Nej, det kommer ikke som en overraskelse, at medarbejdere i nødhjælpsorganisationer begår seksuelle overgreb. Overgrebene er resultatet af en syg kultur, der florerer i organisationerne.

Af Morten Steiniche. Kronikken blev bragt i Information den 10. marts 2018

Sagerne om seksuelle overgreb og stærkt upassende adfærd begået af medarbejdere i Oxfam, Læger Uden Grænser og Røde Kors vækker berettiget bekymring. Men er det egentlig så overraskende? Nej. Undersøgelser og forskning gennem de senere år peger samstemmende på en kultur i mange NGO’er, der er så syg og usund, at det ikke burde komme bag på nogen, at der også finder den form for krænkelser sted.

For et par år siden interviewede jeg den amerikanske forsker Paul Gorski til nærværende avis. Gorski kunne på baggrund af sin forskning fortælle om, hvor udbredt stress og udbrændthed er i aktivistmiljøerne og NGO’erne. Grunden er blandt andet, at NGO’erne er ekstremt dårlige til at passe på medarbejderne. Stress er et tabu, og derudover er konkurrencekulturen så hård i mange organisationer, at medarbejderne ikke er i stand til at sige fra.

Andre undersøgelser peger i samme retning. NGO’erne avler medarbejdere, der kæmper med problemer med alkohol og euforiserende stoffer i en jernhård kultur, og hvor de svage hurtigt sættes af eller ender med at bukke under for presset.

Og det er hele vejen rundt, det foregår. Fra små NGO’er, der kæmper hårdt for at få finansieringen til at hænge sammen og hele vejen op til de store internationale NGO’er. Sidste år havde jeg kontakt med centralt placerede personer i en af verdens største nødhjælpsorganisationer CARE, hvor stort set hele topledelsen i det europæiske hovedkontor var sygemeldt med stress.

I en kultur, hvor mennesker hele tiden presses til det yderste, er det ikke overraskende, at nogle af dem også selv kommer til at gå til grænsen. Og over grænsen. Seksuelle krænkelser kan aldrig forsvares, men vi kan måske lære at forstå, hvorfor de også opstår i den godgørende branche.

De aktuelle sager viser med al tydelighed, at det ikke er nok at bede medarbejderne om at underskrive en erklæring om at udvise reglementeret adfærd, som en af de berørte organisationer gør.

Hvis kulturen i organisationen er usund, avler det usund adfærd. Og i værste fald kan en syg kultur få medarbejderne til at overskride egne moralske grænser. Det gælder i bankverdenen, og det gælder for aktivistorganisationerne.

Men hvordan kan organisationer, der lever af at gøre det godt for andre mennesker ende med at gøre det så skidt for dem selv og deres medarbejdere, at sager som disse opstår? Det kan historien om Greenpeace måske give et svar på.

 

Greenpeace-aktivister fandt spirituel styrke

Da den første Greenpeace-mission fandt sted for snart 50 år siden, var skibet fyldt op med kvækere, pacifister, økologer, journalister og hippier, som alle var båret af en stærk spirituel selvforståelse. Det spirituelle fundament udstak retningslinjerne for de ikkevoldelige aktioner til søs, når Greenpeace-aktivisterne beskyttede hvalerne mod hvalfangernes harpuner.

Greenpeace blev skabt i symbiose med de oprindelige folk, og netop de oprindelige amerikaneres animistiske naturforståelse lå dybt i de oprindelige Greenpeace-aktivisters dna. Forståelsen for sammenhængen mellem alt levende i naturen var lige så essentiel for aktivisterne som for de oprindelige folk, og derfor var solidariteten med dem sidestillet med beskyttelsen af naturen.

Med spiritualiteten fik aktivisterne et solidt åndeligt fundament, der gjorde dem bedre i stand til at håndtere akut stress. De brugte blandt andet meditation og spirituelle selvundersøgelser (hvad vi i dag vil kalde for mindfullness) til at håndtere udfordringerne.

Greenpeace så dengang sig selv som en spirituel bevægelse, som Greenpeace-medstifteren Rex Weyler har beskrevet det i bogen Greenpeace. An insider’s account.

Takket være den spirituelle praksis undgik aktivisterne at lade sig forføre af succesen fra de vellykkede kampagner og den medieomtale, der blev en af nøglekomponenterne i organisationens aktivisme. Aktivisterne brugte spiritualiteten til at foretage en bevidst frigørelse fra egoet og de personlige behov, så de bedre kunne fokusere på sagen.

 

Flimmer på det moralske kompas

Kritiske tunger siger, at det begyndte at gå ned ad bakke for Greenpeace, da den spirituelle fraktion i slutningen af 1970’erne blev skubbet ud, og en ny ledelse – der kun havde foragt til overs for det spirituelle – overtog rorpinden. Da mekanikerne kom ind, røg mystikerne ud, som Rex Weyler kalder dem. Spiritualiteten blev nu betragtet som verdensfjernt bras.

Mekanikerne gjorde Greenpeace til verdens mest magtfulde miljø-NGO, men med mystikernes afgang kom der flimmer på det moralske kompas, og organisationens historie er sidenhen plastret til med sager, der har stillet Greenpeace i et dårligt lys.

