Kloden er som et spindelvæv af levende organismer, dyr og planter, der er indbyrdes forbundet med hinanden på kryds og tværs på måder, som vi ved meget lidt om. Det er en af årsagerne til, at vi har svært ved at forudsige, hvad klimaforandringerne i sidste ende vil få af konsekvenser.

Af Morten Steiniche. Artiklen har været bragt i Dagbladet Information den 13. juli 2017

Da den sidste ulv i Yellowstone National Park i USA blev nedlagt af jægere i 1930’erne, fik det store konsekvenser for parkens økosystem. Hvor store, opdagede parkens biologer først, da de satte gråulven tilbage i parken i 1995.

Rewilding-projektet med ulvene fik enorme konsekvenser for hele parkens økosystem. Vegetationen ændrede sig, bæverne kom tilbage, og selv floderne endte med at skifte form.

Klimaforandringer er jordens måde at fortælle os, hvem der bestemmer

“Det var som at kaste en sten ned ad en bjergskråning, hvor forholdene lige præcis var sådan, at stenen ville udløse en lavine af forandringer,” fortæller Doug Smith, den ansvarlige biolog for Yellowstone Wolf Project på parkens hjemmeside.

Hvis en enkelt art som ulven kan være så vigtig, hvad betyder det så for biosfæren, for summen af alle økosystemer, at der udryddes 150-200 plante- og dyrearter om dagen? Det helt korte svar er, at det ved vi meget lidt om.

Mestergartner: Vi skal altid give mere tilbage til naturen, end vi tager fra den

For det første fordi vi har begrænset eller manglende viden om de fleste af de utallige arter i naturen og endnu mindre viden om, hvordan de interagerer i det store billede. Og for det andet fordi summen af naturens delprocesser oftest er helt umulig at regne sig frem til.

 

Mulig massekollaps af havene

Klimaforandringer er i øjeblikket ved at ændre vores verden radikalt, og flere forskere mener, at det er et tegn på, at naturen er ude af balance. I århundreder har mennesket modelleret naturen og udnyttet dens ressourcer uden at skele til – eller forstå – hvad det kunne få af videre konsekvenser i det store billede.

For at løse klimaproblemerne bliver vi nødt til først at erkende, at naturen består af komplicerede økologiske sammenhænge, hvor alt levende – dyr, planter, celler – er forbundet på kryds og tværs.

Charlie Veron var i 1970’erne den første fuldtidsforsker, der blev tilknyttet Great Barrier Reef i Australien, verdens største koralrev. Ifølge Charlie Veron er omkring halvdelen af verdens koralrev døde inden for de seneste to år på grund af blandt andet stigende havtemperaturer. En fjerdedel af alle havenes levende organismer bruger koralrevene til at finde mad og ly, så hvad sker der, når disse økosystemer dør ud?

“Det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg selv rejste for ti år siden. Når du udsletter koralrevene, vil det formenligt betyde et økologisk massekollaps af havene, der vil betyde udslettelsen af enormt mange arter. Men vi ved det ikke,” lyder det bekymrende svar.

Det var den amerikanske økolog Barry Commoner, der som en af de første i den vestlige verden formulerede ideen om, at alt levende i naturen er indbyrdes forbundet. Commoner mente, at økosystemernes stabilitet afhænger af den biologiske mangfoldighed.

I bogen The Closing Circle fra 1971 nedfældede han fire love for, hvordan økologien – læren om hvordan levende organismer interagerer med hinanden og deres omgivelser – er skruet sammen:

1. Alt liv er indbyrdes afhængigt. Hvis én økosfære påvirkes, så påvirkes alle økosfærer.
2. Alt skal et eller andet sted hen. Affaldet forsvinder ikke af sig selv.
3. Naturen ved bedst. Det, vi tror, er forbedringer til at beherske naturen, vil givetvis ødelægge naturen.
4. Der findes ikke nogen gratis frokost. Udnyttelsen af naturen vil uundgåeligt gøre skade på den.

 

Sneboldeffekten i Yellowstone

Med ulvene i Yellowstone National Park fik forskerne et enestående indblik i, hvordan alt levende i naturen er knyttet sammen på kryds og tværs.

Ulve bliver betraget som økosystemingeniører, og da de kom tilbage, satte de gang i en såkaldt trofisk kaskade, hvor hele fødekæden bliver påvirket. Ulvene startede med at gøre indhug i bestanden af kronhjorte, men først og fremmest var ulvene skyld i, at kronhjortene ikke altid stod og græssede på de samme steder, men hele tiden bevægede sig rundt i nationalparken.

