I efteråret 1997 mødte jeg Bob Dylan på et hotel i London. Han havde netop udgivet Time Out Of Mind og stillede på usædvanlig vis op til et interview. Jeg var så heldig at være den første danske journalist, der fik lejlighed til at tale med legenden i 30 år. Her er den artikel, jeg skrev til det magasin, som jeg var chefredaktør for på daværende tidspunkt
Af Morten Steiniche. Artiklen blev bragt i Zoo Magazine, november 1997
Det var først, da jeg stod i lufthavnen fire dage senere, at det gik op for mig, hvor befriende den norske journalists sidste spørgsmål var.
Men allerede da Bob trykkede os i hænderne og sagde tak og så meget lettet ud, hvorefter han skyndte sig mod døren, havde jeg den samme fornemmelse som børn har, når de har åbnet deres julegaver og bliver rastløse, fordi forventningerne til gaverne altid er større end det, der er indeni.
Jeg har mødt Bob Dylan, en af verdens største nulevende legender.
Manden, der er blevet kaldt den mest betydningsfulde amerikaner i det 20. århundrede. Uden ham var Beatles aldrig nået længere end til A Hard Day’s Night.
Han satte det hele i gang, først med sine akustiske protestsange, og siden med elektrificeret poesi på rockplader som Bringing It All Back Home og Highway 61 Revisited.
Han blev gjort til talsmand for en hel generation, og ingen musiker – hverken før eller siden – er der stillet så store krav og forventninger til.
Han var protestsangeren over dem alle, og det var ham, man afkrævede en mening og et svar på ethvert af alle livets store og små spørgsmål.
Han turnerede verden tyk og tynd, arbejdede som en hest og dopede sig med hårde stoffer, når karriereræset gik stærkest.
Siden blev han sær og indesluttet, giftede sig, kørte galt på en motorcykel, og da resten af verden havde taget ved lære af ham, og der ikke var grænser for, hvor tænksomme rockmusikerne nu kunne blive, udsendte han i syreåret 1967 den country-inspirerede plade John Wesley Harding, som ingen af Bobs millioner af fans forstod anledningen til.
Selv i den årrække derefter (som siden er blevet kaldt The Lost Years) voksede og voksede myten om Dylan. Da han kun sjældent stillede op til interviews (og ofte ikke havde ret meget at sige), forsøge man at tilnærme sig fænomenet ved at tekstanalysere hans sange.
I 70’erne kom han stærkt igen, udsendte blandt andet albummet Blood On The Tracks, der af mange regnes for et af hans bedste.
Mod slutningen af årtiet (efter en bitter skilsmisse i ’77) blev han hooked på Jesus og udgav tre dybt religiøse plader, som endnu engang skilte vandene mellem Dylan og hans ikke længere så trofaste følge.
Da han senere vendte tilbage til jødedommen, var det som om, der ikke var ret meget andet end en håndfuld gode sange tilbage i Dylan. Fire lp’er på det jævne blev det til, indtil Bono fra U2 foreslog Daniel Lanois som producer til ’89-albummet Oh Mercy, som blev hans bedste i mange år.
Herfra var der stort set stille omkring Dylan.
Nå, ja, året efter styrkdykkede han med den skrækkelige Under The Red Sky, og måske fordi han godt var klar over, at selv en Bob Dylan ikke kan tillade sig hvad som helst, nøjedes han de næste seks år af 90’erne med at turnere videre på The Never Ending Tour (omkring 100 koncerter om året), indspille et par undselige plader med coverversioner og lade andre fejre sit 30 års jubilæum for kun at dukke op for en kort bemærkning og fire sange som afslutning på Bob-festen.
Hans pladeselskab bad ham jævnligt om nyt materiale til et nyt album, og der verserede ofte rygter om, at han endelig var gået i sin studiegarage i Malibu, men lige lidt skete der. 90’erne er Dylans dødeste periode, og han gik selv så vidt som til at fortælle en journalist, at grunden til, at der ikke kom nye sange fra ham, var fordi ”der allerede er skrevet sange nok”.
Men i december sidste skete det så: Sony datosatte Dylans næste album, før han overhovedet var gået i studiet endnu. Men allerede i januar/februar i år var han i gang, og på blot to måneder indspillede han med Daniel Lanois som producer hele Time Out Of Mind plus adskillige outtakes.
