Munke i Bodh Gaya, Indien. Photo by Morten Steiniche.

De spirituelle skal hjælpe til med at løse verdens problemer. Uden aktivisme er spiritualitet nemlig ikke andet end underholdning, virkelighedsflugt og rendyrket egoisme.

Morten Steiniche. Publiceret december 2015

Det var, da jeg kom gående ned ad et bjerg i Himalaya, at en inder råbte af mig. Han kom kørende på en motorcykel, og jeg gik midt på grusvejen i min egen, fuldendte verden. Jeg havde siddet og mediteret i en hule i nogle uger, og selvom jeg næppe nogensinde har følt mig så klar og renset i sindet, så blæste den mentale robusthed alligevel væk som et snefug i den tynde bjergluft, da den ubehøvlede motorcyklist bremsede op og overfaldt mig verbalt. Jeg skulle have gjort som Dalai Lama og have mødt ham med overbærenhed og et forstående smil, men i stedet blev jeg vred, råbte af ham og stak ham endda fingeren, da han kørte igen.

Jeg har prøvet noget lignende flere gange de sidste fire-fem år. Når jeg har isoleret mig i noget tid for at meditere og være spirituel, så har mødet med virkeligheden bagefter været som at få en hammer i hovedet. Det er sin sag at gå i intens spirituel selvfordybelse, der ofte kræver meget stor selvdisciplin, men det er bestemt heller ikke nemt at omsætte øvelserne til praksis bagefter.

Det var først, da jeg blev frivillig i Mother Teresas NGO i Indien, at det lykkedes mig slå hul på skallen og omsætte det narcissistiske navlepilleri til nytteværdi for andre end mig selv.

Min pilgrimsrejse rundt i verden til nogle af klodens mest spiritulle hubs varede i halvandet år, men det var først i slutningen af rejsen, da jeg nåede til Kolkata i Indien og blev frivillig i Mother Teresas NGO, at det lykkedes mig slå hul på skallen og omsætte det narcissistiske navlepilleri til nytteværdi for andre end mig selv. Og da jeg endelig fik trukket fingeren ud for at hjælpe mennesker, der virkelig var i nød, opdagede jeg ved samme lejlighed, at den handling havde den meget positive bivirikning, at jeg fik så meget overskud i hverdagen, at jeg endda blev i stand til at afværge irritationen over de ekstremt hidsige trafikanter i Kolkatas gadekaos.

En spirituel virkelighedsflugt

Spirituel selvudvikling er ofte en frygtelig ensom affære. Jeg har mange gange siddet og mediteret med andre mennesker og alligevel følt mig mutters alene, for de udfordringer – lad os bare kalde dem problemer – der overhovedet fik mig ind på det spirituelle spor i første omgang, det var jo mine egne sager og kun noget, der i sidste ende kan løses af mig selv. Jeg gik ikke i gang med at dyrke yoga eller meditere, fordi jeg ikke havde andet at lave. Jeg gjorde det af nødvendighed. For at slippe af med de byrder, der gjorde mit liv knapt så fornøjeligt.

Min sadhana – som den spirituelle praksis kaldes – er for det meste foregået i ensom majestæt. I nogle måneder mens jeg rejste rundt stod jeg op klokken fire om morgenen og gik igang med at meditere, lave vejrtrækningsøvelser, dyrke yoga, tænde bål og fremsige diverse mantraer. Sådan fortsatte det hele dagen, og når jeg endelig holdt pauser, gik jeg lange ture for mig selv, imens jeg forsøgte at forbinde mig til den levende natur ved at omfavne træerne, trække bjergluften dybt ned i lungerne og mærke jorden under mine bare fødder. Selv måltiderne var omfattet af de spirituelle øvelser, og når jeg gik i seng ved solnedgang, skulle jeg igennem endnu en stribe ritualer, før jeg omsider kunne lægge mig til at sove. I mange måneder talte jeg nødig med andre mennesker.

Jeg lukkede mig inde, fordi livet var blevet en ubærlig størrelse, som jeg havde lyst til at flygte fra.

Jeg er ikke sikker på, at jeg var lykkedes med at slippe af med mine dårlige vaner, hvis jeg ikke havde taget min spirituelle praksis til ekstremerne. Alligevel kan jeg se, at der udover ønsket om at få et bedre liv, også var en anden intention bag isolationen fra omverdenen: Jeg lukkede mig inde, fordi livet var blevet en ubærlig størrelse, som jeg havde lyst til at flygte fra.