Dermed fik blandt andet pile- og poppeltræer lov til at vokse sig store igen, og med træerne kom fuglene tilbage til de områder, som kronhjortene tidligere havde hærget. Der kom flere bjørne, fordi der var flere træer med bær på, og der kom ikke mindst flere bævere, som er afhængige af piletræerne.

Også bæverne er økosystemingeniører, og med den nu voksende bestand af bævere blev der sat endnu en sneboldeffekt i gang. Bæverne byggede for eksempel dæmninger, der fik floderne til at forandre sig, og bævernes dæmninger er også i sig selv levested for utallige arter, der havde været fraværende i parken i årtier. Ulvene balancerede i øvrigt også bestanden af prærieulve, og det gjorde, at der kom flere kaniner og mus og dermed flere høge og ræve tilbage til parken.

Ganske få år efter, at ulvene blev sat tilbage i Yellowstone National Park, var parken fuldstændig som forandret. Parken var bragt tilbage den oprindelige vilde tilstand, og naturen havde genskabt sin egen naturlige harmoni. Alt sammen på grund af en enkelt art.

 

Hvor lidt vi i grunden ved

Biosfæren er ekstremt avanceret, og dybest set ved vi meget lidt om de mange dele, den består af, forklarer den canadiske videnskabsmand og forfatter David Suzuki i bogen The David Suzuki Reader. A Lifetime of Ideas from a leading Activist and Thinker.

“Enhver forsker burde vide, at vores uvidenhed om verden er betydeligt større, end det vi ved. Vi konstruerer vores politik for naturressourcer på baggrund af grotesk lidt og forudindtaget viden. Og fordi vi (forskere, red.) foretrækker at studere ting, der er store, så kommer mikroskopiske organismer såsom svampe i jorden, picoplankton i havet og selv insekter langt ned på forskernes statusbarometer,” skriver David Suzuki.

Som eksempel på vores mangelfulde viden nævner han insekterne. Dem findes der anslået 30 millioner arter af på kloden, men ud af det enorme antal kender vi i dag kun 10-15 procent, og for rigtig mange af disse arter er vi ikke nået længere end til blot at give dem et navn. Hvad deres funktion er, hvordan de er forbundet med hinanden, og hvilke roller alle disse arter har for opretholdelsen af balancen i naturens økosystemer, ja, det ved vi meget lidt om.

Og vores mangel på forståelse bliver uendelig meget større, når vi bevæger os ned under jorden, siger Flemming Ekelund, lektor på Biologisk Institut i København, der blandt andet arbejder med at forstå mikroorganismernes betydning.

“Der er to verdener, og de er lige vigtige. Den ene kan ikke leve uden den anden. Om verden over jorden kan man i den klassiske biologi meget simplificeret sige, at livet foregår imellem relativt få aktører. Bien bestøver blomsten, koen spiser græsset og så videre. Det er nogenlunde til at forstå. Men når du kommer ned under jorden, så er det noget helt andet. Der er så kolossale mængder af forskellige enheder, der spiller sammen på måder, som vi ikke forstår,” siger Flemming Ekelund.

Med molekylære metoder har det vist sig, at der alene i en enkelt teskefuld jord er flere end 10.000 forskellige bakteriearter og sammenlagt endnu flere mikroorganismer, end der er mennesker på hele kloden. Og tager du en ny teskefuld jord blot et stykke derfra, så vil der være et nærmest uoverskueligt antal af andre arter.

 

De større sammenhænge er ikke i høj kurs

Selve disciplinen med at komme op i helikopteren og studere naturens sammenhænge fra en vis afstand trækker sjældent i naturvidenskabsfolkene.

Søren Rasmussen, cand. scient. i biologi og stifter af Albatros Travel fortæller, hvordan han i sin studietid fik besked på at fjerne ordet ’holisme’ fra en tekst. I sin nye bog Mennesket i Naturen – Naturen i Mennesket slår han netop til lyd for en holistisk tankegang, der forsøger at forklare sammenhængene i naturen fra et større perspektiv.

“Men det er kun sådan nogle som os, frie fugle og filosoffer, der kan tillade os at beskæftige os med det overordnede billede af, hvordan naturen hænger sammen,” siger han.

Det er Flemming Ekelund, lektor på Biologisk Institut i København, enig i:

“Det er ikke noget, der er i høj kurs inden for naturvidenskaben.”

 

2+2=5

Einstein troede ikke, at partikler kunne påvirke hinanden, selv om de er fysisk adskilte, og kaldte kvantefænomenet for “a spooky action at a distance”. Den indbyrdes påvirkning af partikler – eller sammenfiltringen, som den også kaldes – viser, at selv for naturens byggesten er livet forbundet i indbyrdes sammenhænge, som vi stadig kun forstår en smule af.