En hel verden af Dylan-tilhængere smuttede deres Huckleberry Finn-kasketter på hovedet og tog sorte solbriller på. Jo, der var Dylan-stemning i luften.
Lige indtil legenden pådrog sig en livstruende virus, og det gik op for os alle sammen, at Bob Dylan også bare et menneske, der også engang skal dø.
Det var med dén i baghovedet, at jeg satte mig ind i hotelbaren, hvor de syv andre journalister sad. For bare to dage siden havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle møde His Bobness in persona. Jeg regnede ”kun” med at høre ham spille en koncert på Wembley Arena, men så var det, at en pige fra pladeselskabet ringede med den eksklusive overbygning på koncertturen.
Der var halvandet døgn til at forberede mig, men det halve gik med at sende faxer med oversættelser af artikler, som jeg har skrevet samt et udførligt curriculum vitae og en beskrivelse af arbejder, jeg har begået omkring Bob Dylan afsted til pladeselskabet, som faxede det hele videre til London, hvor Bobs management.
”Managementet vil ikke hvem som helst derover,” forklarede de fra pladeselskabet.
Var jeg vejet og fundet for let, ved jeg ikke, hvad jeg havde gjort: Taget turen på Desolation Row, eller også ville jeg bare have været ligeglad: When you got nothing, you got nothing to lose. Jeg ved det ikke, og jeg er også ligeglad, for nu har jeg mødt Bob Dylan, og han har talt til mig.
”Jeg er ved at få det bedre nu. Jeg har været nødt til at slappe et stykke tid, men for hver dag får jeg det bedre.”
Det er hans første sætning. Resten kommer om et øjeblik. Men lidt om ham:
Der er ingen, der gisper, da døren går op, og han træder ind i stuen i luksussuiten på Metropolitan Hotel, hvor jeg, en tysk, italiensk, fransk, hollandsk, spansk, norsk og en portugisisk journalist sidder og venter.
Han er let krumrygget, har en blåstribet silkeskjorte, en hvid T-shirt, sorte bukser med hvidt bælte og sorte sko på. Han er ubarberet.
Den hollandske journalist, som i baren underholdt med sin imponerende ligegyldige faktaviden om alt i Dylans liv, gættede på, han havde solbriller på. Det har han ikke. I stedet kigger han på os med milde øjne, da han siger ”hello” og rækker hver enkelt hånden.
Dylan er 56, og hans hårde liv taget i betragtning, er det underligste ved at se ham så tæt på, at han ikke ser ældre ud, end han er. Han ser heller ikke yngre ud. Bare anderledes, end man er vant til fra billeder og koncerter.
Tæt på kan man se furerne i ansigtet og de grå hår, der hist og pist er begyndt at dukke frem i hans uredte hår. Men først og fremmest ser han helt almindelig ud.
Sådan en mand du sikkert ikke lægger mærke til, hvis du møder ham på gaden.
Interviewet varer omkring tre kvarter. Det første kvarter sidder han foroverbøjet og trykker håndfladerne nervøst mod hinanden, men så begynder han at slappe en anelse af. I et enkelt øjeblik læner han sig tilbage i sofaen, men det meste af tiden hænger den rastløshed over ham, som har præget det meste af hans karriere og liv.
”Er det en byrde at være Bob Dylan?” spørger hollænderen.
”Nej, det er lettere for mig at være mig, end det ville for mig at være dig. Du ved… Jeg ville ikke ane, hvordan jeg skulle være nogen anden. Det ville være… Det ville være hårdt arbejde. Hårdere end at være mig,” svarer legenden.
Resten minder om en krig. Et sandt bombardement af spørgsmål kastes mod Dylan af syv mennesker, der konkurrerer om at få hans opmærksomhed og svar.
Det må have været en stor oplevelse at spille for Paven. Hvordan føltes det?
”Great show. Yeah.”
Det må have været mærkeligt at trykke Paven i hænderne, når man tænker på, at du for 20-25 år siden var leder af en ungdomskultur?
”Yeah… og måske en anden Pave.”
Hører du nogensinde dine gamle plader?
”Nej. Overhovedet ikke.”
Hvorfor ikke?