Derfor rejste jeg i overført betydning til en øde ø for at slippe for al den lidelse, som mit liv i samvær med andre mennesker havde påført mig. Og jeg gjorde det konsekvent ved at isolere mig for alle verdens problemer. I næsten tre år læste jeg overhovedet ikke aviser eller så tv. Jeg undgik omhyggeligt ethvert møde med den brutale virkelighed og sørgede for at destillere inputtet fra internettet og især Facebook, så jeg kun blev mødt af en selvskabt og positiv virkelighed. Nogle læsere vil kende rådet fra The Secret, hvor den spirituelle supermarkeds-dronning Rhonda Byrne netop anbefaler folk at lukke virkeligheden ude.

Spirituel passivitet

Det var nogle år før rejsen, at jeg begyndte at interessere mig for spiritualiteten og så den som en vej ud af den krise, jeg befandt mig i. Men pudsigt nok blev min spirituelle løbebane hurtigt fyldt med paradokser. En weekend, da min søn var hos mig, lå jeg på sofaen og læste Eckhart Tolles bog om Nuets Kraft, der handler om at være nærværende i livet,i mens min søn stod og trippede med fodbolden ved siden af.

“Nej, jeg har ikke tid til at spille fodfold med dig. Jeg har travlt med at læse om at være nærværende med verden,” kunne jeg lige så godt have sagt til ham.

Jeg har også siddet i utallige selvudviklingsgrupper, hvor det altsammen har drejet sig om os selv selv. Kun ganske sjældent har jeg oplevet, at der er adresseret et budskab, der handler om at engagere os i den verden, der er omkring os. Og endnu mere sjældent har jeg oplevet, at der blandt spirituelle mennesker har været en ægte og uselvisk interesse for at skabe medmenneskelig nytteværdi i den verden, som spirituelle mennesker ellers drømmer så intenst om at blive en harmonisk del af.

Nævn ordet spiritualitet for en aktivist, og hun kigger febrilsk rundt efter en regnskov, hun kan redde. Og spørg en spirituel om han vil med ud på barrikaderne, og han får et fjernt udtryk i blikket, imens han forsvinder ind i sneglehuset igen.

Det er som om, at der er en afgrund imellem spiritualitet og aktivisme. Som om spiritualiteten ligefrem fordrer passivitet og tilbagetrækning fra livet.

Jeg kender mange mennesker, der brænder for at forandre verden. Men besynderligt nok er de mest aktivistiske mennesker ofte også dem, der er de mindst spirituelle. Det opdagede jeg blandt andet sidste år, da jeg som initiativtager til et arrangement om spirituel aktivisme, forgæves forsøgte at få aktivister fra blandt andet Amnesty International og Greenpeace med som deltagere i en paneldebat. Nævn ordet spiritualitet for en aktivist, og hun kigger febrilsk rundt efter en regnskov, hun kan redde.

Og spørg en spirituel om han vil med ud på barrikaderne, og han får et fjernt udtryk i blikket, imens han forsvinder ind i sneglehuset igen.

Medfølende egoisme

De store spirituelle mestre var sande aktivister. Havde Buddha eller Jesus levet i dag, var de sikkert aktive i kampen mod de menneskeskabte klimaforandringer. The Art of Living, en af verdens største humanitære organisationer, har i øvrigt et stærkt spirituelt fodfæste med guruen Ravi Shankar i spidsen, men det er mere undtagelsen end reglen i dag, hvor spirituel adfærd ofte er reduceret til en rendyrket, ego-styret aktivitet.

Det handler om at få vores egne behov tilfredsstillet. Det kan godt være, at nogle af os drømmer om at være en lille Gandhi i hverdagen, men med mindre vi aktivt forsøger at gøre en positiv forskel i vores omverden, så er det svært at årsagsbestemme motivationen som andet end egoisme.

Tilfredsstillelsen ved få anerkendelse for vores altruistiske blær er et af de største spirituelle fix, vi overhovedet kan komme i nærheden af.

