Med Trumps grønne lys til færdiggørelsen af den kontroversielle olierørledning i Standing Rock-reservatet starter protesterne nu forfra. Og så alligevel ikke. Kom med på et tilbageblik på skabelsen af en bevægelse, der måske har potentiale til at udvikle sig til en verdensomspændende, spirituelt funderet miljø- og menneskerettighedsbevægelse.

Af Morten Steiniche. Publiceret februar 2017

Billedet blev delt lynhurtigt og i så stort et antal på de sociale medier, at det på rekordtid blev et af de ikoniske fotografier, der nailer tidsånden. Den ubevæbnede og fredeligt udseende mand siddende stille på en hest og foran ham en lang række af bevæbnede politifolk i truende positurer og masser af militærkøretøjer parat til udøve vold. Et stærkt symbol på de økonomiske og politiske magthaveres undertrykkelse af minoriteter i industrialiseringens tidsalder og ikke mindst den fossile æra, hvor medmenneskelige hensyn og hensyn til naturen ingen rolle spiller i forhold til at skabe økonomisk vækst og pleje kapitalinteresser for enhver pris.

Billedet er fra Standing Rock-reservatet, og manden på hesten er en af de tusindvis af indfødte amerikanere, der kæmper imod placeringen af olierørledningen Dakota Access Pipeline, der blandt andet skal krydse Missouri-floden. Billedet, der er taget af fotografen Redhawk (Ryan Vizzions) og bærer titlen Defend the Sacred, fik et helt opslag i nyhedsmagasinet Newsweek og minder på mange måder om fotografiet af den modige aktivist, der standsede en kortege af tanks under studenterdemonstrationerne på Tien An Menh-pladsen – Den Himmelske Freds Plads – i Bejing i 1989.

Blot med den forskel, at hvor det lykkedes for de kinesiske magthavere at kvæle oprøret i en massakre, så vil det næppe lykkes at sætte en kæp i hjulet på den spirituelt funderede miljø- og menneskerettighedsbevægelse, som Standing Rock måske er ved at udvikle sig til.

 

Konturerne af en katastrofe

Men lad os starte i landskabet og den storslåede natur i den nordligste del af USA.

Det 9.251,2 kvadratkilometer store reservat Standing Rock Indian Reservation breder sig udover de to delstater North Dakota og South Dakota i USA. Mod øst grænser reservatet op til Missouri-floden, der udspringer fra Rocky Mountains mod nord og løber 3.767 kilometer mod syd og dermed er den længste flod i Nordamerika. Mod syd ligger reservatet Cheyenne River Reservation.

Langt størstedelen af de kæmpemæssige områder ligger uberørte hen med sletter, bjerge, kløfter, huler og grotter i bemærkelsesværdige geologiske formationer formet for millioner af år siden. Hjertet i naturen i denne del af verden er de livgivende floder og vandfald, der gør det muligt for det enestående dyreliv at eksistere i området. Her lever blandt mange arter bisonokser, pumaer, prærieulve, bævere, antiloper og kongeørne. Og endelig er området hjemsted for historiske mindesmærker for de oprindelige amerikanske folkeslag. Ifølge myten stammer Sioux Nation-folket fra den smukke bjergkæde Black Hills, som også er hjemsted for mindesmærket for Crazy Horse, den store Sioux Nation-leder.

I siouxernes skabelsesberetning var vandet noget af det første, der blev skabt, og den dag i dag er vandet det helligste der findes for de omkring 8.200 indbyggere, der lever i området. I en af sioux-stammens bønner fremsiges ordene ‘mni wiconi’, der netop betyder ‘vand er liv’ på lakotha.

For de indfødte amerikanere ligner det derfor konturerne af en katastrofe, da selskabet Energy Transfer Partner’s i begyndelsen af 2016 får tilladelse til at anlægge en olierørledning, der skal løbe fra oliefelterne i Bakken i North Dakota og 1.886 kilometer mod syd til Illinois og undervejs føres under Missouri-floden, som de mange indfødte amerikanere dagligt drikker vand fra. Et anlægsprojekt til en pris på 4 milliarder dollars. Olieledningen med en diameter på 76,2 centimeter skal planmæssigt transportere 470.000 tønder råolie.