”Jeg har ikke rigtig lyst til at blive inspireret af mig selv, eller… blive negativ over noget, jeg engang har lavet. Men grundlæggende fordi jeg ikke vil inspirere mig selv.”
Hvilken musik er du inspireret af?
”Musik fra 20’erne, 30’erne og måske 50’erne. Meget begrænsede påvirkninger. Bare folkmusik og måske rockabilly, noget af musikken fra 50’erne. Ingen rock’n’roll. Jeg kan godt lide at høre radio. Personligt hører jeg gamle radioshows. Det er som om, de er ved at komme tilbage. Dem hørte jeg også, da jeg voksede op.”
Hvis du hørte en sang med Jon Bob Jovi i radioen, ville du så kunne genkende den?
”Øh… Egentlig ikke, nej.”
Heller ikke Bruce Springsteen?
”Well, han er jo som en bror for mig…”
Hvorfor vil du ikke spille dine sange, som du gjorde for 30 år siden?
”Well, sangene er… For mig er de levende. Jeg bliver ikke træt af at synge dem, fordi de indeholder en sandhed, eller fordi de er levende for mig. Måden, jeg har lyst til at spille dem på, ændrer sig fra aften til aften.”
Men det er pinefuldt for folk, når de hører Like A Rolling Stone og siger: Oh My God…
”Det er jeg godt klar over, men de sange fra mine gamle plader, de er mere som blueprints for mig. Livekoncerterne er dér, hvor jeg lægger mine tolkninger i sangene, og nogen gange lytter anmelderen med det øre, der er 20 år gammelt… eller ældre. Og at begribe min form for koncertshow ved at sætte tingene op mod hinanden er egentlig ikke den rigtige måde at gøre det på, fordi der ikke er noget at sammenligne med.”
Er du stadig opmærksom på, hvad der sker i verden, i samfundet…
”Nej, det vil jeg ikke sige, at jeg er.”
…fordi det var du jo i ’60’erne?
”Ja, måske, men øh… Jeg føler ikke, det drejede sig om andet end det, der havde med mit arbejde at gøre, mine optrædender som musiker og som sanger. Alt i mit liv drejer sig omkring den musik, som jeg elsker.”
Og i dag, føler du da, at musik er et godt medie til at udtrykke sig omkring forholdene i verden?
”Nej, jeg tror, vi læser aviser for at få de informationer, eller ser tv… Af natur er vi passive, vi går til fodboldkampe, hvor vi ser på, at andre spiller…”
Du tror måske ikke på, at musik kan ændre verden?
”Well, måske, men jeg kan ikke komme i tanke om noget musik, der har. Jeg ved godt, at man siger, at der har været, men det var ikke i 60’erne.”
Troede du nogensinde på, at du kunne ændre…
”Nej.”
…politik og…
”Nej, nej, nej. Hvis jeg havde lyst til det, var jeg gået på Harvard eller Yale og forsøgt at blive politiker eller noget andet.”
Men hvorfor så skrive en sang som Masters Of War?
”For mig er det ord. Det er ikke en politisk sang. Jeg ved ikke, hvad politik er. Jeg kender ikke til forskellene på at være højre- eller venstreorienteret. De ting kender jeg ikke til. Jeg kan være, hvad de kalder konservativ. Jeg kan være fuldstændig til højre omkring et eller andet, og så kan jeg være fuldstændig til venstre. Jeg bevæger mig frem og tilbage. Jeg kan se den samme ting fra to forskellige, fra tre forskellige sider.”
Du er kendt for at være ham, der bragte poesien ind i rock’n’roll. Er det noget du…
”Øh… Nej, jeg ved ikke. Jeg tænker ikke på det på den ene eller den anden måde. Hvis jeg ikke havde gjort det, var der sikkert en anden, som havde.”
Det er ikke en legende, der taler. Det er en, der er inde i Bob Dylan. En, som ingen kender. En, der punkterer vores forestillinger om legenden. En, der ikke være vil så legendarisk, som vi gør ham til. Men vi kalder ham jo kun en legende, fordi vi kan lide ham.
Er det en kompliment at blive kaldt en legende, er der en, der vil vide.