Dalai Lama siger, at meningen med livet er personificere medfølelse, og undersøgelser har da også slået fast, at det at udvise barmhjertighed med andre mennesker har en beviseligt positiv effekt på både krop og sind. Det er netop den positive effekt på udøveren, der oftest trækkes frem, når selvudviklingsguruer forklarer, hvorfor vi skal øve os i at forstå, hvordan andre mennesker har det. Det er igen det personlige udbytte af handlingen, der lokkes med. Du skal ikke stille dig i de andres sko og forstå, hvordan de har det for deres skyld. Du skal ikke gøre ædle gerninger, fordi det gavner andre. Du skal gøre det, fordi det gavner dig selv.

For intet får os til at føle os større, end når vi hjælper andre, og tilfredsstillelsen ved få anerkendelse for vores altruistiske blær bliver et af de største spirituelle fix, vi overhovedet kan komme i nærheden af. Men der er lige så lidt varig lykke over den næstekærlighed, vi bringer til fadet for selv at kunne spise af det, som den lykke vi køber os til i Elgiganten.

Vær aktivist i hverdagen

Ægte medfølelse kommer af en forståelse af, at alt levende er knyttet tæt sammen. Det er en urgammel spirituel lære, men det er pudsigt nok hos aktivisterne, at den lære spiller den største rolle.

Hvis vi, de spirituelt indstillede mennesker, virkelig tror på, at der er en sammenhæng imellem alt levende på jorden, så vil vi også være optændt af den samme ild og handlingskraft, som aktivisterne er tændt af, når de kæmper imod klimaforandringer, racisme og ulighed. Vi vil ikke tøve med at bruge de spirituelle miljøer som afsæt til at gøre en positiv forskel i verden, og vi vil tage action på alle små og store udfordringer, fordi vi ved, at enhver handling betyder noget i den større sammenhæng.

Uden aktivismen er spiritualitet ikke andet end engle, underholdning og tidsfordriv. 

Målet må være at være både spirituel og aktivist, for uden aktivismen er spiritualitet ikke andet end engle, underholdning og tidsfordriv.”

Der er ikke meget skabt og kun noget hjulpet på det rent egoistiske plan, når vi sætter os til at meditere i smukke haver fyldt med Buddhafigurer eller i huler i Himalaya, som jeg selv gjorde det. Det kan være nødvendigt at leve som en eremit for en tid for at mobilisere kræfterne, så vi kan hjælpe andre andre, men den livsstil bør aldrig være et mål i sig selv.

Målet må være at være både spirituel og aktivist, for uden aktivismen er spiritualitet ikke andet end engle, underholdning og tidsfordriv. Det betyder ikke, at vi allesammen behøver at gå på barikaderne til det næste klimatopmøde eller køre flygtninge til Sverige. Mindre kan også gøre det. Først og fremmest handler det om at slå hul på skallen og komme ud i virkeligheden. Blive engageret i verden og vide, hvad der foregår. Være aktivist i hverdagen og hjælpe, hvor der er brug for det.

Velcrow Ripper.

De skarpe fronter mellem aktivisterne og det spirituelle miljø er omsider ved at blive blødt op. Og det er kun godt, for hvis vi ikke kigger indad, har vi kun begrænsede muligheder for at skabe meget andet end overfladiske ændringer i verden. Der er brug for den transfomerende syntese i mødet mellem spiritualiteten og aktivismen.

Af Morten Steiniche. Publiceret november 2014

Det siger den prisbelønnede filminstruktør Velcrow Ripper, som selv bruger spiritualiteten som drivkraft i sit virke som aktivist. Det er for eksempel igennem den, at det lykkes ham at nære håbet om en positiv fremtid, hvor mennesket har fået bugt med klimaforandringerne. Og netop den transformerende syntese, der opstår i mødet mellem spiritualiteten og aktivismen, er da også omdrejningspunktet i Rippers trilogi Fierce Love med de tre dokumentarfilm Scared Sacred, Fierce Light og Occupy Love.

Læs mere om trilogien her.

Vi står med klimaforandringerne overfor den største krise i menneskehedens historie, og alligevel er du i stand til at finde håbet frem. Du må være en meget positiv person…

”Efter Scared Sacred skrev en avis om mig, at jeg kunne finde lyspunkter i en atomar paddehattesky. Det er rigtigt, at jeg virkelig har et uopslideligt håb,” skyper filmstruktøren fra Manhattan i New York.

