som nu flytter op i himlen, hvorefter der intet helligt er tilbage ved naturen nede på jorden. Med den videnskabelige revolution starter menneskets destruktive adfærd overfor naturen, og vi lægger kimen til de klimaproblemer, som vi står med i dag, omkring 350 år senere.

Den canadiske journalist og forfatter Naomi Klein ser de nuværende klimaforandringer som et opgør med den naturvidenskabelige fortælling om, at naturen ikke er andet end et uvirksomt redskab for mennesket, der forestiller sig at have total kontrol over naturen. Med klimaforandringerne er det dog efterhånden gået op for de fleste, at det ikke er naturen, der er underlagt mennesket, men lige omvendt.

“Nu kommer jorden med en forsinket, men vild reaktion på klimaforandringerne for at sætte os mennesker på plads igen: “I er gæster her, og I har aldrig haft været in charge.“ Jeg betragter klimaforandringerne som en grundlæggende narrativ krise for den vestlige civilisation. En krise, som er uløseligt forbundet med spørgsmålene om verdenssyn og spiritualitet,” siger Naomi Klein til magasinet Tricycle.

 

Udretningen af Skjern Å fik katastrofale følger

54% af klodens befolkning bor i dag i byområder, og det er et tal, der ifølge FN vil være steget til 66% i 2050. Vi bor, lever og arbejder i byerne, som vi kun sjældent har brug for at forlade. Og derfor har vi ikke længere nogen særlig viden om eller tilknytning til naturen. Vi er holdt op med at føle os forbundne med den naturlige verden og betragter naturen som noget eksotisk, der ligger et sted ude på landet med pløjemarker og en sol, der går ned langt ude i horisonten. Noget, der lever sit eget liv og har meget lidt med bymenneskets tilværelse at gøre. Vi har mistet ethvert spirituelt forhold til naturen og har ingen fornemmelse for, at jorden også er en levende mekanisme, der ligesom vi mennesker har behov, der skal opfyldes for at kunne trives optimalt.

“Oprindelige folk taler om at lytte til andre biologiske indbyggere på deres territorie. De føler, hvad landet og jorden har brug for og opfører sig respektfuldt overfor den. Vi, i de industrialiserede og urbane samfund, har afkoblet os fra disse fysiske og biologiske begrænsninger. Vi har omskabt landet omkring os af hastigheds- og effektivitetshensyn. Vi har fladet bakker ud, udtørret huller, udfyldt kystlinier og rettet grøfter ud. Vi har påtvunget naturen vores vilje og tvunget den ind i den form, som vi ønsker,” forklarer den canadiske videnskabsmand og miljøaktivist David Suzuki i sit essay Human Borders and Nature.

Sådan har det også været i Danmark, hvor blandt andet Hedeselskabet igennem mange år arbejdede aktivt for at forandre de danske naturområder. Selskabet ønskede blandt andet, at Roskilde Fjord og Det Sydfynske Øhav skulle afvandes, at den jyske hede skulle opdyrkes, og at Gudenåen skulle rettes ud. Et Hedeselskabets mest katastrofale projekter var udretningen af Skjern Å i 1960’erne, som fik store følger for plantelivet i og omkring Skjern Å.

I en artikel i Weekendavisen i 2016 om Hedeselskabets ødelæggelse af den danske natur i anledning af foreningens 150 års jubilæum siger historiker og professor Steen Bo Frandsen:

“Man havde ikke en forestilling om, at naturen var noget, man skulle passe på. Den skulle udnyttes, og det så man ikke som et problem. Hele den nationale økonomi og nyindretningen af landet ville have jord, ikke hede. Man tørlagde Lammefjorden og mange andre steder, som virker ærgerlige i dag.”

 

Tsunamierne er mindfulness-klokker

Spørgsmålet er imidlertid, hvad der skal til for at løse den økologiske krise. Llewellyn Vaughhan-Lee skriver i bogen Spiritual ecology. A spiritual response to our present ecological crisis, at “et centralt, men sjældent adresseret aspekt ved denne (økologiske) krise er vores glemsomhed omkring det hellige i naturen, og hvordan det påvirker vores forhold til miljøet. Der er et presserende behov for at artikulere en spirituel respons på den økologiske krise. Det er vitalt og nødvendigt, hvis vi vil bringe den levende verden tilbage i balance.”

I bogen medvirker også den vietnamesiske munk og fredsaktivist Thich Nhat Hanh, som siger, at tsunamierne og ødelæggelsen af koralrevene ikke kun er fysiske symptomer og tegn på en global ubalance. Han kalder dem ligefrem for “bells of mindfulness”, der ringer for at gøre os lydhøre, få os til at vågne op og lytte.

“Jorden har har brug for vores opmærksomhed. Den har brug for os til at få healet dens krop, som er ødelagt af vores udnyttelse af den. Og den har brug for at healet dens sjæl, som er såret af vores vanhelligelse og vores glemsomhed over naturens hellighed. Kun, når vi husker, hvad der er helligt, kan vi bringe virkelig opmærksomhed til vores nuværende knibe,” siger Thich Nhat Hanh.

Flere og flere mener i dag, at vi for at finde nøglen til at løse de økologiske problemer er nødt til at genopdage den forståelse og visdom, som vi havde engang, og som de oprindelige befolkninger stadig besidder. En visdom, der bygger på en forestilling om, at alt levende i naturen er indbyrdes forbundet, at vi alle indånder den samme luft og drikker det samme vand, og at vores egen overlevelse netop afhænger af, at naturens økosystemer fungerer optimalt.

“Vi lever i en forestilling om, at vi er adskilt fra naturen. Opgaven er at nedbryde den forestilling, før katastroferne indtræffer,” siger Naomi Klein.