”Well, jeg synes ikke, det er en kompliment. Jeg synes, at alle de ord som øh… legende eller øh… ikon… For mig er det bare andre ord for ’tørret op’, ’en-der-har-været’. Dét betyder de for mig.”
Men det er da bedre at være ’en-der-har-været’ end ’en-der-aldrig-var’?
”Ha ha ha. Tja, det kan diskuteres.”
Du har engang sagt, at berømmelse kan være kvælende…
”Det er rigtigt. Det kan den være. Ikke nødvendigvis, men det kan den være. Engang imellem er berømmelsen noget, man helst vil glemme, fordi øh… Alle os, der er kendte, har det sådan, at vi engang imellem bare helst vil være i fred.”
John Bauldie, der lavede Dylan-bladet The Telegraph, døde sidste år. Skal sådan et blad efter din mening føres videre?
”Øh… Jeg ved ikke. Men… den energi, som de mennesker, der kender mig, eller tror de kender mig eller næsten ikke kender mig, lægger for dagen, er… Hvad kan jeg gøre, det er jo ligesom at læse om et andet menneske, som aldrig… har eksisteret.”
Jeg så to koncerter med dig i København sidste år. Det var fantastisk at opleve, at der var tre generationer blandt publikum…
”Jeg ved ikke. For mig er det bare ansigter. Det er mennesker, et helt folkefærd, så… Jeg ved ikke, de er alle… De ser alle sammen ens ud.”
Men er baggrunden for din nye plade også, at du nu vil give de unge nogle sange, som er deres, så det eneste Dylan, de hører, ikke bare er de sange, som deres forældre hører?
”For mig er det bare et arbejde. Jeg gør dette, ligesom I er journalister. Jeg gør det samme. Nat efter nat, dag efter dag, er I på vej mod nye historier. Det er det samme med mig. På vej mod det næste…”
Sidste år blev The Times They are A-Changin’ brugt i en tv-reklame for Canadian Bank. Er det et problem?
”Ikke for mig, ha ha ha. Det er ikke et problem for mig. Mine problemer er af en anden slags.”
Hvilken slags?
”Øh… De drejer sig om noget andet, øh… Men den slags har jeg ingen problemer med.”
Ser du stadig dine gamle venner fra 60’erne, folk som Crosby, Stills og Nash eller The Beatles eller The Rolling Stones?
”Yeah, yeah.”
Ser du dem ofte?
”Engang imellem. Alle dem, der stadig er rundt omkring.”
Ser du nogensinde tilbage på 60’erne, som jo var en vigtig periode?
”Nej, nej. Det kender jeg ingen, som gør. Jeg mener, performere, der startede med mig, The Rolling Stones, Crosby, Stills og Nash, vi har ikke brug for at tale om 60’erne eller 70’erne. Jeg tror, det er vigtigere for andre folk, der var omkring dengang… Taler unge mennesker i dag om, hvad der skete for 30 år siden? Det tvivler jeg på.”
Men det er stadig en udbredt opfattelse, at folk i 60’erne kunne ændre ting omkring dem…
”Yeah. Jeg tror, det var idéen om, at man kunne ændre noget, der var… der var vigtigere end egentlig at gøre det. Det var idéen om, at det kunne lade sig gøre, eller at man følte, det kunne lade sig gøre.”
Og så er det, at Dylan for første og eneste gang i interviewet træder ind i rollen som ideolog og kommer med et af de statements, hans sangkatalog er så spækket med:
”Ideas…. Ideas can’t be killed.”
Bagved Bob Dylan, ovre i det ene hjørne, sidder Larry Jenkins, som er Head Of Press på den amerikanske del af Columbia Records. Det var ham, der hentede Bob ind til os. Han stillede en flot båndoptager med en rigtig stor mikrofon på bordet ved siden af vores små diktafoner, før det hele startede.
”Vi vil gerne have en båndoptagelse af seancen til vores arkiv,” sagde han. Han ser cool ud.
Ved siden af ham sidder Sara. Hun var meget nervøs, da hun briefede os.
”Start blødt ud. Spørg ham ikke for hurtigt om fortiden. Lad ham føle sig sikker og rolig.”
Som om det var hende, der skulle interviewes.