Sioux-stammen frygter, at rørledningen vil true vandforsyningen i området, men også at en lækage kan forstyrre den økologiske balance i naturen og dermed udgøre en eksistentiel fare for alt liv i området. De mener desuden, at projektet forstyrrer stammetraditionerne og gør vold på de landområder, som er hellige for dem.

Og at de har noget at have skepsisen i, viser det faktum, at Energy Transfer Partner’s er indblandet i flere verserende retssager om olieforurening af grundvand i fire amerikanske stater. Tilliden til at selskabet evner at passe på naturen er simpelthen i bund.

“Hvorfor vil du tiltro dit vand til dette selskab,” spørger David Archambaul, leder af Standing Rock Indian Reservation, ifølge Forbes.

 

Bevæbnet med bøn

Sioux-stammens ledere begynder allerede at protestere mod projektet, da planerne om olierørledningen bliver offentliggjort et par år tidligere, men det er først i april 2016, at de direkte aktioner mod projektet tager fart, da Ladonna Brave Bull Allard, aktivist og medlem af Cheyenne River Sioux-stammen, slår et telt op og dermed etablerer den første lejr i protest mod Dakota Access Pipeline. Protesterne fortsætter med en 42 kilometer lang ridetur i bøn fra Sitting Bulls gravplads i Fort Yates.

Sioux-stammens advokater forsøger i juli at få bremset projekteringen med rettens hjælp ved blandt andet at fremføre, at tilladelsen til Energy Transfer Partner’s blev givet på et grundlag, der dels ikke tog tilstrækkeligt hensyn til den potentielle miljøkatastrofe, hvis der gik læk på ledningen, og dels ikke tog hensyn til, at området af indianerne betragtes som helligt land. Men det er i reservatet, at kampen begynder at få opmærksomhed.

Indianerne slår lejre op med telte og tippier rundt om i reservatet ved de kritiske områder, hvor Dakota Access Pipeline skal bugte sig gennem landskabet. Ved indgangen til Ocety Sakowin-lejren står et skit med teksten: ‘Dette er et sted med bønner og ceremonier’ (‘This is a place of prayer and ceremony’). Demonstranterne samles i bønnefyldte ceremonier om morgenen og om aftenen, ved spisetiderne og om natten. Der foretages rituelle renselser med røg fra salvie, ceder og tobak. Der tændes hellig ild og udføres hellige trommecirkler.

Demonstranterne kalder sig selv for vandbeskyttere (water protectors), og når kampråbet lyder, er det igen med ordene ’mni wiconi’, ‘vand er liv’. ‘United in water. Protecting against the Dakota Access Pipeline’, står der på et andet skilt. Det står klart, at kampen er mere end en protest imod en olierørledning. Protesterne er grundlæggende en spirituel bevægelse, og hvis der er tale om en krig, så er det en spirituel krig.

Virgil Taken Alive, født og opvokset i Standing Rock Sioux-reservatet, forklarer til det alternative energi-magasin Inside Energy:

“Det er ikke som i dagene med Crazy Horse og Sitting Bull, hvor vi fysisk ville kæmpe imod dem og vinde, hvorfor traktaterne blev lavet. Det formår vi ikke at gøre i dag. Men vi har noget, der er meget mere kraftfuldt end fysisk vold, og det er bønner.”

“Du kan ikke adskille spiritualiteten fra hverdagslivet. Vi gør alt med bønner. Vi bekæmper rørledningen med bønner,” siger Yellow Fat, medlem af stammerådet ifølge Religion News Service.