Op igennem 1990’erne og 2000’erne og helt frem til i dag er Greenpeace jævnligt blevet beskyldt for at være imperialistisk og for at udvise kulturel ignorance. Tidligere Greenpeace-medlemmer har offentligt anklaget organisationen for at træffe valg, der hellere handler om at oppebære sig selv frem for at kæmpe for de sager, der for alvor kan gøre en forskel. Organisationens kamp mod sælfangst fik eksempelvis store kulturelle og økonomiske konsekvenser for de oprindelige folk, der lever af sælfangst. Men der var gode tv-billeder i kampagnen.

 

Nødhjælpsindustrien er blevet en karriereplatform

Greenpeace har undergået en forandring, der er ganske normal for bevægelser og organisationer, der vokser sig så store, at de ender med at organisere sig i magtstrukturer, hvor hensynet til sagerne må træde i anden række, og hvor der hele tiden skal tjenes mange penge for at holde maskineriet kørende.

Derudover tiltrækker de store og magtfulde NGO’er karrieremennesker, der ofte er drevet af egne drømme og ambitioner. Ikke bare miljøbevægelsen, men hele nødhjælpsindustrien, er blevet en karriereplatform, hvor det er vigtigere for den enkelte at holde fast i karrieren end i sagernes substans.

Frygten for at miste jobbet bliver en barriere for at turde udfordre organisationen indefra, og dermed ender de lønnede aktivister med at acceptere konformiteten, så organisationerne ikke længere kan opvise den radikalitet, som er nødvendig for at skabe forandringer i verden.

Og dermed er de magtfulde NGO’er ikke bare endt med at fastholde status quo i stedet for at forandre verden. De har gjort sig sårbare overfor de sygdomme, der kendetegner og florerer i virksomheder og organisationer, der er styret af magt, penge og karrieremæssige hensyn.

Spiritualiteten er den faktor, der beskytter os, når vi er under hårdt pres og savner en moralsk orden og mening med livet. Især for mennesker, der arbejder med aktivisme og nødhjælp, er det vigtigt at kende det indre, spirituelle kompas.

Det er kun NGO-medarbejderne selv, der kan indstille det spirituelle kompas, men organisationerne har også et ansvar, der kan hjælpe på vej. Og det ansvar rækker langt udover at bede medarbejderne om at underskrive et stykke papir om udvisning af retvisende adfærd. Det handler om at skabe en kultur i NGO’erne, der opbygger mennesker i stedet for at nedbryde dem. En kultur, som indadtil er i tråd med det, organisationerne vil for andre mennesker udadtil.

For det er, når kulturen er i disharmoni med sig selv, at det går galt. Så er det, at medarbejderne går ned med stress og udbrændthed, og den syge kultur får enkelte medarbejderne til at gå over grænsen, som de aktuelle sager med seksuelle overgreb er triste eksempler på.

 

 

Af Mads Fisker, fungerende kampagnechef, Greenpeace i Danmark. Svaret blev bragt i Information den 19. marts 2018

Kronikken i Information den 10. marts om nødhjælpsarbejdere (Nødhjælpsarbejde er blevet en karriereplatform gennemsyret af usund adfærd og syg kultur) har – mindst – to forskellige formål, men sammenblandingen savner desværre respekt i mere end én forstand.

Freelancejournalist og aktivist Morten Steiniche forsøger sært uelegant at bruge de uhyre triste sager om seksuelle krænkelser i nogle NGO’er som afsæt til dels at diskutere en fuldt ud gyldig bekymring om, hvordan man i organisationer passer bedst muligt på sine dedikerede ansatte og aktivister, dels en grov anklage om en syg kultur i NGO’er over en bred kam.

Greenpeace bringes ind i teksten som et ganske uunderbygget eksempel og med en påstand om, at organisationen og de mennesker, der udgør den, savner mod og sætter sagerne i anden række for til gengæld at pleje egne karrierer uden blik for blandt andet kulturel mangfoldighed.

Når jeg bliver mere træt end ked af det over at blive hevet frem som et eksempel, er det fordi, jeg af et stolt og ærligt hjerte mener, at kronikøren går helt galt i byen. Og højst virker til at kende overfladisk til den passionerede samtale, der hele tiden finder sted i en organisation som vores, samt til de mennesker, der fører den på tværs af verdensdele og kulturer.

Folk er i den grad ikke bange for at udfordre organisationen og vores prioriteringer indefra, og vi diskuterer konstant, hvor og hvordan vi kan gøre den størst mulige forskel ud fra de forudsætninger, vi har.

Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste kollega, som jeg kan mistænke for at arbejde i Greenpeace med det primære formål at fremme sin egen karriere. Tværtimod oplever jeg, at mine kolleger har valgt organisationen, fordi de er dygtige og vil bidrage til at skabe forandring.

Vi har måttet lære – og øver os hele tiden i at blive bedre til – at passe godt på hinanden, for mange i organisationen har uden tvivl en tendens til at arbejde for meget og have svært ved at lægge arbejdet fra sig, når de har fri.

At få løn for at dyrke sit hjerteblod er et stort privilegie. Men det kræver i den grad, at man får hjælp til at passe på sig selv. Deri er vi helt enige med kronikøren. Hvor er det synd og skam, at det vigtige emne bliver rodet sammen med en mindst lige så vigtig historie om utilgivelig udnyttelse, der heldigvis er kommet helt frem i lyset.