Begge ser ud som om, de lytter meget opmærksomt efter. Larry, med den ene hånd under hagen, læner sig flere gange over mod Sara og hvisker et eller andet. Hvis Bob griner lidt, griner de med. Larry lidt anstrengt, og Sara på en befriende måde – ligesom os.
Kan man sige, at dit samarbejde med The Grateful Dead (de optrådte sammen i ’87, red.) ændrede dig som liveperformer?
”Yeah. Absolut. Yeah. Det var et vendepunkt for mig at spille med The Dead. Det lærte mig at se ind i mine sange. Faktisk kunne jeg ikke engang synge på det tidspunkt. Jeg havde virkelig svært ved at forstå, hvad sangene betød, fordi der var så mange lag, så meget vand, der havde flydt rundt. Jeg kunne ikke forstå, hvad de betød, men det kunne The Dead. For dem betød sangene en hel masse, og det gjorde mig ekstremt nysgerrig. Hvorfor kunne jeg, når de ikke kunne? Sjælen i de sange var kommet længere og længere væk fra mig. Måske fordi jeg havde spillet dem med en masse forskellige bands, som måske ikke forstod dem så godt, og det påvirkede mig. Jeg ved, det påvirkede mig.”
Har det også noget at gøre med, at du har svært ved at forbinde dig med den unge Dylan? At du har glemt, hvem du var, da du var yngre?
”Det glemte jeg længe før det.”
Kan du lide at turnere?
”Det kan jeg. Det er en meget… en meget naturlig ting for mig. Jeg turnerer normalt ikke med en speciel plade, ved du… Mine plader er ikke souvenirs til en bestemt turné.”
Hvor never ending er never ending?
”Jeg ved ikke, hvorfor folk bliver ved med at tale om never ending, fordi jeg betragter egentlig ikke mig selv som om, jeg er på turné. Vi tager bare ud og spiller et bestemt antal shows hvert år, så det er egentlig ikke en turné. Og jeg kan stoppe når som helst. En del af mig har slet ikke lyst til det, en del af mig vil bare gerne stoppe op.”
Af alle de store fra 60’erne er du den, der turnerer mest. Hvor får du din energi fra?
”Det er sangene. Jeg tror ikke, der er andre end mig, der spiller den slags sange.”
Føler du dig nogensinde som en vagabond?
”Ha ha ha. Ikke ligefrem sådan. Du kan godt se det på den måde, men det er slet ikke sådan, det er. Det er mere som et job. Det er et håndværk. Det er en levevej.”
Men som alle andre med et arbejde, er der noget ved det, som Dylan ikke bryder sig om. Det overraskende er bare, at det er det, han er allermest kendt for.
”Jeg har et problem med at lave plader. Jeg har altid haft problemer med at lave plader,” siger han.
…
Keder du dig, når du er i studiet?
”Oh, yeah.”
Keder du dig i al almindelighed?
”Nej.”
Larry Jenkins rejser sig hurtigt og går over til os.
”Vi holder en kort pause,” siger han.
Dylan smiler til os og siger: ”Han er skeptisk, den fyr.”
Da Larry og Bob er forsvundet ind i værelset ved siden af, står Sara og ser bekymret på os.
”Kunne vi ikke snart komme tilbage til albummet?”
Time Out Of Mind. Hans første album med egne sange i syv år. Good As I Been To You fra ’92 og World Gone Wrong fra året efter huede endnu engang ikke hans publikum. De indeholder coverversioner af andres sange fra ende til anden.
Pausen varer fem minutter. Bob er mere afslappet end første gang, han kom ind til os.
”Folk identificerer mig med de sange, som jeg skriver. De kan ikke identificere mig med det, som jeg kan gøre med sange, der er skrevet af andre. Jeg føler, det er et område, hvor jeg aldrig har haft mulighed for at udvikle mig. Fordi jeg ikke indspiller så meget, forventer folk, at jeg indspiller sange, som jeg selv har skrevet. Det er mit dilemma.”
Udgav du de to album for at skubbe dig selv i gang med at skrive sange igen?
”Yeah, yeah. Det er på en måde rigtigt.”
Er du lang tid om at skrive dine sange?
”På det seneste, nej nej. Jeg skabte den sidste plade, fra idéen om den til det færdige produkt, jeg ved ikke… stumper og stykker her og der, på omkring to år.”