Men ét er at kende til de enkelte byggeklodser i naturen, noget andet er, at deres adfærd ofte er fuldstændig uforudsigelig, når de interagerer med hinanden. Det er især noget, der optager klimaforskerne, blandt andet professor i klimaforandringer og chef for Nansen Centeret i Bergen, Sebastian Mernild, som har konstateret, at klimaforandringerne sker hurtigere og mere uventet, end modellerne viser.

“Kloden er et naturligt system, og vi forsøger som forskere at forstå mekanismerne. Det naturlige system hænger sådan sammen, at piller man ved én knap, så slår det ringe i vandet,” siger han.

Det gælder for eksempel gletcherne, som ifølge Sebastian Mernild og hans kolleger smelter betydeligt hurtigere end forventet.

Når det er så svært at forudsige naturens gang, kan det skyldes de såkaldte positive feedback loops. På grund af den indbyrdes forbundethed imellem jordens økosystemer kan de – som NASA forklarer på deres hjemmeside – betyde, at effekterne af forandringer bliver forstærket og udløser pludselige ændringer, som foregår hurtigere og på en langt større skala, end de nuværende klimamodeller forudsiger.

Med andre ord: To plus to giver ikke nødvendigvis fire, men fem, ni, nitten eller endnu mere.

I et nys udgivet specialnummer af det amerikanske magasin Science om Jordens økosystem kaldes vanskelighederne ved at forudsige økosystemernes uforsigelige adfærd for et “drilagtigt problem”, som vi dybest set ikke er særligt godt klædt på til at løse i forhold til de forandringer af kloden, som ifølge forskerne vil tage til i styrke i de kommende år.

 

Tag selv konsekvensen

Vi slutter for denne gang hos den verdensberømte primatolog Jane Goodall, som har arbejdet med dyrevelfærd og naturbevarelse igennem et langt liv, og som ofte har skrevet og talt om vigtigheden af, at vi erkender de komplekse sammenhænge i naturen.

“Ofte siger folk til mig, at det vel ikke gør en forskel, hvis denne lille insektart forsvinder, men sagen er jo, at alt er indbyrdes forbundet. Og dette lille insekt kan meget vel være den primære fødekilde for et andet levende væsen, som så også vil forsvinde. Og sådan fortsætter det med disse indbyrdes forhold. Vi kalder det biodiversitet, jeg kalder det også for livets spindelvæv,” siger Jane Goodall i videoen Mother Earth.

Jane Goodall mener ikke, at det er for sent at gøre noget ved klimaforandringerne, men at det er os selv, snarere end videnskaben, der skal tage affære.

“Hvis vi blot kan få en kritisk masse af menneskeheden til at begynde at tænke over, hvilke konsekvenser alle de små valg, vi træffer i vores hverdag, har. Hvad vi køber, hvad vi spiser, hvordan det er produceret, om det har skadet miljøet, om det har gjort skade på dyr eller mennesker. Vi bliver nødt til at få ind i vores tykke hoveder, at det, vi gør som individer, ikke gør en forskel i den store sammenhæng, men at det flytter i den rigtige retning, når det er milliarder af mennesker, der alle sammen træffer de rette etiske beslutninger.”

 

 

Svampenes naturlige internet

Hvis du tror, at internettet er noget særligt, så er det intet at regne for det net, som svampenes tråde udgør i jorden. Svampeeksperten Paul Stamets kalder svampes net af tråde for jordens naturlige internet, der forbinder 90 pct. af klodens landbaserede planter med hinanden. Svampenes net hjælper både planterne med at suge vand op og styrker deres immunsystem, og i tilgift får fungien mad fra planterne i form af kulhydrater.

 

 

 

Økosystemer har forskellige behov

Økosystemer er forskellige, og der er stor forskel på, hvad de har brug for. For eksempel er regnormene uundværlige hos os, men andre steder kan de gøre stor skade.

“Vi anser det for noget godt, at regnormene blander jorden rundt. Men det, som regneormene gør her i vores verdensdel, det gør tusindbenene i Nordamerika, i Afrika er det termitterne, og i New Zealand er det de landlevende tanglopper, der fylder den niche ud, som man siger,” fortæller Flemming Ekelund, lektor på Biologisk Institut i København.

“Det har givet anledning til mange ulykker, at vi europæere har slæbt blandt andet regnorme med til Nordamerika, for de nordamerikanske økosystemer har en helt anden karakter end dem, vi har her i Danmark, og deres økoystemer bliver ødelagt af regnormene.”