”Det er dog vigtigt at skelne håb fra optimisme. Cornell West (der bl.a. er kendt for citatet ”I cannot be an optimist but I am a prisoner of hope”, red.) siger, at optimisme bygger på en forestilling om, at der er beviser for, at tingene kan blive bedre. Men hvis vi kaster et blik på planetens tilstand lige nu, så ser det ikke for godt ud. De store selskabers etik handler udelukkende om at tjene penge, og klimakrisen er ved at løbe af sporet. Så vi kan ikke basere håb på fakta. Håb kommer fra noget andet. Håb bygger på en vision om, at vi kan forandre verden på trods af alt. At vi kan skabe helt nye muligheder. Og hvem ved, vi er før blevet overraskede. Ingen troede, at Berlinmuren ville vælte, og at verden ville ændre sig så hurtigt. For mig er håb et valg. Det samme var det for nogle af de mennesker, som jeg mødte på de ground zero’s, jeg rejste til. Nogle af dem valgte også håbet. For når du opgiver håbet, så giver du op.”

“Jeg vælger at håbe på, at der kommer et paradigmeskifte og en ændring af vores bevidsthed. Der skal en stor omstilling til at redde verden, som den ser ud i dag, men når den kommer, så vil den give os utrolige muligheder for at forbedre vores liv. Det er det smukke ved det.”

Forandringerne bliver overfladiske, hvis vi ikke lærer at kigge indad

I Scared Sacred viser du, hvordan lidelse kan transformeres til medfølelse og medfølelse til handling og på den måde give håb for fremtiden…

“Ja, da jeg arbejdede på Scared Sacred opdagede jeg to grundprincipper, der hjælper mennesker igennem større kriser.”

”Når vi mennesker bliver udsat for lidelse, styrter vi sammen. Vi bliver bitre, vrede eller kyniske, eller også når vi til en højere bevidsthed. Folk, der skaber en forbindelse med sjælen, er dem, der udfører handlinger, der gør livet bedre for andre mennesker. Det kan være meget små handlinger. Det betyder ingenting, det gælder blot om at udvise handling.”

“Dernæst gælder det om at føle, at der er en mening med det hele. Meningen kan komme mange forskellige steder fra, men når du mister din fornemmelse af mening med livet, så er det, at du mister håbet. For nogle ligger meningen i det menneskelige hjerte. For nogle ligger det i troen. For andre igen ligger det i det at have et formål med livet, som man for eksempel kan få ved at hjælpe andre mennesker. Det er en handling, der i sig selv giver mening, fordi den giver dem noget at leve for.”

”Med Scared Sacred opdagede jeg, at mening plus handling er nøglen. Denne forståelse blev virkelig en kilde til håb for mig.”

I hvor høj grad omhandler det paradigmeskifte, som menneskeheden står overfor, at vi ændrer os selv indefra?

”Det tror jeg er et meget vigtigt element. Der skal være en balance. Det kommer selvfølgelig an på, hvem du er. Nogle mennesker er i fuld gang med at se indad men er ikke særlig engagerede i samfundet. Andre er engageret i samfundet, men har ingen sans for det spirituelle. For nogle mennesker ligger svaret i at kigge indad, og for andre ligger det i at engagere sig. Men hvis du slet ikke arbejder med dig selv og slet ikke kigger indad, så tror jeg, at dine muligheder for at skabe andet end overfladiske ændringer i verden er begrænsede.”

Skarp adskillelse mellem aktivisme og spiritualitet

Du har lavet film om aktivisme i snart 25 år og kender aktivist-bevægelserne ganske godt. Det virker som om, at der stadig er en skarp adskillelse imellem det spirituelle og det aktivistiske miljø. Er det også sådan, du ser på det?

”Da jeg var aktivist i miljøbevægelsen i 80’erne, var jeg nødt til at holde min spiritualitet i skabet. Jeg var interesseret i spiritualitet, og jeg var interesseret i aktivisme, men de to områder var nærmest skizofrent adskilte. De spirituelle mennesker blev skræmte over aktivisterne, som de mente var vrede, og aktivisterne foragtede den spirituelle verden, fordi de syntes, den var ude af trit med den virkelige verden.”

”Fierce Love-trilogien er netop så vigtig for mig, fordi den har været som at komme ud af skabet for mig som en spirituel person i en aktivistisk verden.”