Anmeldelserne af Time Out Of Mind har været virkelig gode. Hvad betyder det for dig?
”Jeg har læst nogle få af dem, men… jeg lader mig egentlig ikke påvirke af anmeldelserne. Jeg kan godt lide at se dem, men jeg har alligevel udgivet så mange plader…”
Highlands virker temmelig improviseret. Hvor godt forberedt er du, når du går i studiet?
”Jeg vil ikke sige, den er improviseret, men den er et resultat af en masse forskellige tanker, som blev sat sammen på forskellige måder. Den er ikke nødvendigvis sådan, som den så ud på papiret, da den blev skrevet. Disse tanker blev sat sammen over en periode på to måneder.”
Vidste du på forhånd, hvordan sounden skulle være?
”Yeah. Med den sang blev det stort set, som jeg havde forestillet mig.”
Pladen er temmelig melankolsk…
”Der er masser af fortvivlelse i pladen, og… i mig.”
Den har en dyster klang…
”Det synes jeg ikke. Jeg synes slet ikke, den har en dyster klang.”
Ikke?
”Nej, jeg mener, se i avisen hvad der foregår i Bosnien. Det er dystert. Sydamerika eller Mellemøsten.”
Har du en favorit på pladen?
”Nej. Jeg prøver at holde mig fra den slags.”
Der er et sted på pladen, du synger: ”I wish someone would come and put back the clock for me”…”
”Men… er det ikke sådan, vi alle føler” Jeg mener, er det noget, der kun er særligt for mig, eller har alle det sådan? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg har det sådan. Jeg ville gerne stoppe op. Jeg ville gerne kunne gøre mit liv om, hvis jeg kunne.”
Men er det ikke, hvad du hele gør med din karriere, starter forfra igen og igen?
”Åh, det ved jeg ikke. For at starte forfra igen, må du være et andet menneske. Lære et andet erhverv eller gifte dig med en anden pige, bo et andet sted.”
Men i hele din karriere har du genopfundet dig selv, er blevet en ny Bob Dylan, som folk har haft det svært med…
”Well, sådan er den menneskelige natur.”
Hvad er meningen med det?
”Alting i livet sker bare…”
Virkelig?
”Yeah.”
Og ikke nødvendigvis fordi der er en mening med det?
”Der kan være et guddommeligt formål… Jeg er faktisk sikker på, at der et guddommeligt formål med alting.”
Når du skriver ”My sense of humanity is going down the drain” udtrykker det så dine følelser overfor verden og menneskeheden i dag?
”Well, det er ligesom at stille Elvis Presley spørgsmålet: ”Er det sådan, du har det med noget eller nogen?” fordi han synger ”you an’t nothing but a hound dog”. Jeg forandrer mig fra det ene øjeblik til det andet. Jeg mener, det handler om at fange en følelse på et bestemt tidspunkt, og den ændrer sig måske efter en time eller en dag. Så hvad der bliver sagt om denne samling sange, det er alt sammen rigtig. Alt sammen.”
Synes du, der er irriterende, at folk læser så mange meninger, som måske ikke er der, ind i dine tekster?
”Nej.”
Den norske journalist stiller ikke ret mange spørgsmål. Han sidder ellers lige ved siden af Bob. Han er den eneste, der kan række ud og røre ved legenden.
Dylan vender sig på et tidspunkt mod ham og spørger, om han ikke også har noget at spørge om. Det har han. Til allersidst i seancen.
Du er golfspiller?
”Golfspiller?”
Ja.
”Jeg har svunget et jern et par gange. Jeg ved ikke, om det gør mig til en golfspiller…”
Dit handicap er 17?
”Pretty close, yeah…”
Dagen efter er der koncert i Wembley Arena. De andre danske journalister er dukket op. Ingen spørger, hvordan interviewet gik. De er sikkert ligeglade med, hvad vi snakkede om, men jeg er sikker på, de gerne vil vide, hvordan det var at møde Bob Dylan, og jeg tror, at enhver af dem gerne ville have siddet på min stol, den tid det varede.
Efter koncerten trækker Sara mig til side.
”Han var meget nervøs, Bob. Bagefter blev han ved med at spørge mig, hvordan jeg syntes, interviewet var gået. Jeg sagde til ham, han havde klaret det flot.”