Flere end 200 forskellige stammer fra USA og Canada rejser til Standing Rock for at deltage i protesterne. Ikke tidligere i historien har så mange indfødte amerikanere været samlet på et sted. Der rapporteres om mellem 8-10.000 demonstranter, heraf mange ikke-indianske sympatisører, som slår sig ned i lejre og camperer i bjergene langs med Cannonball River-floden. Mange miljøaktivister er rejst til Standing Rock for at deltage i de ikke-voldelige protester, fordi de mener, at rørledningen er med til at cementere oliens position i USA og derfor skal forhindres. Og der er håb. Året før forkastede Barack Obama olieselskabet TransCanadas omstridte olierørledning, Keystone XL, en investering til 15 milliarder dollars.

 

Samler både Paven og amerikanske krigsveteraner

Samtidig er protesterne begyndt at vække opsigt langt udenfor reservatet. Det skyldes ikke mindst, at de indianske aktivister er dygtige til at synliggøre protesterne på de sociale medier, og især billederne af myndighedernes hårdhændede fremfærd, hvor der blandt affyres gummikugler mod demonstranterne, vækker sympati for indianernes kamp og afsky mod olieindustrien og dens håndlangere.

I begyndelsen af september bruger private sikkerhedsvagter pepperspray mod 30 aktivister, og 12 af dem bliver bidt af de pitbull-hunde, som vagterne slipper løs mod demonstranterne. I oktober rykker myndighederne ind for at fjerne aktivister, der befinder sig på et privat område, med pepperspray, tåregas og en lydkanon. 144 demonstranter bliver arresteret alene den dag.

https://www.youtube.com/watch?v=fetub0FvEwk

På en anden kritisk dag arresterer politiet 117 aktivister, men under arrestationerne dukker en kæmpe horde af bisonokser pludselig op. For de indfødte amerikanere er bisonoksen (der også kaldes Tatanka Oyate, Bøffel-nationen) et offer-symbol, idet bøflerne giver deres liv, så naturfolket kan få mad og tøj. Forholdet mellem de indfødte amerikanere og bisonoksen bygger på en lang spirituel tradition, og bisonoksen betragtes som en gave fra den Den Store Sjæl (The Great Spirit). Tilstedeværelsen af bisonokserne giver indianerne en tro på, at deres bønner bliver hørt.

Det samlede antal arrestationer løber op i 575 frem til december 2016.

Amerikanske krigsveteraner viser deres sympati med indianernes kamp. I en video, der går viralt, knæler en veteran foran en af de indianske ledere og undskylder for det hvide Amerikas historisk dårlige behandling af det oprindelige nordamerikanske folk. Det er ikke længere siden end 1978, at de oprindelige amerikanske folkeslag overhovedet fik religionsfrihed med indførslen af The American Indian Religious Freedom Act. Også fagforeninger og adskillige amerikanske myndighedspersoner bakker op om protesterne.

Titusindvis af mennesker verden over donerer penge til protesterne gennem blandt andre NGO’en P3 Indignenous Peoples Power Project, et netværk, der underviser i ikke-voldelige direkte aktioner.

Og sympatitilkendegivelserne går på tværs af religiøse skel. Pave Frans udsender en erklæring, hvori han offentligt støtter de oprindelige amerikaneres “rettigheder, ret til vand og beskyttelsen af liv.”

“Jeg ønsker at være talsmand for de indfødte folks dybeste længsler (…), som er truet på deres identitet og eksistens,” siger Paven.

Bruce Ough, biskop i United Methodist Church’s Dakotas-Minnesota Area, og præsident for the United Methodist Church’s Council of Bishops kalder protesterne i Standing Rock for et ‘spirituelt slag’ og fortsætter:

“I sidste instans så er dette en protest, der handler om Guds ledelse og om retfærdighed for de indfødte folk fra de store sletter.”

Standing Rock er en græsrodsbevægelse, der får global opmærksomhed. Aldrig før i historien har de indfødte amerikanere fået så meget interesse og sympati.

“Det generelle Amerika har ikke forstået vores verdensbillede, de indfødte folks. I rigtig lang tid er vi blevet fortalt, at vores verdensbillede ikke er gyldigt og ikke noget værd,” siger Sarah Eagle Heart, CEO i organisationen Native Americans in Philanthropy.