I forbindelse med debatten efter visningen af Occupy Love i Filmhuset har jeg forsøgt at få fat i nogle danske aktivister, der kunne relatere til den spirituelle del, men det viste sig at være lidt af en udfordring.

”Der er selvfølgelig aktivistiske ledere, der også er spirituelle. Der er for eksempel Bill McKibben (den amerikanske miljøaktivist, der har stiftet 350.org, red.) og Vandana Shiva (indisk aktivist og forfatter, red.), men det er stadig sådan, at der er mange ’straight’ aktivister.”

“Måske er det et særligt kulturelt forhold ved den danske kultur, at man ser med de samme øjne på spiritualitet og religion, men for mig har spiritualitet intet at gøre med den religion, som den praktiseres i verden i dag. Spiritualitet handler om noget grundlæggende. Det handler om kærlighed.”

Er der noget, aktivisterne kan lære af det spirituelle miljø?

”Der er en betydningskrise i vores samfund. Folk søger efter mening, og det bør de traditionelle aktivistgrupper måske erkende. Grunden til, at fundamentalismen trives i dag i så mange forskellige varianter er fordi, den tilbyder meningsfyldte fællesskaber. Hvis aktivisterne vil engagere folk, så bliver de også nødt til at tilbyde meningsfyldte fælleskaber. Det kan være noget så simpelt som værdier og medfølelse i den måde, vi omgås hinanden på.”

Occupy-bevægelsen bevæger sig hele tiden i nye retninger

Hvor stort er potentialet for den spirituelle aktivisme, tror du for eksempel, at vi kan bruge den til at bekæmpe terrororganisationer som Islamisk Stat?

“Desværre tror jeg kun, at man ændre sådan noget som IS indefra. Når folk bliver så forfærdede over det, der foregår med ekstrem vold, at de unge mænd ikke længere vil lade sig undrullere i IS. Men sådan er det ikke i øjeblikket. Lige nu er Vesten med til at polarisere tilstanden ved at kaste benzin på bålet, hvor vi i stedet har brug for brandmænd. Det er denne kontante brug af magt mod magt. Det er en spiral, der altid ender i mere vold.”

I dine film afdækker du, hvordan lidelse kan føre til forandringer. Men hvor meget lidelse tror du vi mennesker skal gå igennem, før det for alvor går op for os, hvor vigtigt det er at sætte ind overfor klimaforandringerne?

”Det er godt spørgsmål. Robert Jay Lifton har netop skrevet i en artikel i New York Times, at der er ved at ske et skifte i offentlighedens bevidsthed om klimaforandringerne. Klimabevægelsen er ved at ændre sig til være en klima-retfærdigheds-bevægelse. Ofte er det jo sådan, at klimaforandringerne rammer de økonomisk dårligst stillede hårdere end andre. De mest udsatte bliver ramt hårdest.”

“For mange mennesker er klimaforandringerne ikke længere noget abstrakt. Her i New York oplevede vi i 2012 orkanen Sandy, der satte dele af Manhattan under vand. Der er væsentligt færre skeptikere af klimaforandringerne end for bare tre år siden, og de bliver færre og færre på alle sider af det politiske spekter. Og for et par uger siden oplevede vi så den største klimamarch i historien (People’s Climate March, red.). Så der er ved at ske en vigtig holdningsændring.”

Det virker som Occupy ligger stille i øjeblikket. Sker der ingenting?

”Occupy udvikler sig hele tiden i forskellige projekter og retninger. Jeg ser Occupy som en energi, der bevæger sig rundt om på kloden som et projektørlys. Lige nu sker der en hel masse i Hong Kong, hvor bevægelsen er inspireret af Occupy. Hvad der sker derefter, det ved jeg ikke.”

”I USA sker der en del indenfor bekæmp gæld-bevægelsen (Strike Debt!, red.), hvor gæld for millioner af dollars bliver købt op og tilgivet. Der bliver især fokuseret på gæld opnået i forbindelse med det amerikanske sundhedsvæsen, der forgælder mange mennesker, som bliver syge og har brug for behandling. Det er en bevægelse, der ikke foregår på offentlige pladser og derfor ikke er særlig synlig. Der bliver i øjeblikket arbejdet mange steder på at skabe alternative systemer snarere end at protestere imod systemet. Tænk på det som en plante, der skyder rødder i alle mulige retninger og engang imellem blomstrer. Sådan er Occupy-bevægelsen.”