Dermed kan protesterne i Standing Rock også ses som en genfødsel af de oprindelige amerikanske folk.

 

En kæmpe sejr

I midten af september beordrer den føderale domstol i Washington D.C. konstruktionen af Dakota Access Pipeline midlertidigt stoppet i en afstand af 32 kilometer på hver side af Missouri-floden ved Lake Oahe, et af indianernes store vandreservoirer. Retten overvejer Sioux-stammens ønske om, at olieledningen slet ikke skal krydse Missouri-floden. Rørledningen er på det bygget tidspunkt 87% færdig.

Senere i samme måned er Barack Obama vært for White House Tribal Nations Conference i Det Hvide Hus, hvor flere end 500 Native American-ledere er repræsenteret.

“Jeg ved, at mange af jer har fundet sammen på tværs af stammer og over hele landet for at støtte samfundet i Standing Rock, og det er med sammenhold, at jeres stemmer bliver hørt,” siger han i en tale til forsamlingen.

Tre måneder efter, den 4. december, bærer indianernes fredelige protester omsider frugt, da Energy Transfer Partner får trukket byggetilladelsen tilbage af US Army Corps of Engineers.

Bill McKibben, den amerikanske miljøaktivist og stifter af 350.org, kalder det a smashing victory i en artikel, han skriver i en indlæg i The Guardian.

“Det (Standing Rock) vil ikke ændre retningen fuldstændig – forandring kommer aldrig så let. Men det vil ikke blive glemt, og det vil påvirke begivenheder i de næste århundreder. Standing Rock, som Little Big Horn og Wounded Knee, eller Lexington Green og Concord green for den sags skyld, hører nu til vores historie.”

Selv siger Standing Rock Indian Reservation-lederen, David Archambaul, til den aktivistiske nyhedskanal Democracy Now om sejren:

“Det føles som om, at der for første gang i historien over århundreder er nogle, der lytter til os (…) En sag som denne er aldrig før faldet ud til vores fordel.”

Det er lykkes – i hvert fald for en tid – for manden på hesten på det ikoniske fotografi at besejre den bevæbnede overmagt.

 

Naturfolkenes kamp er alles kamp for overlevelse

Den foreløbige sejr i Standing Rock var kulminationen på et år, der både flyttede klimakampen ud til områder af verden, vi normalt ikke hører ret meget om, og gjorde kampen for bevarelsen af klodens ressourcer til et spørgsmål om menneskerettigheder.

“Der er en stigende erkendelse af den vitale rolle, som stammefolkene spiller i beskyttelsen af mijøet,” lyder det fra aktivist-organisationen Survival International, der blev stiftet i 1969 i protest mod overgrebene på de oprindelige folks levevilkår i Amazonas, og som i 2016 var stærkt medvirkende til, at det lykkedes at få ophævet kontrakter på olieboringer på landområder, der tilhører de oprindelige folk i Peru.

Med Standing Rock er miljø- og menneskerettighedskampen nu knyttet tæt sammen. Samtidig har kampen fået et spirituelt ansigt og en spirituel stemme, der både formår at knytte mennesker, bevægelser og religiøse fraktioner sammen uanset ståsted og inspirere med et dybfølt håb om og tro på, at det kan og nok skal lykkes at finde en løsning.

Naturfolkenes kamp for overlevelse er hele menneskehedens kamp for overlevelse. Eller for at sige det på en anden måde: Hvis indianerne i Standing Rock ender med at tabe kampen om retten til jorden, så bliver det for alvor svært at bevare troen på, at ret meget levende har en anstændig fremtid på planeten jorden.

To spørgsmål rejser sig netop nu: Har begivenhederne i Standing Rock potentiale til at udvikle sig til en verdensomspændende miljø- og menneskerettighedsbevægelse, og er Standing Rock startskuddet på en revolution af den menneskelige bevidsthed, hvor vi efter århundreders maltraktering af jorden omsider bliver nødt til finde en vej udi fremtiden, der rækker tilbage til den forståelse af naturen, som vi selv havde engang, og som stadig er intakt hos de oprindelige folk?